Milliarder, bestyrelser og register - her er, hvad partierne foreslår efter plejehjemsdokumentar

'Opråb fra plejehjemmet' afdækker, hvad eksperter betegner som omsorgssvigt af ældre beboere på et plejehjem i Køge.

Siden TV 2 torsdag viste dokumentaren 'Opråb fra plejehjemmet', har politikerne stået i kø for at kritisere forholdene i ældreplejen.

Dokumentaren afdækker, hvad eksperter betegner som omsorgssvigt af ældre beboere på plejehjemmet Nørremarken i Køge Kommune.

Med skjult kamera dokumenteres det, hvordan de svageste beboere ikke får hjælp til helt basale behov som at få skiftet ble eller få medicin og mad. Der er også eksempler på beboere, som ligger i mange timer i sengen uden at blive vendt eller hjulpet op.

Og det er så slemt, at flere partier her i valgkampen nu har fremlagt nye tiltag for at rette op på ældreområdet:

Venstre

Venstre har fredag fremlagt seks tiltag, som ifølge partiet skal sikre en bedre ældrepleje.

Et af punkterne er, at den lokale ledelse og plejehjemmet kan sættes under administration, hvis der er systematiske og grove svigt af de ældre.

Venstre vil også have flere tilsyn mod de steder, hvor der er bekymring om kvaliteten af ældreplejen, der skal være et friplejehjem i alle landets kommuner, og der skal arbejdes med at udvikle og rekruttere bedre ledere.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet har ikke fremlagt et konkret udspil i kølvandet på dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’, men statsminister Mette Frederiksen sagde torsdag, at der arbejdes på den ældrelov, hun annoncerede i sin seneste nytårstale.

Den skal blandt andet afskaffe ”den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet”, som hun sagde 1. januar.

Facebook har Mette Frederiksen også reageret på dokumentaren.

Her skriver hun, at der skal laves en helhedsplan, ”der kigger det hele igennem”, og så er der brug for ”mere ledelse og mindre meningsløst papirarbejde”.

Konservative

De konservative er også kommet med et plejehjemsudspil, som præsenterer ni forslag.

Partiet vil indføre en ny tilsynsmodel, hvor det skal være muligt for ansatte på plejehjem at bestille et uafhængigt straks-tilsyn, som skal komme på uanmeldt besøg inden for 48 timer. Tilsynet skal ifølge partiets formand, Søren Pape Poulsen, være statsligt og være i stand til at overtage ledelsen på plejehjemmet.

Ifølge de konservatives udspil skal plejehjemmenes ledere i højere grad være en del af ældreplejen, og ligesom fra øvrige borgerlige partier bliver det foreslået, at der oprettes plejehjemsbestyrelser.

SF

SF har i den verserende valgkamp foreslået at afsætte penge til velfærdsjob. Helt konkret vil partiet afsætte en halv milliard kroner i 2023 og en milliard årligt fra 2024 til en ny rekrutterings- og fastholdelsespulje, som blandt andet skal gå til ansatte i ældreplejen.

Partiets ældreordfører, Kirsten Normann Andersen, foreslog på Facebook, efter at hun havde set dokumentaren, at Arbejdstilsynet skal med på tilsyn i ældreplejen, og at der på plejehjemmene skal være ”faste tværfaglige teams med veluddannet personale”.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti fremlagde torsdag morgen otte forslag til et nyt plejehjemsudspil. Her lyder punkterne blandt andet, at der skal være mere personale, der skal være et køkken på alle plejehjem, og ligesom Venstre og de konservative vil Dansk Folkeparti også have bestyrelser på alle plejehjemmene.

Partiet mener også, at der skal være bedre tilsyn og klagemuligheder, og derfor skal kommunernes whistleblowerordning også kunne anvendes af plejehjemmets beboere og pårørende.

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraterne vil give kommunerne to milliarder kroner ekstra til ældrepleje.

Ifølge partiet vil det svare til, at kommunerne kan ansætte 3500 flere sosu’er.

Radikale Venstre

Radikale Venstre har tidligere i denne uge foreslået at hente arbejdskraft fra udlandet til ældreplejen.

Det seneste halve år er mere end 15.000 ledige stillinger som social- og sundhedsassistenter på landsplan blevet slået op forgæves, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Derfor skal man kunne få opholdstilladelse i Danmark, mens man får sin autorisation til at arbejde som sosu her i landet, mener de radikale.

Partiet vil også gøre det lettere for personer uden for EU at komme til Danmark og arbejde i ældreplejen.

Moderaterne

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har på sin Facebookside foreslået en ”helt ny ledelsesmodel for vores offentlige velfærdsinstitutioner”.

Han vil løsrive plejehjemmene fra den offentlige forvaltning, så de i stedet er en selvejende virksomhed, der er ejet af kommunen, ”men med organisatoriske rammer, som om de var selvstændige.”

Nye Borgerlige

Nye Borgerlige vil på linje med flere borgerlige partier oprette bestyrelser på plejehjemmene, som på den måde kan ansætte og afskedige lederen.

Det skriver partiet på sin hjemmeside.

Lederen skal både kunne belønne dygtige ansatte, men også fyre ”de sorte får”, som Nye Borgerlige udtrykker det.

De sorte får skal ifølge partiet i et register, så ledere på andre plejehjem kan blive advaret, inden de ansætter en plejehjemsassistent, der er fyret fra et andet sted ”for mishandling af de ældre”.

Se 'Opråb fra plejehjemmet' på TV 2 PLAY ​.