På dette billede er Anna cirka 13 år og havde været anbragt i cirka 3 år.
Pigerne på kanten

Ingen kunne gribe 11-årig pige, da hendes verden brød sammen – i dag har hun et vigtigt budskab

Da Anna gang på gang blev anbragt et nyt sted, mistede hun tilliden til de voksne og troen på, at systemet ville hende det godt.

11-årige Anna havde hverken jakke eller sko på. På strømpefødder løb hun afsted mod sin mors hjem.

Hun var vred og havde råbt “møgluder” til sin plejemor, der cyklede cirka 100 meter bag hende.

Plejemoren svarede, at hun var ligeglad med, at hun kaldte hende sådan nogle ting. Og at hun ville blive uanset hvad.

Tre måneder senere blev Anna flyttet fra plejefamilien og hen på en institution.

Mange anbringes flere gange

Derfor bringer TV 2 ikke efternavn

TV 2 bringer ikke Annas efternavn af hensyn til Anna selv og til hendes familie. TV 2 er bekendt med Annas fulde navn.

Situationen er beskrevet i Annas sagsakter, der tæller mere end 5000 sider.

Og den repræsenterer, hvad hun har følt i årevis. Nemlig at systemet gav op på hende, hver gang en anbringelse brød sammen.

Helt nøjagtigt skete det 12 gange.

Og Anna er ikke det eneste barn, der oplever dette.

For ifølge Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, anbringes 10 procent af anbragte børn fire eller flere gange i løbet af deres barndom.

Men hvorfor går så mange anbringelser i vasken, når al forskning tydeligt viser, at det har voldsomme negative konsekvenser for det anbragte barn?

I Danmark er sammenbrud i anbringelser ikke et særsyn

  • Fire ud af ti anbragte børn oplever mere end én anbringelse
  • 21 % oplever to anbringelser
  • 9 % bliver anbragt tre gange
  • 10 % anbringes fire eller flere gange i løbet af deres barndom

Kilde: Rockwool Fonden

Midt i kaos sagde hun ja til tv-hold

I dag er Anna 19 år. Hun har fået egen lejlighed, hvor hun bor med sin kæreste. Og så er hun startet på en uddannelse.

Men for bare halvandet år siden så hendes liv helt anderledes ud.

Hun var stukket af fra en delvist sikret institution, var efterlyst af politiet og flakkede rundt på gaden. Hun havde et stort hashmisbrug, og det var heller ikke unormalt, at hun tog piller for overhovedet at kunne falde i søvn om aftenen.

På cirka samme tidspunkt sagde hun ja til at blive fulgt af et tv-hold til programserien 'Pigerne på kanten'.

Da Anna blev spurgt, om hun ville medvirke, tænkte hun ikke meget over konsekvenserne.

- Jeg syntes bare, at det var fedt, at der var nogen, der ville lytte til mig, fortæller hun.

Men undervejs kom hun frem til, at hun havde et vigtigt budskab:

- Det er ikke altid, at systemet fejler i anbringelser. Men det gjorde det i mit tilfælde, og det har gjort mit liv så meget sværere, siger Anna.

Markant negative konsekvenser

Antallet af anbragte børn har ligget stabilt i en længere årrække, og i Danmark er 1 procent af alle 0-17-årige børn anbragt uden for hjemmet.

Det kan enten være i plejefamilier eller på institutioner.

Selvom der er en god grund til at fjerne børn fra hjemmet, viser undersøgelser, at der er store negative konsekvenser, når anbringelserne bryder sammen.

- At anbragte børn klarer sig dårligere end andre jævnaldrende, kan især forklares med deres opvækstvilkår, før de blev anbragt. De kommer alle fra socialt udsatte og dysfunktionelle familier. Og de fleste børn anbringes først, når de er 11-12-år, forklarer professor Inge Marie Bryderup, der har forsket i anbringelser i årtier.

Værst er det, når der sker sammenbrud i anbringelsen.

Og konsekvenserne rækker for mange børn langt ind i voksenlivet.

Både international og national forskning har i årevis peget på, at manglende stabilitet i anbringelsesforløbene er en af årsagerne til, at børn og unge klarer sig markant dårligere end andre.

Anbragte har det sværere end ikkeanbragte

  • Op mod halvdelen af de tidligere anbragte unge har en psykiatrisk diagnose, imens det er 6 procent blandt andre unge.
     
  • Flere af dem oplever problemer med selvskade og dårligt psykisk helbred, og 43 procent har drukket alkohol eller taget stoffer for at slippe væk fra deres tanker. Det gælder 20 procent af de jævnaldrende unge.
     
  • Også dødeligheden påvirkes markant. Børn, der har været anbragt, har 4,5 gange større risiko for at dø i den tidlige voksenalder, end børn, der ikke har været anbragt.

Kilde: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

En undersøgelse fra Rockwool Fonden viser, at de børn, som oplever flest skift i anbringelsen, også kommer fra de mest socialt belastede hjem.

Det vil sige, at de mest udsatte børn, som har allermest brug for tryghed og forudsigelighed, også har den største risiko for fortsat at opleve præcis det modsatte.

Anna var et af disse børn.

Kom i skole uden strømper og madpakke

Før Anna fyldte ti år, var der allerede lavet underretninger og bekymringsskrivelser på hendes trivsel og forhold derhjemme.

Hjemmet var præget af kaos, konflikter, manglende omsorg og dårlig hygiejne.

Anna husker ikke, at det var så slemt. Men hun ved godt, at der var en grund til, at hun blev fjernet. Det vidste hun faktisk allerede dengang.

- Det var ulækkert og beskidt. Der var megameget skrald og rod uden for huset, fortæller Anna.

Hun husker, at hun kom i skole uden strømper, i beskidt tøj, og at hun ingen madpakke havde med.

Men heldigvis var Anna fagligt stærk, og undervisningen blev et frirum for hende.

For når alt gik dårligt, gik det i det mindste godt i timerne.

Kommunen og systemet blev en fjende

Da Anna blev anbragt, mødte hun et system, hvor hun følte sig dømt på forhånd. Hun følte, at det gik ud over hende, at man mente, at hendes familie ikke var god.

- Det er sådan set forståeligt nok, at de tænkte sådan, men de burde ikke have behandlet mig sådan. Det var jo ikke min skyld, at mine forældre var, som de var, siger Anna.

Annas mor var stor modstander af kommunens beslutning, og det havde stor betydning for samarbejdet mellem kommunen og moren.

Det føltes som en lang sej kamp, husker Anna.

En kamp, hvor kommunen var de onde og moren den gode.

Men inderst inde vidste tiårige Anna godt, at der var fordele ved at blive fjernet hjemmefra. Og det satte hende i en svær loyalitetskonflikt mellem moren og systemet.

Udtalelse fra Annas mor

Annas mor er blevet forelagt artiklens indhold:

- Da Anna blev fjernet som 10-årig, var hun meget ked af det. Det lyttede jeg meget til, og jeg burde nok have grebet det an på en anden måde. Jeg burde ikke have lyttet så meget til hende og i stedet se det lidt mere oppe fra.

Men jeg var meget utilfreds med, at hun blev fjernet, fordi jeg dumpede en forældrekompetenceprøve. Det, synes jeg, var uretfærdigt.

Jeg er stadig ikke enig i, at hun skulle fjernes. Men jeg erkender i dag, at jeg helt klart skulle have haft noget hjælp.

Forsøgte selvmord i desperat råb om hjælp

Hele meningen med, at Anna skulle fjernes hjemmefra, var, at hun skulle få bedre vilkår. Men det fik hun ikke.

Hun havde det psykisk svært og skar i sig selv. Hun forsøgte også at begå selvmord flere gange. Første gang var hun 12 år.

Det var egentlig ikke, fordi hun ønskede at dø. Det var et desperat råb om at blive set af en voksen.

- Jeg havde jo lyst til at leve – sådan husker jeg det. Men jeg havde et ønske om at blive hørt og taget seriøst. Men det var, som om at jo flere gange man skadede sig selv, jo mindre seriøst blev man taget. Jeg manglede omsorg, og at nogen sagde: "Jeg er her for dig", siger Anna.

Her kan du få hjælp, hvis du har det svært

Der findes mange steder, du som ung kan ringe eller skrive og få hjælp, hvis du har det svært. Her er et par udvalgte tilbud.

Ung på linje kan kontaktes online eller på  70 12 10 00.

Børnetelefonen kan kontaktes på 116111.

Headspace kan kontaktes online eller telefonisk til de lokale afdelinger.

Psykiatrifondens rådgivning kan kontaktes online eller på 39 25 25 25.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange. Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.

Hendes problemer var ifølge hendes sagsakter for massive til, at hun kunne være i en plejefamilie. I stedet blev hun anbragt på en institution igen.

Det tredje sted på under et år.

Anna tænker selv, at hun var en stor mundfuld at arbejde med. Og hun kan til dels godt forstå, at hun var svær at komme tæt på og hjælpe.

Men de mange skiftende voksne og nye steder gjorde, at hun aldrig fik sænket sine parader, så hun var modtagelig for hjælp.

Udtalelse fra plejefamilien

TV 2 har været i kontakt med Annas plejefamilie i forbindelse med denne artikel, og de udtaler:

- Kommunens beslutning om at sætte Anna i familiepleje var pligtforsømmelse. Beslutningen, om at Anna ikke længere skulle være hos os, blev taget mellem kommunen og os, fordi hun havde brug for mere hjælp, end hvad man kan tilbyde i en plejefamilie.

- Vi kan ikke være det bekendt

Når specialkonsulent i Børns Vilkår Anne Kappelgaard Bove hører om Annas forløb, er offentligt omsorgssvigt det første, hun tænker.

- Hvor er det ulykkeligt, at man som velfærdssamfund tager et barn væk fra dets familie uden at undersøge barnets behov og udfordringer så grundigt, at man kan sikre, at det kommer godt videre i livet, siger Anne Kappelgaard Bove og tilføjer:

- Det har man jo tydeligvis ikke gjort i hendes tilfælde. Ellers var det jo ikke endt sådan.

Hun fortæller, at de hos Børns Vilkår oplever, at det ikke er usædvanligt, at børnene føler sig anbragt et sted, hvor de ikke kan fungere. Det kan være omgivelserne eller de andre anbragte, der eksempelvis kan gøre dem utrygge.

- At børn og unge ikke kan føle trygge i deres eget hjem, kan vi ikke være bekendt, siger hun.

Introduceret til hash, da hun flygtede til misbrugslejlighed

Hver gang Anna blev anbragt et nyt sted, voksede mistilliden til de voksne og systemet. Og modet til at danne nye dybe relationer skrumpede.

- Jeg følte ikke, at de voksne gik i dybden med mine problemer. Jeg følte ikke, at de ville lære mig at kende, siger Anna.

Derfor lukkede hun sig mere og mere inde i sig selv og blev ligeglad med alt.

Anna begyndte at stikke af fra institutionerne som 13-årig. Hun begyndte også at dulme sine følelser og problemer ved at ryge hash.

Det lærte hun i et kærestepars lejlighed, hvor hun søgte tilflugt. Begge var misbrugere, og Anna husker tydeligt deres lejlighed.

Man kunne ikke se gulvet for rod, og der var et rend af mennesker, stoffer, druk og skænderier.

Men hun ville hellere være der end på institutionen, hvor hun følte sig fanget og indespærret.

Og mest af alt følte hun sig helt alene.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange nætter jeg har ligget på mit gulv og følt mig så alene, siger Anna, der konstant tænkte på, hvordan hun kunne flygte.

Hele hendes ungdom glædede hun sig til at fylde 18 år. For så ville hun blive myndig og kunne flytte i sin egen lejlighed.

Men da Anna blev 18 år, fik hun afslag på efterværn, som er et tilbud om støtte til unge mellem 18 og 22 år.

Formålet er at hjælpe den unge med at etablere en selvstændig tilværelse på lige fod med andre unge.

Hvad er efterværn?

Når de unge fylder 18 år, ophører anbringelsen. Så skal de klare sig selv, medmindre de bliver tilbudt efterværn af kommunen.

Efterværn er støtte, der skal skabe grobund for en god overgang til voksenlivet. Det kan for eksempel være støtte til at komme i uddannelse eller beskæftigelse eller finde et sted at bo. Efterværn kan blive givet, indtil den unge fylder 22 år.

Omkring halvdelen af tidligere anbragte unge får efterværn. En forudsætning for at få bevilget efterværn er, at der er udsigt til en positiv udvikling i perioden med efterværn. Det er især unge, der klarer sig forholdsvis godt og er mindre sårbare end andre tidligere anbragte, som får efterværn. Det er unge, som er i uddannelse eller beskæftigelse, og som ikke har en psykiatrisk diagnose.

Kilde: Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Fik afslag på efterværn

Begrundelsen for afslaget var ifølge Anna, at hun ikke ville samarbejde og have hjælp. Men hun mener selv, at hun havde samarbejdet op til sin 18-årsfødselsdag – netop for at kunne få efterværn.

Derfor var beskeden svær at forstå og acceptere.

Med hjælp fra tv-holdet fik hun kontakt til den kommune, som hun bor i i dag, der gav hende en kontaktperson og undersøgte muligheden for at få efterværn, hvilket hun har fået i dag.

Og hjælpen og støtten har været altafgørende for, hvor Anna er nu.

Derfor mener flere eksperter også, at man bør være meget mere konsekvent med at give efterværn.

Tilbuddet om efterværn skal systematiseres

Inge Marie Bryderup er professor ved Aalborg Universitet og har forsket i socialt udsatte børn og unge og deres familier i snart 40 år.

Ifølge hende er det langt fra alle unge anbragte, der får efterværn.

Og det er ærgerligt, mener hun, fordi de anbragte sjældent har det samme netværk som andre unge i forhold til at få støtte til at lære at stå på egne ben.

- Tilbuddet om efterværn skal systematiseres mere. Nu skal det tages op med barnet, når det er 17,5 år. Men rigtig mange får ikke tilbudt efterværn, siger Inge Marie Bryderup.

Nogle af de unge vælger det selv fra, fordi de er trætte af at være en del af systemet. Og den følelse kan Inge Marie Bryderup godt forstå.

Derfor mener hun, at de unge skal have mulighed for at takke nej for derefter at fortryde og alligevel få efterværn. Og den mulighed skal de have, indtil de er fyldt 25 år.

Specialkonsulent i Børns Vilkår Anne Kappelgaard Bove mener, at alle unge anbragte bør få efterværn helt automatisk. Og at det skal gøres til en rettighed i stedet for et tilbud, som kun nogle ender med at få.

- De fleste unge, der flytter hjemmefra, får hjælp af deres forældre i starten. Den mulighed har de tidligere anbragte måske ikke. Man kan derfor ikke forvente, at de skal kunne det samme. Det er ikke rimeligt, siger Anne Kappelgaard Bove.

Har hele tiden lyst til at flygte

Anna mener selv, at det var rigtigt at fjerne hende hjemmefra. Men hun mener ikke, at alternativet til at bo derhjemme skulle have være så problemfyldt.

Og det er egentlig ikke pædagogerne på institutionerne, som hun retter sin kritik imod. For hovedparten har været søde og dygtige.

Men de mange sammenbrud og skift gjorde hendes barndom alt for svær og fylder stadig hos hende i dag.

- Jeg har megasvært ved at fungere det samme sted i lang tid. Jeg har hele tiden en lyst til at flygte, siger Anna og fortsætter:

- For hvis opholdsstedet ikke fungerede, flyttede de mig bare. Jeg har aldrig lært at stå igennem ting, der var svære.

Og det er en helt almindelig reaktion for unge, der har været igennem det samme som Anna.

For mange sammenbrud i anbringelser

Professor Inge Marie Bryderup siger, at det er vigtigt at huske, at anbragte børn allerede er udsatte og bagud på point, inden de bliver anbragt.

Derfor er det fuldstændig altafgørende, at anbringelseskommunen tager sig tid til at få indsigt i det enkelte barns udfordringer og ønsker, så det er muligt at finde det gode anbringelsessted ved den første anbringelse.

Men hvor gode er vi så til det?

Ikke gode nok, mener Inge Marie Bryderup.

- Der er alt for mange sammenbrud i anbringelser, siger hun.

Udtalelse fra anbringelseskommunen

Skive Kommune har på generelt niveau forholdt sig til kritikken af kommunernes arbejde med anbringelser og udtaler:

- Det er altid ulykkeligt, når det af den ene eller anden årsag bliver nødvendigt, at et anbragt barn må flytte til et andet sted. I forhold til at ramme det rigtige match mellem barn og anbringelsessted, er der dog flere omkringliggende vilkår, der gør sig gældende i forhold til, om matchet bliver succesfuldt.

- Der er således flere faktorer, der påvirker barnets udviklingsmuligheder for eksempel forældrerelationer, barnets relationer til jævnaldrende, venner og pædagoger. En gang imellem er der også nogle tidsperspektiver, der kan spænde ben for, om anbringelsen bliver vellykket.

Man kan ikke give et entydigt svar på, hvorfor så mange anbringelser går i vasken – selvom vi kender de mange negative konsekvenser, det har for børnene.

Inge Marie Bryderup peger på, at der er nogle brede strukturelle grunde til de mange sammenbrud.

Hun forklarer, at de danske institutioner faktisk er rigtig dygtige til at tage hånd om de anbragte børn med uddannet personale, men at det rigtige match mellem barn og anbringelsessted er altafgørende.

Det er her, at systemet ikke lykkes godt nok. Og når en anbringelse bryder sammen, sætter det gang i en kædereaktion af ændringer, som har negative konsekvenser for barnet.

Ud over afbrudt skolegang går det særligt galt, når børnene oplever brud i de sociale relationer – både til voksne pædagoger, kontaktpersoner og andre børn og unge, fortæller Inge Marie Bryderup.

- Det at være anbragt så mange steder giver en grundlæggende mistillid til voksne og systemet. Det viser forskning, siger Inge Marie Bryderup. Og den mistillid tager de med sig ind i voksenlivet.

Mod alle odds

Siden Anna fyldte 18 år, er det gået meget over hendes forventning.

- Jeg har været stoffri i et år og har ikke drukket alkohol i et halvt år, fortæller hun stolt.

Det har været en stor ting for hende at droppe festerne, for det fungerede i årevis som en virkelighedsflugt.

Angsten og traumerne fra opvæksten fylder stadig meget i Annas liv:

- Jeg har stadig svært ved at have en normal struktur.

Heldigvis har glæden ved at gå i skole og blive klogere holdt ved gennem alle årene. Og det er på mange måder endt med at blive hendes redning.

Lige nu er hun i gang med at tage en hf i håb om, at hun kan få høje nok karakterer til at fortsætte på jurastudiet.

- Mange er overraskede over min kærlighed til at gå i skole. Men det er mit frirum, siger hun.

Og så er der en helt klar mission med jurauddannelsen. Anna vil nemlig i fremtiden gerne repræsentere unge anbragte.

- Jeg tror, at jeg vil være god til at sætte mig i deres sted, for jeg ved jo, hvor hårdt og presset de har det, siger hun.