I Herning står folk i kø for madvarer til under en krone – og på landsplan lurer samme tendens
Kyllingepølser er blevet for dyre, lyder det fra en herningenser, der som mange andre danskere finder alternative måder at fylde køleskabet på.
Niårige Annabell Thornvig Jensen gør lynhurtigt kål på sin nyindkøbte kakaobrik, så den krøller sig sammen om sugerøret.
Men det gør ikke så meget. For den kostede kun én krone, og i indkøbsposen foran hende venter flere lækkerier, som hendes mor netop har købt til langt under prisen i supermarkederne.
- Jeg er alenemor til tre og har altid tænkt meget over at spare. Men prisstigningerne det seneste stykke tid har da givet mig et ekstra skub, siger 40-årige Lonnie Thornvig Jensen.
Mens valgkampsklare politikere igen og igen spørges til, hvad de vil gøre for at hjælpe trængte danskere med økonomien – ja, så er indbyggere i Herning begyndt at tage sagen i egen hånd.
Står i kø op til fire timer
TV 2 møder Lonnie Thornvig Jensen og hendes datter ved butikken Mad til Herning i et afsides kvarter i den midtjyske by.
Her åbner frivillige mandag, onsdag og fredag dørene for at sælge varer tæt på sidste salgsdato, som lokale butikker ikke selv har kunnet sælge.
Her kan du høre, hvad Annabell og hendes mor har fået for 46 kroner:
Priserne lyder eksempelvis på tre kroner for en pose bagerbrød og 50 øre for æbler, og det har længe lokket især mange ukrainske flygtninge til.
Men på det seneste er også flere helt almindelige danske borgere begyndt at stille sig i køerne, som nogle dage tager form op til fire timer inden, at butikken åbner klokken 15.00.
- Mange kan jo mærke, at det er blevet dyrt for pengepungen at handle, forklarer den frivillige Susanne Madsen, mens hun sorterer store, saftige appelsiner i butikken.
Flere og flere kunder
For at undgå den værste tumult har de frivillige lavet et system, så de, der kommer tidligst, får først adgang til butikken og de mange billige varer.
Kunderne holder derfor indbyrdes styr på, hvornår de er ankommet, og får så udleveret et nummer ti minutter inden åbningstid.
Da TV 2 er på besøg, er der i alt 38 kunder igennem biksen i de to timers åbningstid, og de seneste uger har besøgstallene været støt opadgående.
Samtidig har der den seneste måned været i alt 30,5 procent flere kunder end samme periode sidste år.
En uges mad til fire for 250 kroner
Flere kunder fortæller til TV 2, at de er begyndt at handle i butikken for at få budgettet til at hænge sammen.
- Alting er jo blevet dyrt. Forhåbentlig kan det hjælpe med at få pengene til at slå til, lyder det eksempelvis fra en midaldrende herre, der er troppet op for første gang.
Hos 32-årige Linette Hansen kan det da også tydeligt mærkes, hvis butikken af den ene eller anden grund har lukket.
For så er det ”altså lige før, at pengene ikke rækker”, siger hun og fortæller, at hun i mange uger lykkedes med at holde madbudgettet på omkring 250 kroner i sin familie på fire.
Hun er rengøringsassistent og har brugt butikken i flere måneder. Men på det seneste er økonomien blevet "mere og mere stram”.
- Jeg vil nødig brokke mig, for mange har det nok værre. Men det begynder da at gøre lidt ondt, siger hun.
Kyllingepølser er steget til 15,95
Seneste inflationstal fra Danmarks Statisk viser, at fødevarer er den varegruppe, der har taget det største prishop i det seneste år.
Hele 15,3 procent er kategorien vokset, og blandt andet derfor er politikere begyndt at foreslå, om man skulle sænke afgifter på fødevarer.
I køen foran butikken har mange da også helt styr på, hvilken himmelflugt diverse yndlingsvarer har været på.
- Kyllingepølser er jo for eksempel steget fra 9,95 til 15,95 kroner, siger svejseren Claus Martin Boock, der mener, at det har stor betydning for budgettet at handle i Mad til Herning:
- Nu bruger jeg 800 kroner på benzin om måneden, og det er ikke længe siden, at jeg brugte 400. Det kan man mærke.
Efterspørgsel "eksploderet" på Too good to go
Kigger man på landsplan, tyder det da også på, at danskerne generelt er blevet noget mere prisbevidste.
I hvert fald fortæller landechefen i Too good to go, Heidi Boye, at efterspørgslen på tjenesten, hvor man kan købe usolgt mad i "lykkeposer" fra diverse restauranter, bagere og supermarkeder, er ”eksploderet”.
- Det begyndte for alvor at tage fart i februar, men september har været helt vanvittig, siger hun.
Eksempelvis steg antallet af produktvisninger i appen med en million i september og ramte derfor fire millioner.
- Vores udbud i appen kan faktisk ikke følge med. Rigtig mange brugere må gå forgæves, fordi alt bliver revet væk, siger hun.
Størstedelen af poserne ligger i ”meget få minutter”, før de bliver solgt, forklarer hun.
- Det gælder i hele landet, og vi har aldrig stået i en situation, hvor vi så hurtigt kommer af med vores mad, siger Heidi Boye.
Køber frugt, der ellers ikke er råd til
Ved butikken Mad til Herning er der da heller ingen grubler forbundet med at købe madvarer, der hastigt nærmer sig sidste salgsdato, har et par brune pletter eller er en smule deforme.
- De har meget frugt, jeg godt kan lide, som jeg ellers ikke må få, siger eksempelvis den niårige Annabell Thornvig Jensen med den krøllede kakao i hånden og suppleres af sin mor:
- Hun elsker blandt andet passionsfrugt, men de koster fire kroner i Rema 1000. Det er altså for dyrt. Her kostede de 50 øre i sidste uge. Så fik hun syv, siger Lonnie Thornvig Jensen.