Danmark får hård kritik i åbent brev til FIFA – hvad ved vi om organisationen, der står bag?
Med danske øjne ser det åbne VM-brev måske amatøragtigt ud, men det gør det ikke for alle, siger ekspert.
Selvom Danmark "påstår at være et fristed for demokrati og menneskerettigheder", er det hele én stor løgn.
Flere organisationer og sportsinstitutioner har nemlig rapporteret om adskillige brud på selvsamme værdier, "særligt mod kvinder, LGBT-personer og atleter".
Det er i hvert fald påstanden i et åbent brev fra organisationen Denmark Uncensored til fodboldforbundet FIFA, der har cirkuleret i qatarske medier i denne uge.
Men hvem er Denmark Uncensored, som ikke kan kontaktes gennem hverken en postadresse eller hjemmeside, og som heller ikke har nogen angivne formænd-, -kvinder eller -personer?
"Klassisk desinformation"
Det åbne brev fra den hidtil ukendte organisation til FIFA er i den forgangne uge blevet bragt i de to mellemøstlige medier Doha News og Middle East Monitor.
I brevet opfordrer organisationen fodboldforbundet til at kræve, at dommerne under det kommende fodbold-VM i Qatar bærer armbind med teksten "stop racisme i Danmark".
- Vi opfordrer de valgte dommere til at tage "End Denmark Racism"-armbind på under kampene ved VM 2022. Vi tror, at det vil være et magtfuldt budskab, der støtter de misbrugte og sårbare personer i Danmark, står der.
Hvem afsenderen er, fremgår ikke udover navnet. Det er heller ikke lykkedes TV 2 at få kontakt til den mystiske organisation. Heller ikke DBU vil kommentere på brevet.
Og selvom Helle Malmvig, der er seniorforsker hos DIIS med fokus på blandt andet Mellemøsten, naturligvis heller ikke med sikkerhed kan slå fast, hvem som står bag, er der ifølge hende en række tegn, der tyder kraftigt på, at brevet er udsendt af aktører fra værtslandet selv:
- Her har vi været vidner til ret klassisk desinformation og et bevidst forsøg på at underminere Danmarks troværdighed og indsætte forvirring, der også relativerer Qatars egen behandling af migrantarbejdere.
Og selvom der er enkelte dele af brevet, der giver mening i forsøget på at sprede desinformation om Danmark, er der flere steder, hvor Denmark Uncensored afslører sig selv, mener seniorforskeren.
Smykkelov og hjemsendelse af syrere
VM i Qatar bør altså blive stedet, hvor verden indser Danmarks "barske forhold" og "brud på menneskerettigheder for flygtninge", lyder det i brevet.
Og det giver mening, at afsenderen vælger at slå ned på netop Danmarks behandling af flygtninge, mener Helle Malmvig.
Kritikken er nemlig ikke ny, og Danmark har længe fået omtale i en lang række internationale medier, blandt andet i The New York Times – for eksempel efter indførelsen af den omstridte smykkelov i 2016 og Danmarks beslutning om at gå enegang og hjemsende syriske flygtninge.
- Der er en klangbund af noget, der er rigtigt. Det er en kritik af os, der har kørt i udlandet i flere år, som siger, at Danmark er småracistisk og antiarabisk. Den kritik vælger man at tage fat i her, siger Helle Malmvig.
Roser FIFA for Qatar-beslutning
Men derfra er der ikke meget i brevet, der giver Denmark Uncensored troværdighed, hvis man spørger seniorforskeren.
I brevet takker organisationen blandt andet FIFA for beslutningen om at afholde årets omdiskuterede VM i Qatar. Noget, de færreste ngo'er nok ville gøre, pointerer Helle Malmvig.
Desuden henviser de til Amnesty International, som tidligere "har beskrevet dansk immigrationspolitik som en af de mest aggressive i hele den vestlige verden".
Selv har Amnesty dog pure afvist at kende til Denmark Uncensored.
- Der er desuden ikke nogen adresse i brevet. Der er ingen, som har skrevet under. Og det er super atypisk, for det er virkelig vigtigt som organisation, at man kan få fat i dem, så de kan uddybe deres protest og nå ud til et endnu bredere publikum, siger Helle Malmvig.
Organisationen har en engelsksproget hjemmeside, thetruedenmark.org, hvor der ifølge Jyllands-Posten har været delt andre kritiske historier om Danmark. Hjemmesiden kan ikke længere tilgås.
- Det er en meget klassisk strategi, når man forsøger at sprede desinformation, at man sætter hjemmesider og organisationer op, som så viser sig ikke at eksistere, fortæller DIIS-forskeren.
Alligevel er brevet "ikke så dårligt udført", hvis der er tale om desinformation, mener hun:
- Det ser amatøragtigt ud fra vores stol i Danmark, men hvis du spørger mig, er det tydeligt, at vi jo ikke er publikummet for det her.
Politikere kan have for øje
Årets VM i Qatar har længe været genstand for voldsom kritik.
Det skyldes særligt historierne om, at tusindvis af migrantarbejdere har mistet livet i forbindelse med bygningen af infrastrukturen til VM.
Siden har mesterskabet skabt stor debat på flere fronter. Hummel har blandt andet kaldt Danmarks nye, sorte landsholdstrøje for "et omvandrende sørgebind".
Og så har kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) haft svært ved at beslutte sig offentligt for, om hun på vegne af Danmark er at finde i Qatar til november eller ej.
TV 2 har spurgt kulturministeren, hvorvidt det åbne brev til FIFA ændrer noget ved den beslutning. Dog uden held.
I slutningen af august lød opfordringen til Ane Halsboe-Jørgensen, at hun i stedet for et boykot burde rejse til Qatar og vise sin modstand gennem "spektakulære happenings".
Måske er det netop de happenings, der gør, at falske organisationer nu – måske – forsøger at bruge historier om Danmark til at tage brodden ud af kritikken mod ørkenstaten selv, advarer Helle Malmvig:
- Hvis kulturministeren eller andre politikere skulle beslutte sig for at rejse til Qatar, er det godt at have for øje, at Danmarks stemme, som, vi selv synes, er en ren stemme, kan være relativt nem at bruge i den her slags informationer, fordi historier om Danmarks behandling af flygtninge eksisterer derude.