Da han ikke kunne hælde yoghurt op, gik det op for Michelin-kok, at han var syg
I årevis knoklede Jesper Krabbe for at sikre Henne Kirkeby Kro Michelin-hæder. Men de gastronomiske ambitioner kostede ham dyrt.
På hans højre skulder er tatoveret en grillpølse på en gaffel. Lidt længere nede, midt på overarmen, en kartoffelplante. På venstre skulder er en kasserolle i kog.
Kokken Jesper Krabbe har serveret for verdensstjerner, supermodeller og kongelige. I fem år arbejdede han op mod 80 timer om ugen, 22 retter stod snorlige fire aftener i træk, og sammen med holdet på Henne Kirkeby Kro kæmpede han for drømmen om Michelin-stjerner.
I sin fritid satte Jesper Krabbe sig ofte i skriftestolen hos sin tatovør for at få foreviget sine oplevelser og tanker på sin hud.
Men i slutningen af 2016 satte han sig i en stol hos sine forældre. Nu serverede hans mor for ham, for han var ikke i stand til at hælde yoghurt op i en skål.
De sorte streger i hans hud fortæller også historien om en nedtur, Jesper Krabbe ikke ville have været foruden.
I Mexico med kronprinsparret
Lange rækker af tallerkener med chokolademousse stod linet up på bordet foran Jesper Krabbe.
Han stod i køkkenet i det mexicanske kloster ex Convento de San Hipólito og var ved at forberede 400 desserter. Der var kun ét rivejern, så Jesper Krabbe måtte arbejde hurtigt for at få serveringerne klar.
Der var gallamiddag i klosteret, og blandt gæsterne var blandt andre kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, den daværende mexicanske præsident Enrique Peña Nieto og en lang række erhvervsledere fra Danmark og Mexico.
Jesper Krabbe og hans køkkenchef var blevet inviteret til at lave forret og dessert til middagen på det danske erhvervsfremstød, som kronprinsparret stod i spidsen for i november 2013. Og han var stolt, som han aldrig havde prøvet det før. Derfor var han ikke i tvivl om, at det her var en oplevelse, hans tatovør Frank skulle forevige.
Det blev til en mexicansk wrestler på venstre bryst.
Turen til Mexico gav Jesper Krabbe en følelse af at være blandt de allerbedste kokke. Han var ikke stolt af det, men indimellem følte han sig faktisk lidt bedre end de andre. Han nød den anerkendelse, han blev mødt med, og hans ambitioner om at blive endnu bedre voksede. Han ville gøre det endnu bedre, endnu vildere.
Målet var at blive så god, at Henne Kirkeby Kro fik en Michelin-stjerne.
Men som det svenske rockband Kent synger i 'Sundance Kid' – en sang Jesper Krabbe lytter meget til – var ambitionen en langsom gift.
Tænkte ikke på andet end mad
Anerkendelsen var nemlig et resultat af mange timer i køkkenet. Fire dage om ugen stod Jesper Krabbe klar på Henne Kirkeby Kro i det vestjyske til briefing klokken 10. Han leverede frokost til gæsterne fra 12 til 15. Spiste fra 16 til 17. Så mødte han ind til briefing igen klokken 17.30 og kørte aftenservice fra 18 til omkring midnat.
Jesper Krabbe elskede det. Han så hver dag som en mulighed for at blive bedre. Og selv når en servering havde givet stående applaus eller skulderklap fra køkkenchefen, knoklede han videre for at blive endnu bedre. I alle sine vågne timer tænkte han på mad: Var der styr på leveringen af trøfler, østers og frisk foie gras fra Paris, og havde de nok af den bedste hummer fra Hvide Sande?
Følelsen, Jesper fik, når 32 gæster havde fået 22 serveringer, som var "fucking spotless", kan være svær at forklare. Men der skulle ofte en øl til at dulme den rus, det gav ham at stå i køkkenet. Især på de aftener, hvor der var tid til at joke med gæsterne gennem de åbne døre ud til køkkenet, og hvor han kunne mærke, at de satte pris på hans mad.
Det hele var en fed fuckfinger til alle dem, der førhen ikke havde troet på ham. I skolen havde Jesper Krabbe siddet mere uden for døren end ved skrivebordet. Han er ordblind og havde kæmpet med både bøgerne og flere voksnes forudsigelser om, at han ikke ville blive til noget.
Nu var han souschef på Henne Kirkeby Kro. Tag den, tænkte han ofte for sig selv.
Men omkring Jesper begyndte både familie og venner at lægge mærke til, hvordan de voksende ambitioner og mange arbejdstimer påvirkede ham.
Svedte om natten og kastede op hver morgen
Vækkeuret vækkede Jesper, men hans krop ville ikke vågne. Så han satte hånden i madrassen og skubbede til, så han rullede ud over kanten og landede på gulvet med et bump. Inden han rejste sig, lukkede han øjnene igen for at få kvalmen under kontrol. Det virkede sjældent. Så før dagen kunne begynde, måtte han på badeværelset for at kaste op.
På vej ud i køkkenet prøvede han at huske, hvornår han sidst havde haft sex med sin kæreste. Svaret nåede han ikke at finde frem til, før østers og hummere overtog tankerne, ligesom de havde gjort klokken 3 samme nat.
Jespers kæreste forsøgte at fortælle ham, at han var syg. Men hverken den manglende sex, hukommelsesproblemerne eller det faktum, at de måtte skifte sengetøj næsten hver dag, fordi han vågnede badet i sved, kunne overbevise Jesper om, at hun havde ret.
Han oplevede det ikke som et problem, men tænkte, at det nok var fordi, han havde drukket lidt for meget kaffe, fordi de havde ekstra travlt på kroen. For ordet havde spredt sig og gæsterne strømmede til Henne Kirkeby Kro.
Prisen for det hele
Det gik stærkt. For stærkt. Det blev sværere for ham at være en god kæreste. En god ven, søn og bror. Da han et år ringede til sin lillebror for at ønske ham tillykke med fødselsdagen, var det to dage for sent. Broren tilgav ham, men kernen af venner blev mindre og invitationerne til både lørdagsmiddage og bryllupper færre.
Intet var vigtigere end Jespers job. Heller ikke døden. Det minder tatoveringen af en krabbe på hans højre underarm ham om.
Det var Jespers farfar, der fra sit dødsleje inspirerede ham til at lade sig udsmykke med krabben, deres familienavn. Samme farfar, hvis begravelse kort tid senere blev planlagt, så den ikke kom i vejen for Jespers arbejde.
Det nagede Jesper, at han ikke kunne holde bedre fast på sine relationer. Selv kæresten, som ellers var en urokkelig støtte, var drevet længere væk. Det var svært at pleje forholdet, for Jesper orkede intet, hvis det ikke havde med hans arbejde at gøre. Og når han havde fri, krøllede han sammen i sofaen efter sin lange arbejdsuge for at samle kræfter til den næste.
Jeg mangler et ståsted, skrev han til sin tatovør Frank, der kvitterede med et anker på indersiden af Jespers højre arm nogle dage senere.
Jesper Krabbes privatliv sejlede. Men en formiddag i februar 2016 kom den karrieremæssige anerkendelse, han havde knoklet og sat det hele på spil for, endelig.
Ingen at skåle med
Jesper Krabbe stod på stranden i Lemvig, da hans køkkenchef ringede. Det her måtte ikke ændre noget, understregede han. De skulle fortsætte præcis, som de havde arbejdet indtil nu. Men i Jesper Krabbe ændrede det alt.
Henne Kirkeby Kro havde netop fået tildelt sin første Michelin-stjerne.
Det var helt surrealistisk, tænkte Jesper. Han havde lige taget det ultimative skridt væk fra den Jesper, der ikke kunne blive til noget, men der var ingen at skåle med. Henne Kirkeby Kro havde lukket for vintersæsonen, så holdet var spredt over hele landet. Han stod alene og så ud over Vesterhavet. Jesper åbnede kameraet på sin telefon, satte den i sandet og tog et billede af sig selv i modlyset.
Egentlig havde han tænkt på tatoveringen af en Michelin-stjerne, siden han som ung mand begyndte at arbejde på The Paul i Tivoli i 2010. Men uden helt at kunne forklare hvorfor, rakte han ikke ud til Frank for at få dokumenteret det skelsættende øjeblik på sin krop.
Da Jesper og hans kollegaer vendte tilbage til Henne Kirkeby for at starte sommersæsonen op, var alle i køkkenet fyldt med en særlig energi. Det var ærefuldt at have fået den første stjerne uden for de største danske byer. Men for Jesper holdt det ikke længe.
Fandt ro i smerten
Han vidste ikke helt, hvad han mente med det, da han sendte sms'en til Frank. Men han kunne mærke, at det ikke kunne fortsætte sådan her. Der var nødt til at ske noget.
Jeg står ved en skillevej, skrev han til Frank, der tegnede et skilt på bagsiden af hans venstre underarm.
Skulle han fortsætte ligeud? Skulle han gå til højre? Jesper vidste det ikke.
Indtil han fandt ud af det, havde tatoveringen en anden funktion. Ligesom de tidligere tatoveringer havde haft det. Han havde brug for at mærke smerte. At mærke sin krop. For hver streg, Frank tegnede i hans hud, bragte smerten Jesper lidt tættere på at kunne mærke sig selv.
Faktisk var det i en periode sådan, at Jesper Krabbe knoklede i køkkenet hele ugen, og fik lavet tatoveringer, når han havde fri.
Helingsprocessen gav ham noget at koncentrere sig om. Nu kløede den. Nu faldt de små, sorte sårskorper af. Nu var den helet. Nu skulle han have en ny. Den kløede, den helede. Så fik han lavet tre nye.
I alt er det blevet til 51 tatoveringer.
Og med skillevejen var det næsten som om, at Jesper havde forudset, hvad der ville ske i sensommeren 2016.
Han holdt længe …
De havde lige afsluttet klokken 10-briefingen, og Jesper Krabbe var på vej over gårdspladsen, da benene gav efter under ham. Da han ramte fliserne, begyndte tårerne at løbe.
Siden Michelin-stjernen var antallet af gæster på Henne Kirkeby Kro vokset, og alle løb stærkere end nogensinde. Men Jespers krop kunne ikke løbe mere. Han var tom. Slukket. Ødelagt.
Han ringede først til sin kæreste og græd lidt mere. Så satte han sig op på sin motorcykel og kørte fra Henne mod nord. Han kørte, indtil han kunne se sine forældres indkørsel.
Jesper havde ikke haft en sygedag i de fem år, han havde arbejdet på Henne Kirkeby Kro. Men han blev hos sine forældre i to dage, mens kollegaerne arbejdede videre. Han var sur på verden. Hvorfor skete det her? Hvad havde Jesper dog gjort forkert?
Efter to dages betænkningstid var Jesper Krabbe sikker på, hvilken vej han skulle gå.
… men faldt til sidst
Da Henne Kirkeby Kro lukkede ned efter sæson 2016, tog Jesper Krabbe det hvide arbejdstøj af for sidste gang. Hans tid som Michelin-kok i det vestjyske var forbi.
Endnu en gang tog han turen hjem til sine forældre på sin motorcykel. Han satte sig i en stol i deres stue og blev næsten bogstaveligt talt siddende i et halvt år.
Michelin-kokken havde knoklet sig selv til udmattelse. Det viste sig, at han led af både stress, depression og angst.
Den første tid kunne han hverken overskue at hælde yoghurt op, gå i bad eller klippe negle. Han søgte hjælp hos sin læge, blev henvist til psykolog og psykiater, prøvede meditation, akupunktur og psykoterapi. Intet syntes at virke.
Jesper flyttede hjem til sine forældre i Lemvig. Det var det eneste sted, han kunne holde ud at være. For her var der ingen, der krævede noget. Der var ingen deadlines og ingen, der stillede spørgsmål.
Efter knap seks måneder, hvor han havde mistet sin lejlighed i København, tilknytningen til jobcenteret og forholdet til sin kæreste, skete der noget.
En morgen stod han op, åbnede køleskabet og fandt to æg frem. Så gik han ud i skoven med en stegepande og tilberedte dem. Det blev til en vane, og efterhånden tilberedte han flere og flere måltider i skoven tæt på forældrenes hjem.
Mad uden deadlines
I dag ejer og driver Jesper Krabbe virksomheden Krabbe Foods. Han tager Jesper tager sine gæster med ud i skoven og lader dem være en del af madlavningen. Her er hverken deadlines eller pincetter. Maden er simpel, og de spiser, når den er færdig. Og vigtigst af alt: Jesper arbejder ikke længere 80 timer om ugen. Det ved han, at han aldrig nogensinde vil gøre igen.
Men han fortryder ikke at have gjort det. For som der står på hans højre lår: "Vi ses nede ad vejen".
For Jesper Krabbe betyder det, at alting – uanset hvor sort det ser ud – bliver godt igen. Og selvom det tog ham knap et år at rejse sig fra den stress, der ramte ham, så har oplevelsen bragt ham dertil, hvor han er i dag. Selvstændig på ottende år og glad for sin tilværelse.
Nogle af vennerne fra dengang er faldet fra. Men dem, der blev, mens han var allersværest at være venner med, dem ved Jesper, vil blive hængene for altid.
Det vil ambitionerne også. Men hvor det tidligere handlede om at være den bedste og få anerkendelse fra de allerbedste, handler det i dag for Jesper om at arbejde på en måde, som passer til hans liv – ikke leve på en måde, der passer til hans arbejde.
Du kan se Jesper Krabbe fortælle om sine oplevelser i andet afsnit af dokumentarserien 'Min skjulte smerte' onsdag 5. oktober klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.