Dagens overblik

Dagens overblik: Tre læk er næppe tilfældigt

Mystisk aktivitet ved boreplatforme, Vingegaard er tilbage efter lang pause, og partierne har vedtaget en bred psykiatriaftale, men ikke uden malurt.

I nat sendte NASA et rumskib direkte imod en asteroide med over 22.000 kilometer i timen.

Men i dagens nyhedsoverblik skal vi ikke bare ned på Jorden, vi skal ned under havoverfladen.

Velkommen til.

Sabotage i Østersøen?

Det bobler i havoverfladen nær Bornholm, efter at der er opstået læk tre forskellige steder på de godt 1200 kilometer lange gasledninger Nord Stream 1 og Nord Stream 2.

Årsagen er endnu ikke kendt, men ifølge den danske regering er lækagerne næppe opstået ved en tilfældighed. Samtidig siger en svensk seismolog, at der er målt kraftige eksplosioner under vandet i området.

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke udelukke, at det er sabotage. Samme melding kommer fra den russiske regering, som ellers er hovedmistænkt for at stå bag, vurderer militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.

Vi har samlet et overblik over de ting, vi ved, og de ting, vi stadig mangler svar på.

Mystisk aktivitet ved boreplatforme

Få dage inden den mulige sabotage på gasledningerne i Østersøen advarede de norske myndigheder om mystiske aktiviteter ved deres olie- og gasplatforme.

Den seneste tid er flere uidentificerede droner fløjet helt tæt på de norske boreplatforme, der skal være med til at hjælpe Europa igennem en vinter uden russisk gas.

Det er ikke opklaret, hvem der har sendt dronerne, men mandag advarede Petroleumstilsynet i Norge om, at dronerne kan udgøre en risiko eller måske endda bruges til angreb på platformene.

Vingegaard er tilbage

Efter to måneders løbspause var den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard i dag tilbage i et officielt løb for første gang siden karrierens største triumf.

Inden første etape af CRO Race fortalte den klejne thybo, at han havde brug for en pause efter den hårdt tilkæmpede Tour-sejr, og at han har brugt den seneste måned på at træne i Spanien.

Jonas Vingegaard forklarede også, at han vil bruge det seks dage lange kroatiske etapeløb til at bygge formen op til årets sidste store mål, monumentet Lombardiet Rundt, som kun én dansker har vundet, nemlig Jakob Fuglsang i 2020.

Vingegaard sluttede i øvrigt som nummer 17 på første etape. Alle etaper kan ses på TV 2 Sport og TV 2 PLAY.

Psykiatriaftale med malurt

Torsdag formiddag landede en meget bred politisk aftale, der skal løfte psykiatriområdet med cirka 500 millioner kroner årligt de kommende ti år.

Men aftalen kom ikke i stand uden malurt i bægeret. For de blå partier føler sig holdt udenfor i slutspurten af forhandlingerne og kritiserer derfor regeringen for at have nået ”endnu et lavpunkt” med sin ”magtfuldkommenhed”.

En samlet blå blok gik med i aftalen, men først efter at regeringen havde givet en deadline: De skulle sige ja til den nye psykiatriplan senest tirsdag klokken 10.00. Ellers ville regeringen vedtage den med sine støttepartier.

Efterretninger om snarlig annektering

Siden fredag har borgerne i fire ukrainske regioner kunnet stemme om indlemmelse i Rusland ved en række ”folkeafstemninger”, som Vesten og Ukraine har forkastet som ulovlige og manipulerede.

Afstemningerne slutter i dag, og alle forventer et klart ja ifølge kritikerne, fordi resultatet er bestemt på forhånd af Rusland.

Og når det sker, er det sandsynligt, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil udnytte det til at annektere de fire regioner, Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja. Det vurderer den britiske efterretningstjeneste, og det kan ske allerede fredag, når Putin efter planen skal tale for det russiske parlament.