Gaslæk ved Bornholm

Beredskabsstyrelsen opstiller gasmålere på Bornholm: - Ingen sundhedsmæssig risiko

Der er målt undervandseksplosioner i områderne omkring gaslækagerne, oplyser det svenske nationale seismiske netværk.

Gaslækagerne udgør hverken sikkerheds- eller sundhedsmæssige risici for borgerne på Bornholm og Ertholmene.

Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Bornholms Politi.

- Myndighederne følger situationen løbende. I den forbindelse har Beredskabsstyrelsen på østkysten af Bornholm opstillet udstyr, der måler koncentrationen af gas i luften, skriver politiet.

Overvåger farvand til vands og i luften

Der er i alt konstateret tre lækager på Nord Stream-gasledningerne ud for Bornholm.

Over for TV 2 ville statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere tirsdag ikke afvise, at der er tale om russisk sabotage.

Siden har det svenske nationale seismiske netværk dog oplyst til SVT, at der er målt undervandseksplosioner i områderne omkring gaslækagerne.

Fregatten Absalon er blevet sendt til området omkring Bornholm, hvor det skal overvåge farvandet, og Forsvaret bidrager ligeledes med helikopterkapacitet i området.

Til Reuters oplyser Energistyrelsen, at området med gasbobler fra lækagen måler mere end 100 meter i diameter, mens mængden af bobler afslører, at hullet i gasledning er "rigtig stort".

Hold jer orienteret

Pressemeddelelsen er foruden Bornholms Politi underskrevet af øens regionskommune, hospitalet, hovedstadens akutberedskab, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Og selvom lækagerne altså for nuværende ikke vurderes at udgøre en risici, anmodes bornholmerne om holde sig orienteret om situationen gennem medierne og følge eventuelle anvisninger fra myndighederne.

Partilederne er tirsdag klokken 15.30 indkaldt til orientering om lækagerne i Statsministeriet.

TV 2 følger udviklingen tæt – både på TV 2 NEWS og her på TV2.DK. Du kan få seneste nyt i livebloggen her.