Ny bundrekord: Forbrugernes syn på økonomien er kulsort
Danskerne er så pessimistiske, at det i sig selv kan blive et problem, advarer flere økonomer.
Danskerne har aldrig været mere bekymret over økonomien end de var i september.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er særligt danskernes syn på deres egen økonomiske situation og vores forventninger til den danske økonomi det kommende år, der har lidt et knæk i september.
- Den samlede forbrugertillid er lavere end under både pandemien og finanskrisen. Ja, faktisk har vi aldrig været mere pessimistiske end vi er nu, skriver Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen i en kommentar til de nye tal.
Endnu et krisetegn
Danmarks Statistik kalder selv faldet i forbrugertilliden "markant", og det kommer efter, at der faktisk var en lille fremgang at spore i august.
Men de nye tal bekræfter ifølge Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen, at der er udsigt til en økonomisk krise i de kommende måneder.
Han mener nemlig, at det må sætte sig i danskernes købelyst, at de ser så sort på økonomien, og det vil "næsten uundgåeligt medvirke til at trække dansk økonomi i recession", skriver han i en analyse.
Også Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, vurderer at der kommer en nedgang i danskernes forbrug, fordi de er så bekymret for økonomien.
- Vi har allerede set privatforbruget skrumpe, og det giver genlyd i den brede økonomi. Privatforbruget står for næsten halvdelen af hele Danmarks økonomi, så dagens tal er ildevarslende og skærer i øjnene, skriver Jeppe Juul Borre i en analyse.
Inflation og energikrise
Danmark Statistik spørger ikke direkte danskerne, hvad der former deres syn på økonomien.
Men både Jes Asmussen og Jeppe Juul Borre peger på de rekorddyre energipriser og den tårnhøje inflation, der har fyldt så meget de seneste måneder, som de mest oplagte årsager.
Kort fortalt er logikken, at når vi skal bruge flere penge på at købe varer og produkter, vi ikke kan skære ned på - så som mad eller varme til vores bolig - så har vi færre penge til alt det andet.
Det betyder dels, at vi har en oplevelse af, at vi har færre penge til rådighed, men også at vi holder igen med at købe ting, der måske ikke er decideret nødvendige.
Dermed kan der altså blive tale om en selvopfyldende profeti, hvor vi frygter en økonomisk krise så meget, at vi risikerer at starte en.
Om kort tid kan det dog blive endnu værre, lyder det fra Søren Kristensen fra Sydbank.
Dels går vi nemlig en vinter i møde, hvor mange formentlig frygter de kommende el- og varmeregning, men dels vil mange med et variabelt boliglån også blive mødt af en markant højere rente på den anden side af årsskiftet:
- Her vil de stigende renter begynde at slå igennem på boliglånene, og privatøkonomien vil altså blive angrebet fra endnu en front.