Nyheder

Vanopslagh erkender, at han har brudt regler for gratis lejlighed

Med en vederlagsfri medlemsbolig følger et årligt skattefrit beløb på 30.000 kroner. De skal muligvis tilbagebetales.

Partiformand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, erkender, at han har brudt boligregler.

Det siger han til Information, der bringer en historie om, at han har fået stillet en gratis folketingsbolig til rådighed i København, mens hans folkeregisteradresse er i en lejlighed i Struer.

Reglerne for en medlemsbolig er dog, at man maksimalt må opholde sig 180 dage om året i den. Det har han ikke overholdt sidste år.

- Da jeg fik din henvendelse, tog jeg kontakt til Struer Kommune og Folketingets jurister og fik der opklaret, at jeg altså ikke har overholdt reglerne i 2021, da jeg i det år har opholdt mig mere end 180 dage i folketingsboligen, skriver Alex Vanopslagh i et mailsvar til Informations journalist.

Nu har partilederen opsagt både lejligheden i Struer og i København. Dermed får han heller ikke længere 30.000 skattefri kroner, som man ellers gør, når man får en folketingsbolig stillet til rådighed som kompensation for dobbelt husførelse.

Han har bedt Folketinget afgøre, om han skal betale kompensationen tilbage.

Ifølge avisen bliver folketingsmedlemmer orienteret om muligheden for en medlemsbolig i forbindelse med et folketingsvalg. Et medlem skal selv ansøge om en bolig, og de gives fortrinsvis til personer, der ifølge CPR har folkeregisteradresse uden for Sjælland.

Alex Vanopslagh nægter, at der skulle være tale om en proforma-lejlighed i Struer, der derved giver adgang til en vederlagsfri lejlighed i København, skriver Information. Han understreger, at han har benyttet lejligheden "i ferier og i weekender".

Vil dele sin side af historien

Vanopslagh er gået til tasterne og har forud for udgivelsen af Informations artikel skrevet et opslag på sin Facebook-profil om, at han synes, at der bliver tegnet et ”skævt og forkert billede”. Han vil dele sin side af sagen, skriver han.

- Jeg har været hjemme regelmæssigt i Struer gennem de senere år. Jeg har min base der, når jeg ikke er i København, skriver han.

Politikeren har en søn, der bor med sin mor en time fra Struer. Han skriver, at han har haft lejligheden i Struer for at kunne være tæt på ham.

I april 2020 solgte Alex Vanopslagh sin lejlighed i Vanløse og anskaffede sig lejligheden i Struer. Han fik i den forbindelse stillet en medlemsbolig i København til rådighed, skriver han på Facebook.

- Det var på det tidspunkt nødvendigt, for at jeg kunne få tingene til at hænge sammen med mit job i København og min familie i Jylland i weekenderne, skriver han på Facebook.

Reglerne foreskriver, at man skal bo der, hvor man har sin folkeregisteradresse. Københavns Folkeregister indleder ifølge Information nu en undersøgelse af Alex Vanopslaghs boligforhold.

- Det er svært for mig at leve op til reglen om de 180 dage, hvis mit liv som partileder skal hænge sammen, skriver han.

Alex Vanopslagh skal nu bo sammen med sin kæreste, der bor i København.

Han afviser at stille op til interview med TV 2, siger partiets pressechef og henviser til partilederens opslag på Facebook.

Ikke første anledning til kritik

Det er ikke første gang, at Alex Vanopslagh og kæresten er centrale i en sag om boligforhold.

I august 2020 afdækkede Ekstra Bladet, at kæresten boede i en lejlighed i Nyhavn, som partiet havde skaffet. Hverken partiledelsen eller folketingsmedlemmer kendte til den.

Samtidig blandede Alex Vanopslagh sig i en sag om kærestens ansættelsesforhold, selvom han var inhabil.

I kølvandet på sagerne sagde sekretariatschefen Karsten Anker Petersen op, og partiets pressechef Anne Kirstine Cramon blev fyret.

Det er heller ikke første gang, at de vederlagsfri boliger har været centrale i en sag, der gav anledning til kritik.

Det var også Ekstra Bladet, der afdækkede, at Socialdemokratiets boligordfører Tanja Larsson boede gratis i en medlemsbolig, mens hun havde en andelsbolig i Københavns nordvestkvarter. Hun trak sig i oktober sidste år.

Folketinget råder over 90 lejligheder i København, som Folketinget stiller til rådighed for medlemmer, der har fast bopæl uden for Sjælland.