Dagens overblik: Verdens ledere tager afsked med Dronning Elizabeth
Storbritanniens dronning gennem 70 år begraves. USA's præsident har erklæret coronapandemien for ovre. Og Brøndby-fodboldfans får skældud.
Velkommen til dagens nyhedsoverblik, der starter i vores naboland mod vest.
Storbritanniens dronning gennem de seneste 70 år, dronning Elizabeth, bliver stedt til hvile. Det har mandag fyldt forsiden på alverdens medier.
TV 2 har dagen igennem skrevet korte opdateringer fra begivenhederne ved dronningens begravelse.
I et stort optog er dronningen blevet transporteret i kiste til kirken Westminister Abbey i London. Her var danske dronning Margrethe og kronprins Frederik blandt de godt 2000 gæster. Bagefter er kisten bragt videre til Windsor-slottet vest for London.
Først klokken 20.30 mandag aften bliver dronning Elizabeth stedt til hvile ved siden af sin far, mor, lillesøster og mand i St. George’s Kapel ved siden af slottet. Dermed slutter et langt kapitel for det britiske kongehus.
Joe Biden erklærer coronapandemien for ovre
Et andet kapitel er slut ifølge USA's præsident, Joe Biden. Han har erklæret coronapandemien for ovre i et interview med '60 Minutes' på tv-kanalen CBS.
- Vi har stadig et problem med covid-19. Der er stadig meget at arbejde med. Men pandemien er ovre, siger han.
Coronavirussens udbredelse i USA har haft mindre og mindre betydning, i takt med at amerikanerne har fået adgang til bedre behandling og flere vacciner.
FCK's pressechef sender "fuckfinger" til fans efter optøjer
En gruppe Brøndby-fans har tiltrukket sig negativ opmærksomhed, efter flere søndag affyrede pyroteknik på tribunen ved en superliga-kamp på udebane mod Viborg.
Søndag aften gik det også galt på en rasteplads på Fyn. Her holdt en stribe FCK-busser parkeret, og flere fans var udenfor, da de tilsyneladende umotiveret blev angrebet af en gruppe Brøndby-fans.
FCK tager skarpt afstand fra urolighederne, og FCK’s pressechef har på Twitter sendt en emoji med en fuckfinger til mændene bag optøjerne.
Ukraine har krydset vigtig flod og står tæt på Luhansk
Ukrainske styrker har nu kontrol med begge sider af den strategisk vigtige Oskil-flod i landets nordøstlige hjørne. Det skriver landets væbnede styrker på Telegram.
Floden løber blandt andet gennem byen Kupiansk, der nu efter sigende er på ukrainske hænder.
De russiske styrker har trukket sig tilbage fra floden til en ny forsvarslinje længere østpå. Den nye forsvarslinje ligger tæt på grænsen mellem Kharkiv-regionen og Luhansk-regionen. Luhansk er af Rusland anerkendt som den selvstændige nation Folkerepublikken Luhansk.
To unge anholdt efter dødsulykke
En 17-årig dreng og en 18-årig mand er blevet anholdt efter en bilulykke søndag på Vestsjælland, hvor en 60-årig kvinde mistede livet. To biler kørte frontalt sammen klokken 11.38 på Skovvejen nær Svebølle.
Midt- og Vestsjællands Politi undersøger, om de to unge kan have kørt om kap inden ulykken.
I den ene bil sad den nu afdøde 60-årige kvinde og en 69-årig mand, der kom alvorligt til skade. I den anden bil, som var stjålet, sad den 18-årige mand. Han kom lettere til skade og er nu anholdt.
Forskere kræver totalforbud mod fluorstoffer i Danmark
Fluorstoffer med fællesbetegnelsen PFAS ophober sig i naturen, mennesker og dyr. De øger risikoen for kræft. De er hormonforstyrrende. Og de kan muligvis give fertilitetsproblemer.
Kort sagt kan PFAS være yderst skadelige for helbredet, men de findes alligevel i en lang række produkter.
Derfor opfordrer Forbrugerrådet Tænk og en række af landets førende forskere inden for blandt andet miljømedicin til, at man indfører et totalforbud mod PFAS i Danmark.