Dagens overblik: Spionchef Lars Findsen tiltalt for at lække oplysninger
Tidligere FE-chef er blevet tiltalt, flere bliver udskammet for at holde fast i juleudsmykning, og Putin og Xi Jinping har mødtes.
Den populære tv-vært Poul Thomsen er død. Han blev 84 år og var omgivet af sin familie, da han sov stille ind.
Poul Thomsen er særlig kendt fra tv-programmerne 'Dus med dyrene' og 'Hund og hund imellem', der igennem en årrække blev sendt på DR. Her blev seerne gjort klogere på dyrenes verden i godt selskab med tv-værten.
Seerne elskede ham for hans uhøjtidelige væremåde og sit store engagement for naturen.
Velkommen til dagens overblik.
Tidligere spionchef Lars Findsen tiltalt
Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen er blevet tiltalt for læk af højt klassificerede oplysninger. Det bekræfter hans advokat, Lars Kjeldsen, over for TV 2.
Spionchefen er tiltalt for i alt seks forhold, der involverer at have afsløret statshemmeligheder eller andre særligt fortrolige oplysninger over for i alt seks personer, heraf to journalister.
Punkterne i anklageskriftet stækker sig over en periode på 16-17 måneder, mens Lars Findsen var hjemsendt fra tjeneste.
Det er første gang i 40 år, at paragraffen, som Lars Findsen er tiltalt for, tages i brug.
Han er også anklaget for i flere tilfælde at have røbet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed og overtrædelse af straffelovens paragraf 152, stykke 2 ved i flere tilfælde uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder.
Massegrav med 440 lig fundet i ukrainsk by
Torsdag kom det frem, at der er fundet en massegrav med cirka 440 lig i den ukrainske by Izjum, efter at den er blevet fri af russisk besættelse. Der er begyndt at komme billeder ud fra stedet.
Mange af ligene er ikke identificeret endnu, og derfor kender man ikke dødsårsagen på alle, men nogle er blevet skudt og andre ramt af artilleri, fortæller Serhii Bolvinov, der er lokal efterforskningsleder til Sky News.
Han kalder det "en af de største massegrave", de nogensinde har fundet.
Derudover er der fredag blevet fundet omkring 200 trækors i udkanten af Izjum, hvilket muligvis markerer endnu et massegravsted i den nordøstlige ukrainske by.
Bliver udskammet for at holde fast i julelysene
Selvom mange har varslet, at de i år vil droppe julebelysningen på facader, i indkøbscentre eller foran private hjem, er der stadig nogle, der holder fast.
En af dem er Nikolaj Christensen, der til TV 2 Nord har fortalt, at familien sidste år brugte 600-700 kroner på el for hele december, og det vil han fortsætte med, selvom der i år kan komme forsyningskrise.
Det er han dog kommet til at høre for i kommentarer på sociale medier, hvor flere har "udskammet" ham for ikke at skrue ned for julebelysningen.
Han er blevet udsat for såkaldt "el-skam" på sociale medier. Det kommer ikke bag på en ekspert, der mener, at når danskerne er blevet mere opmærksomme på deres eget forbrug, bliver de også straks mere opmærksomme på andres.
Putin erkender, at Kina har "spørgsmål og bekymringer" til Ruslands invasion
For første gang, siden den russiske invasion af Ukraine begyndte, har Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, mødtes ansigt til ansigt.
Kina har undervejs afholdt sig fra at tage direkte afstand til Ruslands invasion, men har erklæret sin interesse i at samarbejde med Rusland i fremtiden. De har gennem hele krigen forsøgt ikke at vække vrede i hverken Rusland eller USA.
Kina har bekendtgjort, at landes suverænitet og territoriale integritet skal respekteres, men nævner ikke, om den officielle holdning er, at Ukraine er en selvstændig stat.
Ved topmødet med Kina i Usbekistan torsdag erkendte Putin, at han ikke nyder ubetinget støtte fra sine kinesiske kolleger. Beijing har nemlig "spørgsmål og bekymringer" over situationen i Ukraine, sagde han ifølge CNN.
En "stor skygge" besværliggør forhandlinger om energihjælp, siger kommentator
Folketingets partier forhandler i øjeblikket om energihjælp til danskerne. Og selvom valgkampen ikke officielt er i gang, så mener politisk kommentator Noa Redington, at den kommende valgkamp vil skinne tydeligt igennem i de aktuelle energiforhandlinger.
Mens venstrefløjspartierne er optagede af at støtte de mest udsatte grupper, har de borgerlige fokus på at hjælpe de små selvstændige gennem krisen.
Derfor kan resultatet ifølge Noa Redington blive, at der lander en bred aftale med udgangspunkt i regeringens udspil om at give borgere og virksomheder mulighed for at udskyde elregningen, som der lader til være opbakning til.
Regeringen har blandt andet foreslået, at danske husholdninger får mulighed for at udskyde betalingen af en del af elregningen, som i stedet kan betales henover de næste fem år.
Han peger dog også på, at der er stor risiko for, at det ikke lykkes for partierne at blive enige, fordi valgkampen ifølge ham allerede er gået i gang.