Danmark har nu modtaget første leverance af særligt designede vacciner
I første omgang skal leverancen dække vaccinationen af danskere over 85 og plejehjemsbeboere.
Statens Serum Institut har onsdag modtaget første leverance af de såkaldt variantopdaterede coronavacciner.
Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Vaccinerne er særligt tilpasset omikron-varianten, og Danmark har modtaget omkring 720.000 af dem.
- Vi har tidligt sørget for at sikre os de nyeste og opdaterede vacciner, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.
Udvidede målgruppe for boostervaccine
2. september præsenterede regeringen og sundhedsmyndighederne efterårets nye corona- og vaccinestrategi.
Her udvidede de danske sundhedsmyndigheder målgruppen for, hvem der vil få tilbudt en opdateret boostervaccine.
Og på pressemødet fortalte Magnus Heunicke, at Danmark i løbet af de kommende uger vil modtage de variantopdaterede vacciner. Efter omkring en måned skulle i alt 4,5 millioner doser gerne være til rådighed herhjemme, lød det.
Den nye boostervaccine vil først og fremmest blive tilbudt de målgrupper, der har størst risiko for at blive syge i forbindelse med smitte.
Det vil i første omgang være danskere over 85 år og plejehjemsbeboere, og de 720.000 vacciner er ifølge Magnus Heunicke netop nok til at dække vaccinationen af den målgruppe.
- I de kommende dage bliver de pakket ud, pakket om og distribueret ud til hele Danmark og alle fem regioner, siger han i pressemeddelelsen.
Længere vaccineeffekt
De nye variantoptimerede vacciner er en videreudvikling af de oprindelige mRNA-vacciner.
Forskellen er, at de nu er blevet opdateret til både at dække Omikron-varianten bedre, men Sundhedsstyrelsen forventer også, at vaccineeffekten vil vare i længere tid.
Ifølge styrelsen forventes eventuelle bivirkninger at være de samme som ved de allerede kendte mRNA-vacciner.