Efter 18 år er hun endelig gravid, men frygter at miste igen
Trine Stenmann Olsen fortalte i februar i ’Go’ aften LIVE’ på TV 2, hvordan hun havde svært ved at glæde sig over andres babylykke.
Trine Stenmann Olsen har fået mange lykønskninger på det seneste.
Efter hun har forsøgt at få et barn i 16 år med forskellige partnere og efterfølgende to år i fertilitetsbehandling, er den 38-årige kvinde nu gravid i 22. uge.
- Det er svært at tage ind, selvom alle er så sindssygt glade på mine vegne denne her gang. Det er jo dejligt, men det er også svært, fortæller Trine Stenmann Olsen i ’Go’ aften LIVE’.
For hendes graviditet ikke kun fyldt med glæde. Den er også fyldt med bekymringer, svære følelser og sorg.
Sidste år blev hun gravid i første forsøg, efter hun var startet i fertilitetsbehandling, men lykken var kort. I 17. uge måtte hun afbryde graviditeten og føde sin datter, efter en scanning havde vist, at hun var meget syg.
Og det gør det svært for hende at tro på, at hun kommer til at sidde med en lille dreng på armen til vinter, forklarer hun.
- Jeg er stadigvæk mega bange. Helt vildt bange. Altså, får jeg nu det barn den her gang?
SE HELE INTERVIEWET MED TRINE STENMANN OLSEN I 'GO' AFTEN LIVE' PÅ TV 2 PLAY
Svært at blive faster
Trine Stenmann Olsens ønske om at blive mor har længe været et ømt punkt.
I februar delte hun med resten af Danmark, hvordan hun kæmpede med at glæde sig over andres babylykke
Hendes datter Olivia, skulle være født næsten samtidig som hendes nevø, og mødet med hendes brors lille søn var derfor svært, fortalte hun dengang i ‘Go’ aften LIVE’ på TV 2.
Selvom hun stod fader til ham, var det først til barnedåben, at hun havde modet til at holde sin nevø for første gang. Det skete, da hun var alene i kirken med sin bror og svigerinde.
Du var bange for at bryde sammen?
- Ja, og det var der så stor forståelse for, men som man kan se, så klarede jeg det. Det var en sejr, men det var ekstremt hårdt, fortæller Trine Stenmann Olsen.
Tilknyttet særligt forløb
Fordi det er sårbart at være gravid, når man tidligere har mistet et barn under en graviditet, er Trine Stenmann Olsen tilknyttet som sårbar gravid på Kolding jordemoderkonsultation.
- De kender min historie, så de ved præcis, hvordan jeg har det, fortæller Trine Stenmann Olsen.
På afdelingen for sårbare gravide har de erfaring i at rumme Trine Stenmann Olsens svære følelser under graviditeten, og så får man som gravid blandt andet mere tid med jordemoderen.
Og det betyder meget, forklarer hun.
- Man kan snakke om det, der er svært, og de følelser man sidder med. Ikke at jeg ikke kan snakke med mine venner og familie om det, det kan jeg sagtens, men jeg vil heller ikke blive ved med at læsse over på dem, siger Trine Stenmann Olsen.
Positive reaktioner
Trine Stenmann Olsen har været meget åben omkring de svære følelser, som hun har gået med, og det har mange spejlet sig i.
Siden hun var i ’Go’ aften LIVE’, har hun fået en masse henvendelser.
Nogle få har været negative, men langt de fleste har været positive, fortæller hun.
- Jeg fik rigtig mange positive beskeder fra andre kvinder og par, som er i fertilitetsbehandling, som skrev: ”Tak, fordi du tog emnet op. Det er svært ikke at kunne rumme andres babylykke”,”Tak, fordi du satte ord på” og ”Du var så sej”.
For Trine Stenmann Olsen har det været overvældende og fantastisk med de mange beskeder.
Hjemme i Børkop står barnevognen nu klar på hendes søns kommende barneværelse, men døren er som udgangspunkt lukket derind til for at holde de svære følelser på afstand.
- Jeg tror ikke på det, før jeg ligger med min søn i armene, slutter hun.
Se hele interviewet med Trine Stenmann Olsen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY