Cyklister peger på et problem i trafikken i København

Københavns Politi vil invitere til borgermøder for cyklister for at komme frustrationerne på cykelstierne til livs.

Da Ole Egeblad torsdag sad på sin cykel, oplevede han det, som mange cyklister frygter.

Idet han forsøgte at overhale cyklisten foran, svingede hun, en anden cyklist, pludselig til venstre og ind i ham, fordi hun lige skulle tjekke sin telefon.

De slap med, at deres skuldre stødte mod hinanden, og Ole Egeblad nåede at bide sig selv i tungen, inden han sagde noget grimt:

- Jeg tror, jeg sagde, at det var en god idé at droppe telefonen, fortæller han i ’Go’ aften LIVE’, hvor tre cyklister delte deres frustrationer om cykelstierne.

Ole Egeblad kører på racercykel hver morgen fra Trørød til København. Jane Fabricius transporterer gerne sine børn i en ladcykel, mens Dorte Grastrup-Hansen drøner på tværs af byen på sin elcykel.

Afstemning

Bliver du irriteret over andre cyklister i trafikken?

De er dog enige om, hvem der skaber de største problemer på cykelstien:

- Dem, der har koncentrationen et andet sted, som er på deres iPhones og har musik i ørerne, og som faktisk ikke er til stede på cykelstien. De er til fare for andre og for dem selv, lyder det fra Jane Fabricius.

Borgermøde for cyklister

Tirsdag fandt det første borgermøde for cyklister sted på Station Bellahøj i København, hvor cyklister kunne komme med input til, hvad der skal til for at få skabt en bedre adfærd blandt cyklister.

Dorte Grastrup-Hansen synes, at det er et godt initiativ, men hun er også skeptisk.

Afstemning

Lytter du til musik, når du cykler?

- Jeg er ikke sikker på, at de, der råber meget i trafikken, kommer til sådan et møde, lyder det.

På sin tur fra Vanløse til Amager kender hun godt til frustrationerne på cykelstien – især når andre cyklister ligger i venstrebanen og ikke kan høre hendes ringeklokke, fordi de hører høj musik.

Jeg prøver virkelig ikke at være et alt for stort irritationsmoment

Jane Fabricius, studerende

Jane Fabricius er selv meget opmærksom i trafikken, når hun kører med sine børn i ladcyklen, men hun er godt selv klar over, at hun kan være irriterende for andre cyklister, som kan have svært ved at overhale.

- Jeg cykler ikke særlig langt på den, og jeg prøver virkelig ikke at være et alt for stort irritationsmoment for andre cykler, for jeg ved godt, den fylder, men den er simpelthen så praktisk, siger hun.

Kør efter forholdene – og smil!

Ole Egeblad ville ønske, at cyklisterne lod sig inspirere af bilisterne på et særligt punkt.

Når han trækker i lycrasættet og klikker skoene i racercyklens pedaler i Trørød, kører han gerne til i starten, men som han nærmer sig København, sætter han farten ned og kører efter forholdene.

- Man skal cykle efter forholdene, og når man kommer ind i tæt trafik på cykelstien, så skal man ikke ligge og spille smart, uanset om man er i lycra eller ej, lyder det.

Afstemning

Bruger du din telefon, når du cykler?

Generelt er både han, Dorte Grastrup-Hansen og Jane Fabricius glade for cykelforholdene i København, og de så gerne, at flere hoppede på cyklen i stedet for at køre bil.

De var ikke til borgermødet tirsdag aften, men Dorte Grastrup-Hansen så gerne, at Politiet indførte højresving for cyklister for at få et bedre flow på cykelstien.

Smil til hinanden, vær venlig

Jane Fabricius, studerende

Og så så både hun og Jane Fabricius gerne, at der blev smilet mere og råbt mindre til hinanden på cykelstien.

- Smil til hinanden, vær venlig. Vi skal alle sammen fremad, vi skal nok nå det, slutter Jane Fabricius.

Se hele indslaget fra 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY