Nyheder

Alle fly til og fra Bornholm er aflyst lørdag efter protest

Medarbejdere i Bornholms Lufthavn protesterer mod at sikkerhedsregler ikke overholdes og forhindrer afgange.

Alle fly til og fra Bornholms Lufthavn lørdag og søndag er blevet aflyst. Det samme er de to første afgange mandag.

Det fremgår af lufthavnens hjemmeside.

Aflysningerne skyldes, at medarbejderne i security og bagagehandling fredag nedlagde arbejdet i protest over nogle lønforhandlinger, hvor de ifølge tillidsrepræsentant Christina Lintrup ikke mente, at lufthavnens ledelse "tog dem seriøst".

Lørdag er medarbejderne så mødt op foran security i lufthavnen i et forsøg på at blokere de andre ansatte fra at møde på arbejde.

- Medarbejderne har sat sig i afgangshallen, fordi de har mistanke om, at sikkerheds- og security-reglerne ikke bliver overholdt, siger tillidsrepræsentant Christina Lintrup til TV 2/Bornholm.

- De sørger for, at der ikke kommer ledere ind at arbejde i security, siger hun videre til mediet.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Bornholms Lufthavn, men lufthavnen henviser til Trafikstyrelsen.

Der blev afholdt mæglingsmøde

Trafikstyrelsen oplyser, at den har taget fat i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som har holdt et mæglingsmøde med fagbevægelsens hovedorganisation.

Deltagerne blev på mødet enige om, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

- Derefter har medarbejderne fået et påbud om at genoptage arbejdet hurtigst muligt. Det har de ignoreret, siger Frederik Roed, presseansvarlig i Trafikstyrelsen, til Ritzau.

Hvornår lufthavnen åbner igen kommer ifølge Trafikstyrelsen an på, hvornår medarbejderne genoptager arbejdet.

Trafikstyrelsen beklager situationen over for rejsende, som skal til og fra Bornholm.

- Vi er utroligt kede af det på passagerernes vegne. Det er en kedelig situation for dem, det er vi udmærket klar over.

- Men når medarbejderne har valgt at bryde overenskomsten og nedlægge arbejdet, er der ikke så meget, vi kan gøre ved de, siger Frederik Roed.

De aflyste fly er alle fra selskabet Danish Air Transport (DAT).

Foreløbig står søndagens flyvninger til at afgå til tiden.