Coronavirus

Markant fald i coronasmitten - vejret kan spille en rolle

Det varme vejr de seneste uger kan være medvirkende til fald i coronasmitten, siger faglig direktør i SSI.

Der er markant fald i coronasmitten i Danmark.

Det viser tal fra sidste uge, som Statens Serum Institut (SSI) belyser i sin ugentlige tendensrapport.

Stigende aktivitet efter sommer

Antallet af nye coronatilfælde var i sidste uge 27 procent lavere end ugen forinden trods en stigning på fire procent i antallet af test.

- Det er et ret markant fald, vi har set i smitten den seneste uge, på trods af at aktivitet i samfundet er steget efter sommerferien.

- Det kan være, at det meget varme vejr, vi har haft de seneste uger, spiller en rolle, siger faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause i pressemeddelelsen.

Antallet af smittetilfælde i sidste uge svarer til 150 smittede per 100.000 indbyggere.

Positivprocenten - andelen af positive coronatest - er også faldende. Positivprocenten i sidste uge var 19 procent. Ugen forinden var den 27 procent.

Den faldende positivprocent ses på tværs af alle aldersgrupper. Den højeste på 21 procent ses blandt de 6-15-årige og 60-69-årige. Den næsthøjeste positivprocent på 20 ses blandt de 16-19-årige.

Skal ikke føle sig for sikker

De faldende smittetal skal der ikke lægges alt for meget i, mener Søren Riis Paludan, professor i virologi ved Aarhus Universitet.

- Man skal i hvert fald ikke ændre planer i relation til vacciner til vinter. Det skal man holde fast i, fordi det er om vinteren, at man ser det klart største smittetryk.

- Et lavt smittetryk ved overgangen fra august til september skal ikke få en til at tro, at man så er sikker på, at der ikke kommer smitte, når efteråret bliver til vinter, siger han.

Planlægger boosterstik

Sundhedsstyrelsen planlægger foreløbig, at personer fra 50 år og opefter tilbydes et såkaldt boosterstik - et ekstra vaccinestik til at øge beskyttelsen - til efteråret.

Søren Riis Paludan vurderer, at Danmark er "supergodt forberedt" til vinteren med et godt beredskab og en god vaccineplan. Han forventer ikke overbelastning af hospitaler eller nedlukninger.

Incidensen, som viser antallet af smittede per 100.000 indbyggere, er højest blandt de 60-69-årige. I den gruppe er der 199 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Færre indlæggelser

Også antallet af coronarelaterede indlæggelser går den rette vej. Antallet af nye indlæggelser er faldet til 487 i sidste uge fra 548 ugen forinden.

Derudover er antallet af coronaindlagte på intensivafdelinger også faldende. I sidste uge var der fem færre indlagte - 13 i alt - på intensivafdelinger sammenlignet med ugen før.

Endelig kigger tendensrapporten også på, hvilke coronavarianter der er på spil i Danmark. Varianten BA.5 er stadig den dominerende og udgør 93 procent af de prøver, som blev sekventeret sidste uge.