Amalie Vilslev blev hans wakeupcall: - Alt, vi har, er nu
Benjamin Sørensen og Amalie Vilslev udviklede hurtigt et meget tæt bånd, efter TV 2 ECHO satte dem sammen.
Amalie Vilslev lukkede i sidste uge sine øjne for sidste gang. Omgivet af venner og familie sov hun stille ind, efter hendes krop var begyndt at frastøde de lunger, hun fik transplanteret i 2020.
En af dem, der var med til det sidste, er 23-årige Benjamin Sørensen, og han fortæller, at Amalie Vilslev var livsglad og positiv til det sidste.
- Hun var så optimistisk. Hun gav aldrig op, og det er meget inspirerende, fortæller han i ’Go’ morgen Danmark’.
Fra Amalie Vilslev blev erklæret terminal syg, gik det hurtigt, men hun satte ikke sin ungdom på pause.
Tværtimod.
På hendes Instagram-profil kunne hendes 55.000 følgere se hende være ude at spise med sine veninder, lave kørestolsræs med Benjamin Sørensen på Rigshospitalet og drøne rundt i ladcykel i fuld fart gennem sit livs sidste sommer.
- Det har været enormt inspirerende at få lov at være med på den rejse her de sidste par måneder. Det har været rørende, det har været hårdt, men aldrig har jeg haft så gode måneder, fortæller Benjamin Sørensen.
Særligt bånd
Amalie Vilslev blev landskendt i 2020, hvor TV 2 ECHO begyndte at følge hende, og det var selvsamme dokumentarhold, der satte et møde op mellem Benjamin Sørensen og Amalie Vilslev i foråret - et møde som næsten en halv million danskere så i en video på Facebook.
Benjamin Sørensen venter selv på nye lunger og hjerte, og indtil han mødte Amalie Vilslev, havde han følt sig alene om at være ung og alvorligt syg.
De to blev hurtigt meget tætte, og når de sås, talte de både om de svære ting og følelser, men de snakkede også om almindelige ting som venner, byture og rejseoplevelser.
I sidste ende forsøgte de dog altid at finde det sjove i det sørgelige, fortæller han, og han tænker især tilbage på den dag, hvor de tog til Tour de France sammen i København.
Selvom hans lunger næsten ikke kunne klare det, skubbede han hende i kørestolen, så de kunne komme ned og se cykelløbet, fortæller Benjamin Sørensen:
- Det var den sjoveste oplevelse at stå dernede. Vi var jo gennemblødte, for det begyndte at regne, men det var en fantastisk dag, vi afsluttede med sushi i sengen, der, hvor hun var i dialyse.
Ville bryde tabu
Amalie Vilslev vidste godt, at hun ville komme til at dø ung, og det var hun ikke bange for at tale om.
- Amalie ønskede, at vi skal tale om døden. Det må ikke være et tabu. Det har været et kæmpe fokus for hende, at vi kan snakke om døden og komme videre, fortæller Benjamin Sørensen.
Og det blev et wake up-call for ham.
- Det er okay at vise sin sårbare side og snakke om, at det ikke er sjovt at være syg, men vi skal også huske at nyde livet og være unge.
Amalie Vilslev levede efter mottoet ”Alt, vi har, er nu”, og det har givet Benjamin Sørensen motivationen til at forsætte med at leve livet og gøre de ting, han har lyst til.
- Selvfølgelig er det sørgeligt nu, og det er hårdt, men i Amalies ånd skal vi leve livet videre, og der er ingen tvivl om, at det kommer jeg også til. Det gør vi alle sammen, men lige nu skal vi have færdiggjort det sidste og få sagt farvel.
TV 2 ECHO har fulgt Amalie Vilslev siden begyndelsen af 2020. Efter hendes eget ønske har redaktionen fulgt hende tæt i sin allersidste tid til en kommende dokumentar. Dokumentaren udkommer, når tiden er rigtig.