Udland

Et mystisk lys og 9000 kroner i kontanter holder liv i konspirationsteorier om Dianas død

25 år efter prinsesse Dianas død er der stadig folk, som tvivler på, om det var en ulykke. Nyt program går i dybden med konspirationsteorierne.

Hvorfor tog chaufføren en omvej hjem?

Kørte nogen ind i bilen?

Og hvorfor tog det halvanden time at få prinsesse Diana på hospitalet?

Det er spørgsmål som disse, der har medført, at der i dag – 25 år efter prinsesse Dianas død – fortsat florerer konspirationsteorier omkring bilulykken i Paris, der kostede hende livet.

For da briterne 31. august 1997 stod op til nyheden om, at deres elskede prinsesse var død, havde mange svært ved at tro det. Og det har de faktisk stadigvæk.

Således har en lang række meningsmålinger gennem årene vist, at en stor del af briterne ikke tror, at bilulykken var et uheld.

I 2013 viste en meningsmåling lavet af Yougov eksempelvis, at 38 procent af briterne ikke mente, at det var et tilfældigt uheld, der forårsagede ulykken. Men at nogen stod bag.

Prinsesse Dianas død

31. august forlod prinsesse Diana hotel Ritz i Paris med sin kæreste Dodi Al-Fayed. 

De blev kørt af hotellets sikkerhedschef Henri Paul. Ved siden af ham sad parrets bodyguard Trevor Rees-Jones. 

Omkring 12 paparazzifotografer fulgte efter bilen på scooter, og chaufføren satte farten markant op. 

Da bilen kom til Pont de l'Alma-tunellen mistede chaufføren herredømmet og ramte ind i 13. betonpille.

Prinsesse Diana, Dodi Al-Fayed og Henri Paul mistede livet i ulykken. Bodyguarden overlevede, men fik svære kvæstelser og huskede intet fra selve køreturen, da han 10 dage senere vågnede af sit koma. 

Og det er ikke så underligt, forklarer lektor Hildegunn Juulsgaard Johannesen på University College Syd.

Vi mennesker har nemlig brug for at skabe en sammenhængende fortælling om verden omkring os. Især når der sker noget voldsomt.

- Vi forstår ofte verden igennem en klassisk fortælling, hvor der er gode og onde kræfter. Og vi har svært ved at begribe, at en tilfældighed kan være afgørende for, om en person som Diana for eksempel dør, siger hun.

I en ny dokumentar ’Dianas død - jagten på sandheden’ går man igen helt tæt på ulykken for at se på nogle af de mange anklager, myter og konspirationsteorier, der stadig florerer i dag.

I denne artikel gennemgår vi nogle af de besynderlige omstændigheder, der fortsat holder liv i konspirationsteorierne om prinsesse Dianas død.

1. Det store lys

Flere vidner mente, at de så blinkende lys strømme ud fra tunnelen, da bilen med Diana kørte galt.

Konspirationsteorien:

Denne teori går ud på, at nogle med vilje blændede chaufføren af Dianas bil og fik ham til at køre galt.

Teorien blev yderligere forstærket, da en britisk soldat fra luftvåbnet hævdede, at han havde været med til at slå Diana ihjel ved netop at blænde chaufføren. Et mord, der angiveligt skulle være blevet bestilt af den britiske efterretningstjeneste. Det påstod han, da han i anden forbindelse blev anholdt for våbenbesiddelse.

Her er forklaringen:

Politiet har dog undersøgt teorien og har ikke kunnet finde nogen beviser for, at der skulle have været et stort blinkende lys nede i tunnelen, der forårsagede, at chaufføren blev blændet og kørte galt.

Undersøgelser af blandt andet hjulspor viste nemlig, at chaufføren Henri Paul allerede var begyndt at miste føringen af bilen, inden han kom helt ind i tunnelen. Det skriver newsweek.com.

2. Bilen blev påkørt

Da ulykken skete, fortalte flere vidner, at de havde set en hvid bil komme op fra tunnelen, lige efter at ulykken skete.

Konspirationsteorien:

Konspirationsteoretikere mente, at en person, der muligvis var i ledtog med en efterretningstjeneste, det britiske kongehus eller andre magthavere, havde påkørt bilen og dermed forårsaget ulykken.

Her er forklaringen:

Teorien er ikke taget helt ud af den blå luft. For efterforskningen viste faktisk, at en hvid Fiat Uno havde snittet højre forside af den Mercedes, Diana og Dodi Al-Fayed kørte i.

Men undersøgelser viste også, at det var chaufføren af Dianas bil, Henri Paul, der lige akkurat havde snittet bagenden af Fiat Unoen.

Den lette kollision kan ikke udelukkes at have haft indflydelse på uheldet. Det forklarer den franske politichef, der stod i spidsen for efterforskningen, i programmet ’Dianas død - jagten på sandheden’.

- Han (Dianas chauffør, red.) rammer nok bilen og bliver overrasket, laver et sving væk og kører så ind i væggen, som er på venstre hånd, siger politichef Martine Monteil.

Politiet efterlyste faktisk ejeren af en Fiat Uno, og i lang tid var en fransk paparazzifotograf med en hvid Fiat Uno i søgelyset. Han havde dog et alibi, og politiet fandt aldrig chaufføren.

Men ifølge chefefterforskeren var det altså chaufføren af Dianas bil, der var ansvarlig for det lette sammenstød.

3. Den mystiske chauffør

Rigtig mange konspirationsteorier kredser om chaufføren af bilen, Henri Paul, der også mistede livet samme aften.

Han var sikkerhedschef på Hotel Ritz i Paris, hvor prinsesse Diana og hendes kæreste Dodi Al-Fayed spiste den aften. Og han havde til opgave at køre dem tilbage til den lejlighed, de skulle overnatte i.

Men der var flere besynderlige omstændigheder omkring Henri Paul, der efterfølgende fik folk til at undre sig.

For eksempel tog han en omvej hen til Dodi Al-Fayed og prinsesse Dianas lejlighed, da han kørte under tunnelen den aften.

Samtidig havde Henri Paul 9000 kroner i kontanter liggende derhjemme – og et stort beløb på sin bankkonto, der ikke helt svarede til hans løbende lønindkomst.

Konspirationsteorien:

Konspirationsteorien var derfor, at Henri Paul skulle være blevet betalt af en efterretningstjeneste eller andre magthavere for at køre galt med bilen i tunnelen og slå prinsesse Diana ihjel.

Teorien blev yderligere forstærket af, at det viste sig, at Henri Paul havde været i kontakt med forskellige efterretningstjenester i løbet af årene.

Her er forklaringen:

Men der er faktisk logiske forklaringer på det hele.

Den hurtigste rute fra restauranten til parrets hotel havde været op ad den parisiske hovedgade Champs-Élysées. Her havde man givetvis holdt i kø og skullet køre langsomt. Det havde betydet, at paparazzifotograferne, der fulgte efter parret, kunne have taget masser af billeder, som parret helst ville undgå.

Derfor tog Henri Paul med stor sandsynlighed en omvej, så han kunne speede op til 150 kilometer i timen, skønt den tilladte hastighed var 50 kilometer.

Der var også en logisk forklaring på de kontanter, han havde derhjemme, forklarer politichef Martine Monteil.

Ifølge hende var det helt normalt, at sikkerhedscheferne på de store franske hoteller fik betydelige kontantbeløb i tillæg af deres kunder.

Desuden var det, ifølge hende, ikke unormalt, at sikkerhedschefen på et hotel som Ritz gav løbende informationer til efterretningstjenester.

Politiet konkluderede derfor, at der ikke var noget omkring Henri Paul og hans opførsel, der antydede, at han skulle være i ledtog med nogen.

Det blev til gengæld konkluderet, at Henri Paul bar ansvaret for ulykken, idet han havde en promille på 1,7 og kørte alt for stærkt.

4. Lægerne undlod at behandle Diana

Der gik halvanden time fra ulykken indtraf, til prinsesse Diana kom på hospitalet.

Det var her, at lægerne opdagede, at hun havde fået en flænge i den ene lungepulsåre, der havde forårsaget en indre blødning. Og det var den skade, der endte med at koste hende livet en time senere.

Konspirationsteorien:

Hvis skaden var blevet opdaget hurtigere, havde man måske kunnet redde Dianas liv. Det forklarer Thomas Treasure, der er professor i kardiologi, i programmet ’Dianas død - jagten på sandheden’.

Derfor er en af konspirationsteorierne, at lægerne bevist undlod at behandle prinsesse Diana i tide, så hun døde af sine kvæstelser.

Her er forklaringen:

Men der er forskel på, hvordan læger behandlede trafikofre i England og Frankrig i 1997.

I Frankrig havde redningsfolk en praksis, der handler om at behandle ofre på stedet, før de bringer dem til hospitalet. I England var den normale praksis at få patienten hurtigt frem til hospitalet. Det skriver The Independent.

Desuden måtte ambulancen stoppe to gange undervejs, da Diana fik hjertestop. Hvilket også forsinkede turen til hospitalet.

5. Paparazzifotograferne slog hende ihjel

En gruppe paparazzifotografer fulgte efter prinsesse Dianas bil fra Hotel Ritz i håbet om at få gode billeder af parret, som de senere kunne sælge.

Konspirationsteorien:

Fotograferne forsøgte med vilje at køre tæt på – og måske endda ind i – bilen og forårsage et uheld.

Teorien blev forstærket af, at prinsesse Diana året før havde fået et polititilhold imod en af fotograferne, da han – ifølge hende – havde forsøgt at køre ind i deres bil for at skade dem.

Her er forklaringen:

Otte paparazzifotografer blev anholdt ved ulykken. Undersøgelser viste dog, at ingen af dem var nået ind i tunnelen, da ulykken skete. Politiet konkluderede derfor, at de ikke var skyld i ulykken.

Dog mente politiet, at chaufføren Henri Paul sandsynligvis havde kørt for stærkt for at undslippe dem.

Efterforskning af ulykken

Ulykken er blevet efterforsket af både fransk og britisk politi, og flere gange har man genåbnet sagen, når der kom nye påstande frem.

Hver gang har politiet dog konkluderet, at det var en ulykke, der skete på baggrund af chaufføren Henri Pauls "uforsvarlige kørsel".

Perspektiv

Spot en konspirationsteori

Fælles for næsten alle konspirationsteorier er, at det altid er magthavere, der bærer skylden. Det er magthaverne, der står bag et komplot.

Og det kan være svært at gennemskue, om noget faktisk er en korrekt teori eller blot en konspirationsteori.

Især fordi nogle teorier, der netop har peget mod magthavere som skurkene, faktisk viste sig at være sande, eksempelvis Watergate- og Tamil-sagen, forklarer lektor på University College Syd Hildegunn Juulsgaard Johannesen.

Konspirationsteoretikeren og forskeren ligner på mange måder hinanden, fortæller hun. De har en skepsis over for et problem og ønsker at føre bevis for deres sag, men:

- Forskellen er, at konspirationsteoretikeren har et plot på forhånd. De er er ikke særligt kildekritiske og bruger alle beviser og kilder til at pege hen mod deres teori. Hvis der er beviser der peger i modsat retning, vil de som oftest sige, at det er et røgslør, magthaverne har lagt ud, forklarer hun.  

Du kan se 'Dianas død - jagten på sandheden' torsdag klokken 22.25 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.