Dagens overblik

Dagens overblik: Hedebølge truer Rhinen og den europæiske økonomi

Støjberg og Messerschmidt har været i duel. Amerikansk skuespiller er død efter bilulykke, og Daniel Wass vender hjem til Brøndby.

Weekenden venter lige om hjørnet – og med den også Copenhagen Pride.

LGBT+ Danmark frygter, at festlighederne kan udvikle sig til et supersprederevent for abekopper, der især spreder sig blandt mænd, der har sex med mænd.

Men fredag oplyser Sundhedsministeriet, at Danmark har købt yderligere 10.000 vacciner mod abekopper.

Med disse ord – velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik.

Minister vil hæve straffen for ulovligt fiskeri

Vi har hørt det før – historien om hollandske fartøjer, der fisker ulovligt i dansk farvand.

Men på trods af en øget indsats det seneste år mod de illegale hollandske bomtrawlere har den danske fiskerikontrol alene i 2022 fundet frem til 24 lovovertrædelser.

19 af disse kan karakteriseres som "grove", oplyser Rasmus Prehn (S), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Som følge af den manglende respekt for de danske farvande vil ministeren skærpe straffen yderligere for det ulovlige fiskeri. For bøder på op til en halv million kroner har ikke haft afskrækkende effekt på de hollandske fiskere.

- Vi vil simpelthen ikke finde os i det her. Det må stoppe, siger Rasmus Prehn til TV 2.

Ministeren ønsker at hæve bødestraffen yderligere for det ulovlige fiskeri samt gøre det muligt for myndighederne at konfiskere ulovligt grej.

Vandstanden i Rhinen truer europæisk økonomi

Dagens overblik fortsætter i det våde element, men rykker sydpå til Tyskland.

Den tyske flod Rhinen lider under den langvarige, europæiske hedebølge, hvilket har fået vandstanden til at falde drastisk.

Byen Kaub er knudepunktet for den omfattende godstrafik på Rhinen, og fredag er vanddybden målt til blot 40 centimeter. Typisk har der været fire gange så meget vand set over en tiårig periode i Rhinen.

Udtørringen af den store europæiske flod har påvirket godstrafikken, der risikerer at gå mere eller mindre i stå, hvis vandstanden falder yderligere. Men allerede nu er de store fragtskibe nødsaget til at halvere deres lagre af olie, benzin og kul for ikke at støde på grund.

Vandstanden forventes at kunne falde yderligere den kommende tid. Dermed er der en reel risiko for, at godstrafikken på Rhinen kan gå helt i stå, hvilket vil have store konsekvenser for både den tyske og danske økonomi.

Støjberg og Messerschmidt i politisk duel

Fredag blev dagen, hvor Morten Messerschmidt og Inger Støjberg for første gang som partiledere fik mulighed for at debattere med hinanden.

I radioprogrammet 'Det Blå Hjørne' på Radio4 udfordrede Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes partiformænd hinanden på politiske holdninger.

Morten Messerschmidt havde ønsket debatten, da det ifølge ham ville være godt for vælgerne at kende forskellen på DF og Støjbergs parti. Men Inger Støjberg var ikke umiddelbart klar til at bore i forskellene mellem de politiske partier på højrefløjen.

- Danmarksdemokraterne er jo ikke kommet til verden for at slås med de blå, lød det blandt andet fra Støjberg.

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er det en helt bevidst strategi fra Inger Støjbergs side frem mod folketingsvalget. Danmarksdemokraternes partiformand ønsker nemlig så vidt som muligt at skændes med Mette Frederiksen – og ikke med de andre partier i blå blok.

Skuespiller død efter bilulykke

Den amerikanske skuespiller Anne Heche var i sidste uge involveret i en alvorlig bilulykke, og efter en uge nu står det klart, at hun er død.

Anne Heche har fredag aften dansk tid fået slukket for sin respirator, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den populære skuespiller blev 53 år.

Tidligere på ugen blev Anne Heche erklæret hjernedød efter den voldsomme ulykke, hvor hun i høj fart kørte ind i en bolig i Los Angeles. Det resulterede i, at både hendes bil og huset brød i brand.

Ifølge det amerikanske medie CNN har blodprøver vist, at Anne Heche var påvirket af stoffer, da hun forulykkede.

Det er endnu uvist, om der er tale om medicin, som hun have fået ordineret, eller om hun havde taget stofferne.

Daniel Wass vender hjem til Brøndby

Fodboldklubben Brøndby IF er i øjeblikket inde i en rigtig skidt periode rent sportsligt med gentagne nederlag i Superligaen samt et europæisk exit efter straffespark mod schweiziske FC Basel.

Men fredag er der langt om længe noget at glæde sig over for klubbens hårdtprøvede fans.

Brøndbys tilhængere har længe haft Daniel Wass øverst på deres ønskeseddel, og nu er ønsket gået i opfyldelse. Landsholdsspilleren vender nemlig hjem til Vestegnsklubben, hvor han begyndte sin fodboldkarriere. Det oplyser Brøndby IF.

Efter 11 år i udlandet skifter Daniel Wass tilbage til Danmark fra den spanske storklub Atletico Madrid.

I Brøndby har han fået en treårig kontrakt og skal spille med trøje nummer 10. Daniel Wass deltog allerede fredag i træningen med sine nye klubkammerater.