Det er vigtigt, at skærmen bliver holdt helt ude af soveværelset både for de store og små skolebørn, siger speciallæge.
I disse dage sætter tusindvis af familier vækkeuret for første gang i lang tid.
Klokken ringer nemlig ind til et nyt skoleår, og hverdagen med madpakker, lektier og sovetider begynder igen.
Og lige præcis her er søvn afgørende for både trivsel og indlæring.
- Hvis man ikke får nok søvn, så kan det også være svært at klare skolegangen og de konflikter, der kan opstå ovre i klassen, forklarer Helle Attrup-Christiansen. Foto: TV 2
Sådan lyder det fra sundhedsplejerskerne Helle Attrup-Christiansen og Julie Tejg Jespersen i 'Go' morgen Danmark', og de har en klar opfordring til forældrene til de yngste elever i skolen.
- Vi plejer at sige, at man skal i seng allerede klokken 19, og det kan lyde rigtig tidligt, men så er der god tid til at læse en godnathistorie, lyder det fra Helle Attrup-Christiansen.
Børn kommer ofte i tanke om alle de ting, der er sket ovre i skolen, når de skal sove, og det er derfor vigtigt, at man har tid til at snakke om det, lyder det fra Helle Attrup-Christiansen.
Søvnen er som et vaskeprogram
Imran Rashid er speciallæge og sundhedsfaglig direktør i healthtech-virksomheden Lenus, og han opfordrer forældre til at tage deres børns søvn lige så alvorligt som eksempelvis tandbørstning.
- Alle andre aspekter af opdragelsen bliver meget lettere, hvis man får nogle gode søvnvaner, mener Imran Rashid. Foto: TV 2
Søvnen er både afgørende for, at børnene kan lære i det hele taget, men også ting som at kunne håndtere konflikter i skolen.
Søvnen svarer til et vaskeprogram
Imran Rashid, speciallæge og sundhedsfaglig direktør i Lenus
Det kan man forklare sine børn ved at bruge konkrete eksempler, som børnene kan forholde sig til.
- Du vil blive dårligere til at koncentrere dig i skolen, din lunte vil blive kortere over for dine venner, du kan risikere at ende i mange flere konflikter, og du kan blive en dårligere kæreste, hvis du ikke får nok søvn, siger Imran Rashid.
Børn kan næsten ikke få for meget søvn, men optimalt skal de sove otte til ti timer om natten, anbefaler han.
Og det er især vigtigt, når børnene skal tilegne sig ny viden og modtage en masse information, som skolestarten indebærer – uanset hvilket klassetrin man starter på.
- Søvnen svarer til et vaskeprogram. Det er her, man får renset hjernen, laver informationsbearbejdning og sorteret ud, og hvis det stopper før tid, vågner du ikke op med en frisk hjerne, siger Imran Rashid.
For at opnå den bedste søvn har Imran Rashid fem gode råd:
Imran Rashids fem søvnråd til skolebørn
Skærmen ud af soveværelset
Både når det gælder yngre børn og teenagere er skærm i soveværelset et absolut no-go.
- De to værste ting, der forringer din søvn, er lys og informationer, fordi de holder gang i hjernen, forklarer Imran Rashid.
Undlad derfor at bruge skærme i forbindelse med putning, og sæt grænser for de større børn, opfordrer han.
Teenagerne har nemlig tendens til at ligge og holde hinanden vågne ofte til sent ud på natten, og på den måde holder de hinanden i skak og søvnløshed, lyder det.
Vær det gode eksempel
Søvn er ikke kun vigtig for børn, den er også vigtig for voksne.
Derfor opfordrer Imran Rashid forældrene til at være det gode eksempel over for børnene.
- Lad være med selv at være oppe til midnat og se Netflix. Voksne er ikke supermennesker, forklarer han.
Søvnen starter halvanden time før
Imran Rashid anbefaler, at børn sover otte til ti timer om natten, men søvnen starter reelt halvanden time, fat ør man falder i søvn.
Her glider man ind i søvnen, og hjernen begynder at slappe af. Derfor opfordrer han til såkaldt passiv aktivitet, eksempelvis læsning, som ikke skaber en masse følelser i barnet inden sengetid.
- Hvis man ligger og ser en sjov video af en panda, der danser, så falder hjernen ikke til ro, fordi den så vil se mere panda-dans, lyder det.
Gør soveværelset hyggeligt
Det er vigtigt, at soveværelset indbyder til at sove, forklarer Imran Rashid.
Ud over at der gerne skal være mørkt og en god temperatur, så bør der også være hyggeligt for at sikre en god mentalhygiejne, da omgivelserne i høj grad påvirker vores mentale stemning.
- Hav gerne nogle bøger, gode puder og bamser, hvis det passer til børnenes alder. Det skal være rart for dem at falde i søvn, lyder det.
Derudover kan det være en god idé at skabe nogle faste ritualer inden sengetid, så barnet får en god soverutine, der er nem at følge.
Brug tiden til gode snakke
Når man sætter god tid af til at putte sit barn, så kan der ofte opstå et særligt rum for at dyrke relationerne, hvilket man bestemt bør udnytte.
- Tal derfor om nogle gode og rare ting, og tag dig den tid, det tager, opfordrer han.
Det kræver nemlig meget at give slip på de mange sanseindtryk, som barnet har i sit hoved, især når der sker mange nye ting i en ny og travl skolestartsperiode, forklarer han.
Endelig bør du starte hver morgen med at få barnet til at tænke over søvnkvaliteten ved at spørge, om de har sovet godt.