Forstå Britta Nielsens svindel - sådan stjal hun 117 millioner
Hele 117 millioner kroner lykkedes det Britta Nielsen at stjæle fra Socialstyrelsens pengekasse. Men hvordan kunne hun egentlig det?
Fælden klappede for Britta Nielsen i 2020. Her blev hun dømt seks år og seks måneders fængsel.
Forinden havde Britta Nielsen – uden at blive opdaget – i årevis overført i alt 117 millioner kroner fra den såkaldte satspulje til sin egen konto i banken.
I den nye TV 2-dokumentar 'Brittas store svindelnummer' bliver der lagt helt nye brikker til det billede, der afslører, hvordan en betroet medarbejder i Socialstyrelsen kunne svindle så massivt.
Samtidig undersøger dokumentaren, om det store hul i systemet nu er lukket.
For hvordan var det lige, at Britta Nielsen i så mange år kunne overføre så mange penge til sig selv uden at blive opdaget?
Som det også er beskrevet i TV 2-journalist Emil Ellesøe Ditzels bog 'Britta – forræderiet mod velfærdsstaten', involverer forklaringen blandt andet en masse kasketter.
1. Hvilke penge tog hun?
Britta Nielsen tog pengene fra det, der hedder satspuljen.
Det er en pose penge, hvor der cirka er en milliard kroner i hvert år.
De var der, så eksempelvis foreninger kunne søge om tilskud til projekter, der havde til formål at hjælpe især socialt udsatte.
Lad os så sige, at der et år var en milliard kroner i puljen – men der kun var søgt om støtte til projekter for 950 millioner kroner – så var der jo 50 millioner kroner tilovers.
Det var de overskudspenge, som Britta Nielsen hovedsageligt sørgede for at tage af.
2. De fiktive projekter
Britta Nielsen havde mange kasketter på.
Nogle af de kasketter kunne godkende arbejdet fra nogle af de andre kasketter, hun også havde på.
Det gav hende et smuthul, hvor hun kunne gøre alting selv – uden at andre skulle blande sig.
Hun startede med at bruge den kasket, hvor hun kunne oprette projekter i it-systemet for satspuljen.
Når man kigger på beviserne i dag, kan man se, at det var omkring 1993, at hun begyndte at oprette fiktive projekter i de systemer, man havde dengang.
Altså projekter, der ikke fandtes andre steder end i Britta Nielsens hoved.
De projekter havde 'ansøgt' om at modtage forskellige beløb fra satspuljen fra gang til gang.
3. Flere kasketter
Lad os sige, at et af hendes projekter havde 'ansøgt' om 500.000 kroner – et af de i alt 298 beløb, som Britta Nielsen overførte til sig selv.
Men inden hun kunne det, tog hun en anden kasket på. For den første var ikke nok. Den var kun 'administrativ'.
Det er ofte sådan i en regnskabsafdeling, at der skal to forskellige personer til at oprette et projekt og bagefter tildele penge. En administrativ medarbejder og en akademisk medarbejder.
Heldigvis for Britta Nielsen var hun netop de to forskellige personer på én gang.
Hendes anden kasket – den akademiske – tillod hende nemlig at tildele projektet nogle af de penge, der stadig var til rådighed i satspuljen. Altså overskudspengene.
I starten var hun forsigtig og overførte små beløb som 60.000 kroner. Senere blev hun modigere og overførte beløb helt op til knap 850.000 kroner.
4. Manglende alarmer
Når en forening eller et projekt fik tildelt penge fra satspuljen, var der et krav.
Der skulle afleveres et regnskab over de penge, der var blevet brugt.
Men da Britta Nielsens projekter jo var fiktive, var der ingen rigtige mennesker til at indsende et regnskab.
Ingen problemer.
For Britta Nielsens kasketter gav hende nemlig også lov til at slå alarmen om manglende regnskaber fra.
Hun sagsbehandlede dermed selv regnskaberne – eller mangel på samme – for de projekter, hun havde oprettet og tildelt pengene til. Og ingen andre end hende selv skulle godkende noget.
Dermed kunne Britta Nielsen i godt 29 år overføre først overskudspenge til sine egne kontoer.
Senere begyndte hun så også at tage af de penge, der rent faktisk skulle have været gået til rigtige projekter.
5. Fri adgang til systemerne
Til svindlen med de rigtige projekter brugte Britta Nielsen den kasket, der gav hende lov til at ændre kontonumre i det tilskudsadministrative system (TAS).
Helt kort er det et it-system, der bruges til at udbetale tilskuddene.
Kasketten gav hende adgang til projekternes stamdata i netop TAS.
Britta Nielsen var såkaldt superbruger i systemet. Hun kunne få adgang til det hele, uden at nogen andre skulle godkende det mindste.
Derfor kunne hun uden problemer ændre kontonummeret på en forening til sit eget kontonummer, så pengene blev overført til hende i stedet for til den rigtige forening.
Foreningerne opdagede ikke noget.
For et af Britta Nielsens tricks var blot at sige til dem, at de eksempelvis havde fået tildelt 900.000 kroner, selvom de måske i virkeligheden var blevet tildelt 1.000.000 kroner. Resten røg i hendes egne lommer.
6. Sådan gjorde hun også
Rigtige foreninger og projekter fik naturligvis generelt udbetalt de penge, de havde ansøgt om.
Når en forening bagefter ikke havde brugt alle de penge, de havde fået udbetalt, skulle resten sendes tilbage til Socialstyrelsen.
Sådan var reglerne.
Men her slog Britta Nielsen også til. Hun tog sin sagsbehandlerkasket på og sendte sit eget kontonummer til foreningen.
Derfor troede foreningerne, at de overførte pengene tilbage til Socialstyrelsen.
I virkeligheden overførte de dog pengene til Britta Nielsens egen konto.
7. Hvorfor opdagede ingen hende noget før?
Britta Nielsen havde endnu en kasket. På den stod der 'kontaktperson'.
Med den kunne hun fordele regnskaberne mellem de forskellige medarbejdere og sig selv.
På den måde kunne hun sikre sig, at hun selv fik regnskaberne fra de foreninger og projekter, som hun havde taget penge fra.
Med den på kunne hun styre slagets gang, når Rigsrevisionen kom på besøg og ville tjekke regnskaber.
Derfor faldt sandsynligheden for, at rigsrevisorerne kom til at tjekke nogle af de regnskaber, hun havde pillet ved.
I det hele taget vidner antallet af kasketter om en Britta Nielsen, der nød en kæmpe tillid fra Socialstyrelsen.
Men på trods af det blev hun jo alligevel opdaget til sidst.
Det skete, da Britta Nielsen var sygemeldt, og en anden medarbejder lånte den kasket, der skulle godkende et regnskab for et projekt i Roskilde, som Britta Nielsen havde snydt for nogle penge.
Vedkommende lagde mærke til, at noget ikke stemte helt. Og så begyndte slutningen.
8. Kan det ske igen?
Britta Nielsen fandt adskillige huller i systemet og udnyttede dem.
Hendes afdeling har haft en masse skiftende chefer gennem årene. Blandt andet derfor har man ikke kunnet finde nogen, der bærer ansvaret for ikke at have opdaget det.
Men kan en anden medarbejder i et andet ministerie egentlig bruge det samme smuthul, selvom det er blevet opdaget?
Svaret er ja.
Rigsrevisionen i Danmark har til opgave at sørge for, at pengene i statskassen bliver brugt, som de skal.
De holder også øje med og undersøger, om alt går rigtigt til.
I 2020 kom de med resultatet af en undersøgelse, de havde lavet i 15 ministerier.
Undersøgelsen viste, at i 13 ud af de 15 ministerier var der stadig ikke en adskillelse af funktionerne.
Det betyder, at Britta Nielsens smuthuller stadig er åbne den dag i dag.
Medarbejderne har derfor stadig muligheden for at have flere kasketter på samtidig.
Britta Nielsen blev i 2020 idømt seks et halvt års fængsel for svindlen.
Se mange flere spændende detaljer om 'Brittas store svindelnummer' lige her på TV 2 PLAY