Udland

To år efter voldsom eksplosion kollapser siloer, men ansvaret er endnu ikke placeret

Det er nu snart to år siden, at et lager med ammoniumnitrat i Beiruts havn eksploderede. Store dele af byen blev ødelagt og 215 mennesker omkom

Om eftermiddagen den 4. august 2020 lød et øredøvende brag i den libanesiske hovedstad Beirut.

Der var ikke krig i det eller så krigshærgede land, og det gik hurtigt op for indbyggerne, at det var siloer på havne, der var sprunget i luften og havde forvandlet havneområdet til noget, der lignede en slagmark.

Det næstyngste af de 215 ofre for eksplosionen var den 3-årige Alexander. Hendes far, Paul Naggear, fortæller i dag til Nyhedsbureauet AP, at han har mistet ethvert håb om, at den efterfølgende skandale, som eksplosionen på havnen har ført til, vil føre til retfærdighed eller forandringer i landet.

Efterforskningen af ​​en af ​​verdens største ikke-nukleare eksplosioner har været blokeret i de seneste måneder på grund af interne stridigheder blandt Libanons parlamentspolitikere.

Mange libanesere giver regeringens mangeårige korruption og dårlige ledelse skylden for, at tragedien kunne ske, og at der endnu ikke er placeret et ansvar.

Kritikerne beskylder eliten for, at de gennem årtier har haft et fast greb på magten og har sikret, at de er urørlige. Faktisk blev nogle af de sigtede i efterforskningen af eksplosionen genvalgt til parlamentet tidligere i år.

Som et synligt bevis på tragedien har flere sodsværtede siloer lige siden stået faldefærdige på havnen i Beirut.

For et par uger siden begyndte siloerne så at brande, formentlig antændt af det gærende korn, der stadig er inde i dem.

Myndighederne har gjort et halvhjertet forsøg på at slukke brandene, men søndag kollapsede en del af siloerne i en enorm støvsky.

Min datter så ud som om hun lige var blevet ramt af en bil

Paul Naggear opfatter kollapset af siloerne som symbolsk på en sag, der begynder at smuldre.

- Det er to år siden, der er sket en forbrydelsen i denne størrelsesorden, og intet er sket, siger Naggear om katastrofen, hvor mange tons højeksplosivt ammoniumnitrat, et materiale brugt i gødning, eksploderede og udløste en trykbølge, der knuste alt på sin vej gennem hovedstaden.

Naggear, hans kone, Tracy Awad, og lille Alexandra var i deres lejlighed med udsigt over havnen, da den massive trykbølge sendte glas, møbler og affald af sted.

Naggear og hans kone fik snitsår og blå mærker. Alexandra blev alvorligt såret og døde senere på hospitalet.

- Min datter så ud, som om hun lige var blevet ramt af en bil, fortæller Paul Naggear.

Lagre med kunstgødning eksploderede den 4. august 2020 på havnen i Beirut. Der er endnu ikke placeret et ansvar for ulykken, der kostede mindst 215 mennesker livet Video: Michael Rathje

Det kom senere frem, at ammoniumnitraten var blevet sendt til Libanon i 2013 og opbevaret forkert på et havnelager lige siden. Højtstående embedsmænd kendte til de store mængder ammoniumnitrat, der var oplagret på havnen, men gjorde intet. Paul Naggear beskylder de politiske partier for at have forpurret efterforskningen og forsøgene på at sigte embedsmænd for dødsfaldene.

Paul Naggear og andre efterladte føler sig svigtet og forladt, ikke kun af regeringen, men de er også ramt af den ​​offentlige apati, der er vokset mens månederne og årene er trukket ud.

I første omgang efter eksplosionen var der store protester, hvor der blev krævet retfærdighed. Det vakte håb om, at Libanons politikere kunne blive holdt ansvarlige.

Men den offentlige interesse aftog, da libanesere blev opslugt af at overleve landets økonomiske sammenbrud, og kun en håndfuld mennesker dukker nu op ved protesterne.

Men familierne til ofrene forbliver plaget af sorg.

- Vores datter var alt. De tog hende fra os, og hele vores liv blev ændret. Min datter fik fem hjerteanfald, før hun forlod os. Hun kæmpede og forsøgte at holde sig i live. Hun var kun tre et halvt år gammel. Vi vil ikke stoppe. For hende stopper vi ikke, før vi får sandhed og retfærdighed, siger Paul Naggear.

EU er bekymret og kræver at efterforskningen bliver genoptaget

Libanons økonomiske krise bliver også taget alvorligt af EU, der er yderst bekymret over den alvorlige økonomiske krise og dens indvirkning på alle Libanons sårbare befolkningsgrupper.

Den nationale valuta har mistet næsten hele den værdi, den havde før krisen. Ifølge EU lever fire ud af fem libanesere nu i fattigdom, og elektricitet er kun til rådighed lejlighedsvis. Og situationen er kun blevet forværret af covid-19-pandemien og fødevare- og energikrisen som følge af den russiske aggression mod Ukraine.

EU kræver også af hensyn til retfærdighed og ansvarlighed, at de libanesiske myndigheder tillader, at den undersøgelse af eksplosionen i 2020, som gentagne gange er blevet hindret og forsinket, genoptages og giver resultater, uden at blande sig i den.

De har blod på fingrene

For Muhieddine Ladkani, hvis far, Mohammed, blev dræbt, har tiden stået stille siden den 4. august 2020.

Da de hørte de første eksplosioner fra havnen, tog hans far familien med ind i deres lejligheds entré i den tro, at det ville være sikkert, da der ikke var vinduer.

Blækket på fingrene på de vælgere, der stemte på dem, er ikke blæk, det er ofrenes blod

Muhieddine Ladkani, Beirut

Men eksplosionen rev hoveddøren af ​​hængslerne og et skab ramte hans far, der døde en måned efter af sine kvæstelser.

Muhieddine Ladkani fortæller, at hans familie stadig ikke kan tale om den dag.

Ved valget i maj opfordrede Muhieddine Ladkani sine landsmænd til at tage hensyn til ofrenes familier og ikke stemme på de politikere, som var blevet sat i forbindelse med eksplosionen.

- De, der stemte på de politikere, der er sigtet i katastrofen, er også ansvarlige for min fars død. Blækket på fingrene på de vælgere, der stemte på dem, er ikke blæk, det er ofrenes blod, slutter Ladkani.