Hedebølger hærger verden – i USA anklages kurerfirma for at sende medarbejdere i døden
Endnu en sommer med ekstrem varme er tydeligt forbundet med klimaforandringer, siger TV 2s meteorolog.
Ekstreme hedebølger rundt om i verden fylder også denne sommer i medierne – ikke mindst i USA, hvor der nogle steder er målt mere end 50 grader.
Flere stater, heriblandt Texas og Oklahoma, har slået varmerekorder, og det skaber deciderede livstruende situationer for de ansatte i USA’s største kurerfirma, UPS.
Sådan lyder opråbet fra en række UPS-chauffører og deres fagforening, skriver NBC News og andre amerikanske medier.
Chaufførerne kritiserer, at UPS ikke gør nok for at sikre, at medarbejderne kan holde sig nedkølede i løbet af deres arbejdsdag og peger blandt andet på, at der stort set ikke er aircondition i firmaets varehuse og varebiler.
Det betyder ifølge chaufførerne og fagforeningen, at flere medarbejdere end tidligere bliver syge og indlagt som følge af den ekstreme varme.
- UPS har overhovedet ikke været proaktiv, når det kommer til hedebølgen, og det er nødt til at ændre sig, siger Sean M. O’Brien, præsident i chaufførernes fagforening, International Brotherhood of Teamsters.
Myndigheders officielle målinger i bilernes pakkerum har vist temperaturer på 52 grader, mens chauffører i Arizona og Florida selv har målt over 65 grader, skriver NBC News.
Her ses temperaturmålinger i USA over de seneste dage:
UPS: Vores medarbejdere er det vigtigste
NBC News har undersøgt flere tilfælde, hvor varme mistænkes at være årsag til dødsfald blandt UPS-chauffører, men der findes ikke konkrete opgørelser, der viser, hvor mange der bliver syge eller dør.
Situationen fik i sidste uge chaufførernes fagforening til at sende et offentligt brev til UPS.
Heri kræver den, at UPS øjeblikkeligt indfører en række tiltag, herunder at alle biler udstyres med ventilatorer som standard – i stedet for på anmodning fra chaufførerne – samt kølende håndklæder, bedre forsyning af vand og is, mere åndbare uniformer og ansættelse af flere medarbejdere for at reducere arbejdsbyrden.
- Ved at nægte at implementere disse sikkerhedsforanstaltninger sender virksomheden bogstaveligt talt chauffører ud for at dø i varmen, siger Sean M. O’Brien.
En amerikansk Twitter-bruger viser, hvad nogle borgere gør for at hjælpe chaufførerne i varmen:
I en erklæring fra UPS lyder det, at dets chauffører er uddannet til at arbejde udendørs og til at håndtere virkningerne af varmt vejr, og at virksomheden sørger for regelmæssig træning af medarbejdere i, hvordan man forebygger sygdom relateret til varme.
- Vores medarbejderes sundhed og sikkerhed er vores højeste prioritet, siger talsmand Matt O'Connor og uddyber:
- Vi ønsker aldrig, at vores medarbejdere fortsætter med at arbejde til det punkt, at de risikerer deres helbred eller arbejder på en usikker måde.
UPS har tidligere oplyst, at man ikke har aircondition i varebilerne på grund af de hyppige stop, og bilernes størrelse vil gøre aircondition ineffektiv.
Det samme gælder de store varehuse, hvor portene ofte står åbne.
Firmaet har ifølge NBC News dog taget skridt til at reducere varmen i bilerne ved blandt andet at installere udluftningssystemer, isolere tagene bedre mod varme og altså udlevere ventilatorer til chauffører efter anmodning.
Meteorolog: Iøjnefaldende hyppighed
Også Europa har i juni og juli oplevet ekstreme temperaturer.
Byer i blandt andet England, Portugal, Spanien og Frankrig har sat varmerekorder med temperaturer over 40 grader, mens det allernordligste Norge målte 32,5 grader.
I Danmark slog vi også en rekord, da der blev målt 35,9 grader i juli, hvilket et den højeste temperatur målt nogensinde i denne måned.
Varmen har mange steder medført ekstrem tørke og store naturbrande – her er det en video fra Texas, USA:
Og ifølge TV 2s meteorolog Sebastian Pelt er hedebølgerne langt fra ovre i USA endnu.
- I de kommende dage er der udsigt til endnu mere varme i Midtvesten og de nordøstlige stater, siger han og henviser yderligere til prognoserne for august.
De viser, at varmen fortsætter ufortrødent i flere stater. Ifølge Sebastian Pelt er der ingen tvivl om, at frekvensen, intensiteten og varigheden af hedebølgerne i USA og Europa er direkte relateret til klimforandringerne.
- Det mest iøjnefaldende er hyppigheden af hedebølgerne, der kommer år efter år. Det er det vejrfænomen, hvor sammenhængen er mest tydeligt forbundet med klimaændringerne, siger han.