Første jaguarkillinger i Randers Regnskov: - Det er kæmpestort
Dyrepasserne i Randers Regnskov havde ikke den store tiltro til hanjaguarens parringsteknik. Men de blev klogere.
Indtil nu har to små jaguarkillinger været forbeholdt deres mor og nogle få dyrepassere.
Men seks uger efter deres fødsel har killingerne for første gang forladt stalden og er gået med deres mor ud i jaguarburet i Randers Regnskov, hvor nysgerrige besøgende kan være heldige at se dem.
Killingerne er en lille sensation, for det er første gang nogensinde, at Randers Regnskovs jaguarer får unger. Og selvom dyrepasser Brian Rasmussen og hans kollegaer havde set jaguarerne parre sig i foråret, var de usikre på, om hannen kunne finde ud af det.
- Vores han er meget ung, så vi turde ikke håbe på det. Fordi det er meget svært at se, om store kattedyr er drægtige, var det først omkring 14 dage op til fødslen, at vi kunne se, at hunnen var gravid, siger Brian Rasmussen.
Se jaguarernes forsøg på at parre sig:
Overraskelsen kom i juni, da hunjaguaren fødte to killinger: en sort hun og en plettet han.
Siden har moren og hendes unger befundet sig først i fødekassen, og senere har de bevæget sig ud i stalden. I denne uge fik de to killinger så mod nok til at kravle ud i Randers Regnskovs store jaguaranlæg.
- De var ude på opdagelse i en time. Selvfølgelig under fuld observation fra deres mor, fortæller Brian Rasmussen.
Hos Brian Rasmussen og kollegaerne er begejstringen over de nye beboere stor.
- Det er kæmpestort at se killingerne, og at deres mor er så god, som hun er. Det ved man jo ikke på forhånd med førstegangsmødre, men hun har hele tiden været over dem, siger han og glæder sig over, at flere års arbejde nu bærer frugt:
- Det er megafedt at se!
De små killinger opholder sig stadig mest i stalden med deres mor, men vil i den kommende tid blive mere og mere modige og bruge mere tid i selve anlægget.
- Nu skal de bare være hos deres mor og vokse sig store og stærke. Når de så er klar, skal de videre ud i det europæiske avlssamarbejde, siger Brian Rasmussen.
Her vil en avlskoordinator beslutte, hvilken anden zoologisk have killingerne genetisk passer bedst hos.
Jaguarer lever vildt i de tropiske egne af Mellem- og Sydamerika.