GO'

17-årig kalder massivt fokus på unges trivsel for skadeligt

Anemone Camphausen frygter, at hendes generation får svært ved at klare sig i fremtiden, når så mange føler sig angste eller stressede.

Anemone Camphausen har gennem sin skoletid været gennem utallige trivselsundersøgelser.

Igen og igen har hun svaret på, om hun har følt sig stresset eller haft angst den seneste tid.

Men selvom skolen kan føles som et pres, og tankerne sommetider buldrer derudaf i hendes 17-årige hoved, så er hun ikke bekymret.

Anemone Camphausen er derimod bekymret over det massive fokus på unge menneskers trivsel, der er lige nu, og at ord som "stress" og "angst" er blevet en del af unges ordforråd til at beskrive almindelige ungdomsfølelser med.

- Ord som "stress" og "angst" bruges i flæng i mange unges hverdagssprog om det at gå i skole og være et ungt menneske. Man har selvfølgelig tanker, der hele tiden kører rundt, men det tror jeg, unge har haft til alle tider, lyder det i ’Go’ morgen Danmark’.

Uden at underkende at nogle unge mennesker reelt lider af angst eller går ned med stress, tror hun, at almindelige ungdomsfølelser bliver opfattet mere dybfølte i undersøgelserne, end de burde, og det, frygter hun, kan påvirke negativt.

Massivt fokus på trivsel

Anemone Camphausen har også delt sin bekymring over det massive fokus på unges trivsel i Berlingske.

Til avisen udtaler Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, også, at de mange trivselsundersøgelser kan have en forstærkende effekt:

- Det tyder på, at unge i højere grad aftabuiserer at have det psykisk dårligt. De bliver spurgt ind til deres trivsel meget mere end tidligere, og når de kan læse alle vegne i aviser og på nettet, at unge har det svært, bliver de mere åbne for selv at begynde at sige, at de har det skidt.

Når man taler rigtig meget om de negative følelser, så bliver man også let revet ned i det

Anemone Camphausen, gymnasieelev

Anemone Camphausen mener, at det kan være med til at plante en tanke hos unge om, at noget er galt, når de konstant præsenteres for begreber som ”angst” og ”stress” både på nettet og i trivselsmålinger.

- Jeg tror, man skal passe på med at prøve at ruske frem i unge mennesker, at der skal være noget galt. Det er som om, at vi næsten bliver spurgt uopfordret om, hvad der er galt, lyder det.

Vender det til noget positivt

Anemone Camphausen mener ikke, at man skal stoppe med at tale om unges trivsel. Hun synes, det er en positiv udvikling, at unge, der har det svært, kan tale mere åbent om det.

Det må bare ikke fylde alt, hverken i medierne eller blandt de unge, mener hun.

- Når man taler rigtig meget om de negative følelser, så bliver man også let revet ned i det, og så bliver alt negativt.

Når voksenlivet banker på døren, kan det være svært at klare sig

Anemone Camphausen, gymnasieelev

Selv prøver Anemone Camphausen at fokusere på det positive og acceptere, at det er menneskeligt også at have de svære tanker eller være presset over skolearbejde i perioder.

Men det betyder ikke, at hun hverken har stress eller fejler noget psykisk.

Tværtimod, lyder det.

- Det kan godt være, at jeg er stresset lige nu, men det er bare ensbetydende med, at jeg går på en uddannelse, jeg går op i, og hvor jeg bliver klogere, og så må jeg gøre noget, der gør mig glad bagefter.

Frygter fremtiden

Anemone Camphausen frygter, at hendes generation i for høj grad dyrker de svære følelser, men også at unge i for høj grad accepterer at have det dårligt uden at forsøge at få det bedre.

Det vil nemlig gøre fremtiden svær for dem, mener hun.

For når en så stor del af en generation føler sig angste og stressede, kan hun ikke se, hvordan de skal kunne komme ud i samfundet og på arbejdsmarkedet som den næste generation.

- Når voksenlivet banker på døren, kan det være svært at klare sig. Man skal kunne virke i mange sociale sammenhænge, hvor man ikke kan gemme sig bag det at have det dårligt, lyder det.

Se hele interviewet med Anemone Camphausen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY