Coronavirus

Smitsom coronavariant fundet i Danmark – risiko for ny bølge

Varianten er fundet hos en dansker, som har opholdt sig i Sydeuropa.

Der er fundet et tilfælde af undervarianten til Omikron, BA.2.75, i Danmark. Det bekræfter Søren Alexandersen, som er faglig direktør hos Statens Serum Institut, over for TV 2.

Varianten er fundet hos en dansker, som har opholdt sig i Sydeuropa, og den er registreret i Danmark tirsdag.

BA.2.75 har spredt sig i Indien, hvor den har vakt opsigt på grund af dens hurtige smitteevne.

Fra at have udgjort to procent af alle coronasmittede i Indien 12. juni, udgør den nu 23 procent af alle covidsmittede i Indien.

Den er desuden registreret i Japan, Tyskland, Storbritannien, Canada, USA, Australien og New Zealand.

WHO har sat BA.2.75 på listen over varianter, der overvåges, og også SSI holder øje med den.

Kan resultere i ny bølge

Søren Alexandersen understreger, at der ikke er nogen grund til at tro, at varianten skulle være mere alvorlig end tidligere varianter af Omikron.

- Men det er selvfølgelig klart, at når der kommer en ny subvariant, og den kan sprede sig, som vi ser i Indien og andre lande, så skal vi selvfølgelig holde særligt øje med den.

Ifølge den faglige direktør er der en risiko for, at varianten kan resultere i en ny bølge. Han kan ikke sige noget om risikoen for, at BA.2.75 bliver den dominerende variant i Danmark, men han fortæller, at den er "en kandidat blandt flere".

- Virus ændrer sig jo løbende, og det kan i nogle tilfælde være nok til, at den kan sprede sig igen. Og det er måske det, vi ser her.

Antistoffer virker knap så godt

Søren Alexandersen fortæller, at der er en række mutationer i BA.2.75, som muligvis kan føre til, at nogle af antistofferne fra vacciner og tidligere smitte virker mindre godt.

- Der er i hvert fald én mutation i varianten, som gør, at de antistoffer, vi allerede har bygget op, virker knap så godt som mod de tidligere varianter.

Sundhedsministeriet skriver på Twitter, at det er uklart, om BA.2.75 er mere smitsom end andre varianter, samt hvorvidt varianten giver et mere alvorligt forløb end BA.5, som aktuelt er den dominerende.

De skriver desuden, at det er uvist, om den vil udkonkurrere BA.5 i Danmark.

Hos SSI holder de i øjeblikket øje med omkring 30 undervarianter, og BA.2.75 er én af dem, som der bliver holdt et særligt øje på.

Også internationalt holder virologer og sundhedseksperter øje med smitteudviklingen. Her understreges det over en bred kam, at det er for tidligt at være bekymret for den nye variant, da der er mangel på kliniske data.

- Det er for tidligt at drage konklusioner, men det ser ud som om, at den smitter eksponentielt i Indien. Om den vil kunne udkonkurrere BA.5, må vi se over tid, siger Matthew Binnicker, der er klinisk virolog på Mayo Clinic i Rochester, Minnesota.

BA.5 er både den dominerende variant i Danmark, resten af Europa og USA i øjeblikket.