GO'

Dansker sender 3000 måltider til fronten i Ukraine hver dag

Johan Høeg Hansen fortsætter sit arbejde i Ukraine, selvom arbejdet allerede har kostet en kollega livet.

Det var tidligt morgen, da Johan Høeg Hansen hørte et ordentligt brag 24. februar.

300 meter fra hans hjem i Kyiv havde et missil slået ned, og det var nu sikkert, at russerne var ved at invadere landet.

Han fik hjulpet sin kæreste, hendes familie og en håndfuld danskere ud af Ukraine, men han valgte selv at blive.

- Der er en dyb, dyb følelse i mig, som gør, at jeg er nødt til at reagere. Jeg har en evne til at træde til, når der er behov, og det er ekstremt svært for mig ikke at gøre noget, fortæller han i ’Go’ morgen Danmark’.

Med hjælp fra sit netværk fik han stablet nødhjælpsorganisationen Ukraine-Denmark Humanitarians på benene, der kører mad og medicin ud til fronten.

- Vi leverer færdiglavede måltider. Vi producerer 3000 måltider om dagen, som vi kører ud til frontlinjen. Der skal bare tilføjes varmt vand, så kan de spise det, forklarer han.

Et farligt arbejde

Johan Høeg Hansen er lige nu hjemme i Danmark i tre uger for at samle kræfter, inden turen snart går tilbage til Ukraine.

Han har tidligere været udsendt som soldat, men ukrainerne har gjort et stort indtryk på ham.

- Ukrainerne er et ekstremt stolt folkefærd, og jeg har aldrig mødt så modige og så stolte mennesker, som uden nogle som helst forbehold træder til. Det er mennesker, som vil kæmpe for deres land til døden, lyder det.

Johan Høeg Hansen er konstant i kontakt med indenrigsministeriet, som oplyser, hvor behovet for nødhjælp er størst, og så kører de derud. Det kan både være byer, som russerne har forladt, byer, som er under angreb, og byer, som russerne er på vej til.

Tidligere har han også kørt ambulance som frivillig ved fronten, men efter at de blev angrebet, har han lovet sine børn at stoppe, fortæller han.

- Den 24. marts blev vi ramt af russiske mortergranater, og vi mistede en kollega i den forbindelse. Jeg blev permanent høreskadet, og jeg fik en kraftig hjernerystelse.

”Lad være med at glemme Ukraine”

Når Johan Høeg Hansen vender tilbage til Ukraine, ved han, at det er mennesker, der har mistet deres hjem, deres job og deres indtægt, der venter ham.

- Det er mennesker i nød, det er bange mennesker, det er mennesker, der ikke har råd og ikke formår at forlade deres land, lyder det.

Og selvom krigen ikke længere fylder lige så meget i medierne, så kæmper ukrainerne stadig mod russerne.

Derfor kommer han også med en opfordring:

- Lad være med at glemme Ukraine. Danskerne har været en af de nationer, der har gjort allermest per indbygger. Fortsæt med arbejdet, lad være med at stoppe.

Se interviewet med Johan Høeg Hansen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.