Over 700 menes at være smittet med coronavirus på Roskilde Festival
Trods den stigende smitte har sundhedsministeren udtalt, at regeringen ikke forventer nogle restriktioner hen over sommeren.
Antallet af personer, der menes at være smittet med coronavirus på enten Roskilde Festival eller i forbindelse med Tour-arrangementer, stiger.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS, til TV 2.
Ifølge opdaterede tal er der siden fredag konstateret yderligere 113 smittetilfælde, der kan knyttes til festivalen. Dermed oplyser 706 borgere nu, at de mener at være smittede med coronavirus i forbindelse med dette års Roskilde Festival.
For Tour de France-arrangementer på tværs af landet er der siden fredag oplyst 53 nye tilfælde, hvilket samlet giver 249 smittede, der formoder at være blevet smittet til et Tour de France-arrangement.
Kan være mørketal
Til TV 2 oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed yderligere, at data for, hvor de smittede mener at have fået virussen stammer fra henholdsvis en selvbetjeningsløsning, hvor formodede smittekilder kan oplyses samt fra samtaler mellem borgere og smitteopsporingen.
Derfor er der også tale om såkaldte minimumstal.
- De data, vi har, er minimumstal, da befolkningen ikke længere bliver testet regelmæssigt. Der er helt sikkert mørketal og flere smittede, end vi har oplysninger om, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed til TV 2.
Restriktioner er ikke på tegnebrættet
De stigende smittetal taler ind i en større tendens landet over.
Ifølge Statens Serum Instituts (SSI) seneste tendensrapport om corona, som blev udgivet i sidste uge, steg antallet af coronasmittede personer fra uge 25 til 26 steg med 27 procent.
Dog understreger Statens Serum Institut, at antallet af indlagte på sygehusene med en positiv coronatest kun er steget med 9 procent.
Trods den stigende smitte har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tidligere sagt, at regeringen ikke forventer nogle restriktioner hen over sommeren.
Dog kan særligt udsatte grupper lige nu få fjerde stik med coronavaccine. Plejehjemsbeboere og andre sårbare kan forvente at blive tilbudt vaccinen fra 15. september.
Danskere over 50 år kan booke tid fra 1. oktober.