GO'

Solomor fødte datter i 24. uge: - Jeg frygtede, vi aldrig ville komme hjem

Rikke Dannemann var indlagt på Rigshospitalet i mere end et halvt år, inden hun kunne tage sin datter med hjem.

Da Rikke Dannemann var gravid i 24. uge, blev hun ramt af en svær svangerskabsforgiftning, og lægerne så ikke andre muligheder end at foretage et akut kejsersnit.

- Min krop var dybest set ved at stå af. Lægerne var så bange for, at min krop ikke kunne klare mere, så de blev nødt til at tage hende ud. Det var det sikreste for både hende og for mig, fortæller hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Eva, som hendes datter hedder, blev med det samme kørt hen på neonatalafdelingen med Rikke Dannemanns mor, da hun selv var for syg til at komme med.

De næste ni timer så hun ikke sin nyfødte pige. Hun fik kun nogle få opdateringer fra sin mor, der løb frem og tilbage mellem Eva og Rikke Dannemann, fortæller hun.

- Jeg vidste jo, at jeg havde født en lille pige, men jeg vidste ikke, hvordan hun så ud. Jeg havde ikke hørt hende hverken græde eller skrige. Jeg havde dybest set ikke nogen idé om, hvordan hun havde det.

Solomor på neonatal

Det næste halve år var Eva og Rikke Dannemann indlagt på Rigshospitalet i København. En tid, der blev dokumenteret i TV 2-programmet, 'Mit lille liv'.

Og som solomor stod hun alene med de mange op- og nedture, som indlæggelsen indebar.

Rikke Dannemann forsøgte hele tiden at se de små milepæle, som Eva nåede, men de blev konstant slået tilbage til nul, og hun var bange for at miste hende.

- Det var liv og død. Der var en konstant frygt for, at vi aldrig nogensinde kom hjem sammen, siger hun.

Nu kan vi gå side om side med vores små piger

Rikke Dannemann, studerende

Som mange andre for tidligt fødte børn kæmpede Eva med en lungesygdom, som betød, at mor og datter var isolerede meget af tiden.

Og selvom det havde været rart for Rikke Dannemann at have en, der var lige så engageret i Eva som hende selv, tænkte hun ikke meget over det dengang.

Besøg fra veninde

Midt i indlæggelsen og isolationen med Eva kom der dog et særligt højdepunkt.

Rikke Dannemanns veninde Sara Jørgensen kom nemlig på besøg på hospitalet.

Det var et meget følelsesladet øjeblik, de to havde dengang. Og det fortsatte, da Rikke Dannemann fik en uventet hilsen fra Sara Jørgensen i ’Go’ morgen Danmark’.

- Du har vist så uendelig meget styrke. Eva er så kanonheldig at have dig som mor, og jeg er så sindssygt stolt af dig, lød det.

De to har kendt hinanden i mange år, og deres venskab er blevet mere specielt, efter at Eva kom til verden. Sara Jørgensen blev også mor til en lille pige næsten samtidig med Rikke Dannemann.

- Det er en drøm, jeg tror, vi begge to har haft i mange år – at få børn så tæt på hinanden. At det så skete, at vi nu kan gå side om side med vores små piger, det er bare virkelig dejligt, fortæller hun.

En lille superstjerne

Eva er i dag ni måneder gammel, og hun udvikler sig dag for dag.

Det går bedre med hendes lungesygdom, og selvom hun skal passes på, har hun det rigtig godt, fortæller Rikke Dannemann.

- Jeg er rigtig stolt af hende og af, at hun bare klarer alt som en superstjerne. Det er helt vildt, hvad sådan et lille menneske kan overkomme og stadig være glad og ville livet så meget.

Se hele interviewet med Rikke Dannemann i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.