Psykolog og parterapeut er enige – det er alvorligt, hvis disse ti ting sker i dit forhold
Hvad er røde flag i et forhold? Og hvilke skal du reagere på omgående? Det svarer en parterapeut og en psykolog på i denne artikel.
Emmi Friis husker tydeligt den aften, hvor det hele kulminerede.
Hun lå i sengen, og hendes kæreste sad i fodenden. De havde dannet par on-off i nogle år, men på det seneste havde hun følt, at noget var helt galt.
- Vi skulle til at sove, og så vendte han sig om mod mig og sagde: "Har du nogensinde overvejet at kvæle et andet menneske, mens de sover, og så se deres reaktion, når de vågner, og livet langsomt siver ud af øjnene på dem?", husker Emmi Friis, der er med i TV 2 PLAYs nye dokumentar '518 piger'.
Emmi Friis stivnede og så det hele udefra.
Pludselig kunne hun se en masse røde flag, der vajede om hende i deres forhold – og det havde de gjort længe.
I programmet '518 piger' oplevede Emmi Friis og flere af de andre medvirkende at se røde flag eller faresignaler i deres relation til krænkeren. Men hvornår er et rødt flag noget, der kan arbejdes på i et forhold, og hvornår er det noget, som kan risikere at ødelægge dig og dit liv?
Klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann har lavet en liste over ti ting, som kan være et rødt flag. Hun understreger, at røde flag ikke altid betyder, at man skal ende forholdet med det samme, og at ingen forhold er perfekte.
- Det handler om, i hvor høj grad de her ting er til stede i forholdet. Og nogle røde flag er "værre" end andre. Nævner ens nye partner for eksempel en enkelt dårlig ting om sin ekskæreste, er det selvfølgelig noget andet, end hvis vedkommende holder et fire timer langt oplæg, hvor han eller hun sviner ekskæresten til.
Røde flag skal ifølge eksperten opfattes som opmærksomhedspunkter. Hvis man oplever mange røde flag i sit parforhold, så kan det være en god idé at se nærmere på, om det er en sund relation.
Nedenfor kommer Maj Wismann med ti ting, som du kan se efter, når du indleder en relation, eller hvis du allerede er i et forhold.
Hvad skal man gøre, hvis man oplever røde flag i sit forhold? Artiklen fortsætter med svaret efter listen.
Psykolog Malene Hollmann bakker op om Maj Wismanns ti røde flag. Derudover peger hun på nogle andre ting, som hun tit ser i sit arbejde med par og singler, der dater.
Hun peger på, at en god indikator for en usund relation er, hvis man neutralt fortæller flere i ens netværk om de ubehagelige oplevelser i parrelationen, og de alle reagerer kraftigt med for eksempel: "Det er løgn! Sagde han/hun det til dig?" eller "Det lyder fuldstændig vanvittigt!".
En anden indikation for et usundt parforhold kan ifølge psykologen også være "når-så-fælden".
Hvis du begynder at lave undskyldninger for din partner ved for eksempel at sige, "når bare han/hun ikke er så presset på arbejde, så begynder han/hun at behandle mig bedre" eller "når bare hans/hendes eks bliver sødere ved ham/hende, så bliver vores forhold nok også bedre".
- "Når-så-fælden" er et kæmpe rødt flag, fordi det peger tilbage på, at man udsættes for noget, der ikke er okay. I stedet for at sige fra og overveje forholdet, hvis den anden ikke vil ændre adfærd, kommer man til at leve i en ønsket virkelighed, som er yderligere nedbrydende, siger Malene Hollmann.
Hvad skal man gøre?
Du skal tale med din partner og sige, at der er nogle ting, der ikke er ok med dig.
- Hvis han eller hun ikke er åben for både at tale om det og at arbejde på det, eller hvis nogle af de røde flag bliver brugt imod dig – at dine følelser for eksempel bliver gjort forkerte – så skal du tage benene på nakken, også selvom det er svært, siger Malene Hollmann og fortsætter:
- Så simpelt er det faktisk, selvom det tit er svært at gå fra et nedbrydende forhold, fordi man netop bliver nedbrudt og føler sig svag. Det er svært at se klart, mens man står i det.
Der sker det i et utrygt forhold, at ens dømmekraft bliver nedbrudt.
- Pludselig er du ikke længere sikker på, om det er dig, der tager fejl, siger Malene Hollmann.
Men du tager ikke fejl, mener eksperten.
- Hvis du oplever igen og igen, at din partner ikke gør dig tryg, og der ikke er lydhørhed, handling og positiv forandring, så fortjener du bedre.
Emmi Friis endte med at slå op med kæresten dagen efter oplevelsen fra starten af artiklen. Hun kunne ikke længere se sig selv i forholdet, og det var gået op for hende, at det havde hun ikke kunnet i lang tid.
Nogle år efter blev ekskæresten anklaget og dømt for at have hacket sig til oplysninger og private billeder af over 518 piger og kvinder. Emmi Friis var en af de forurettede.
Befinder du dig i et psykisk eller fysisk voldeligt forhold, kan du kontakte en gratis rådgivningslinje som for eksempel levudenvold.dk. Her kan man få en snak døgnet rundt, og det er muligt at være anonym. Pårørende kan ligeledes ringe.