USA advarer Rusland efter trussel mod Litauen
USA sender et tydeligt budskab til russerne, siger ekspert.
USA advarer nu Rusland om, at landet risikerer et angreb fra NATO-alliancen.
Det sker, efter at russerne har truet Litauen med en "praktisk" og "ikke-diplomatisk" straf for at indføre sanktioner, der har ramt den russiske eksklave Kaliningrad.
- Litauen er medlem af NATO-alliancen. Vi står fast ved de forpligtelser, der er i NATO. Det indebærer selvfølgelig også artikel 5, lød det fra Ned Price, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, tirsdag.
Artikel 5 er NATO's musketered, der forpligter alle medlemslande til at forsvare hinanden, hvis de bliver angrebet. Og den artikel er ”klædt i panser”, siger Ned Price.
Selv om melding kan virke unødigt dramatisk eller ligefrem overflødig, er den særdeles nødvendig, mener Jørgen Meedom Staun, lektor i international politik ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.
- Det er for at sige meget tydeligt til Rusland, at hvis man presser sig over grænsen til Litauen, er det at betragte som et angreb på NATO og også USA, siger han.
- Parterne vil ikke i krig med hinanden, men potentielt set er det en ret sprængfarlig situation, lyder det.
Praktisk og symbolsk betydning for Rusland
Den dramatiske udvikling begyndte med, at Litauen tirsdag standsede russiske transporter af blandt andet kul, metaller, byggematerialer og avanceret teknologi mellem Rusland og Kaliningrad, der ligger som en eksklave ved Østersøen uden landforbindelse til selve Rusland.
Transporterne er hidtil foregået med tog gennem Litauen, der er den mest direkte vej mellem de russiske territorier, men de kan ifølge EU ikke længere tillades.
Den russiske regering har kaldt det ”absolut uacceptabelt”, ”i strid med international lov”, og udenrigsministeriets talskvinde er gået endnu videre og har advaret om, at konsekvenserne for Litauen ”ikke vil blive diplomatiske, men praktiske”.
Den skarpe russiske protest har fået den litauiske ledelse til at understrege, at landet ikke handler alene, men efter fælles aftale i EU.
- Vi implementerer de sanktioner, der er blevet iværksat af EU, og det har intet at gøre med de bilaterale forhold mellem Rusland og Litauen, siger præsident Gitanas Nauseda ifølge Reuters.
Ud over den praktiske betydning af sanktionerne for Rusland er der også en stor symbolsk betydning i, at landet med stormagtsambitioner bliver forhindret i at forsyne en del af sit territorium, siger Jørgen Meedom Staun fra Forsvarsakademiet:
- Forestil dig, at USA blev forhindret i at komme til en eksklave i Mexico - ville man finde sig i det? Skal man så bare køre igennem og se, om Mexico vil skyde på dem? Det er et strategisk spørgsmål med mange følelsesmæssige problematikker indeni.
"Farlige retoriske lege"
Hvad der ligger i den russiske trussel om ”praktiske", vides endnu ikke, men den litauiske præsident siger videre, at landet ”er klar og forberedt på en eller anden form for uvenlig handling fra Ruslands side”.
Han spekulerer i, at Rusland kan finde på at afkoble Litauen fra et fælles net, der forsyner de baltiske lande med russisk strøm. I givet fald vil Litauen så hente sin strøm i EU, siger han.
Ifølge lektor Jørgen Meedom Staun er det godt, at USA er meget tydelig i sin kommunikation over for Rusland.
- For hvis det her er en rød linje for USA, er det godt at melde det ud klart og tydeligt, så vi ikke kommer i krig med hinanden på grund af utydelighed.
Den amerikanske snak om at komme Litauen til undsætning militært fik onsdag den russiske viceudenrigsminister, Sergei Ryabkov, til at "advare europæere mod farlige retoriske lege”.