Trump-tilhængere truede valgtilforordnede og deres familier

Republikaner fortæller under høring, at han blev truet af Trump-tilhængere, som ville omstøde valgresultat.

Tilhængere af Donald Trump truede amerikanske valgtilforordnede og deres familier, efter at de nægtede at hjælpe den afgående præsident med at underkende hans nederlag ved valget i 2020.

Det fortæller embedsmænd tirsdag under en høring i det kongresudvalg, der undersøger et dødeligt stormløb mod Kongressen 6. januar sidste år.

Under dagens høring er der især fokus på statsansatte, som blev kontaktet af Donald Trump og Det Hvide Hus i præsidentens forsøg på at omstøde valgresultatet.

Det er den fjerde af mindst seks offentlige høringer, som udvalget på i alt ni medlemmer holder i juni.

Høringerne er kulminationen på en årelang undersøgelse af angrebet, hvor tusindvis af Trump-tilhængere stormede USA's Kongres, da vicepræsident Mike Pence var mødtes med medlemmer af Kongressen for formelt at godkende demokraten Joe Bidens valgsejr.

Modtog flere end 20.000 mails

Republikaneren Rusty Bowers, som er formand for Repræsentanternes Hus i delstaten Arizona, fortæller tirsdag, hvordan han og hans ansatte blev chikaneret af Trump-tilhængere.

- Vi modtog flere end 20.000 e-mails og titusindvis af telefonsvarerbeskeder og sms'er. Vi var ude af stand til at arbejde eller i hvert fald kommunikere, fortæller han under høringen.

Ifølge Bowers fortsatte chikanen med demonstrationer foran hans hus og konfrontationer med naboer. Selv da hans datter var alvorligt syg, fortsatte truslerne og fornærmelserne.

- Det var foruroligende, det var meget foruroligende, siger Rusty Bowers.