GO'

Tre danskere i kritik af Instagram efter hacking: - Der er ingen hjælp

Politisk chef i Meta erkender, at der er plads til forbedringer, men opfordrer brugere til at lave to-trinsgodkendelse og en bedre kode.

Janni Pedersen, der er vært på TV 2-programmet ’Go’ aften LIVE’, fik for en måned siden hacket sin Instagram-profil.

Via TV 2 fik hun hurtigt hjælp, men siden har tv-værten fået et hav af henvendelser fra danskere, som ikke har fået samme hjælp.

En af dem er Michelle Malou Jørgensen.

Lige som Janni Pedersen fik hun en mail, hvor der stod, at hun skulle verificere telefonnummer og mailadresse. Desværre var mailen et fupnummer.

Det var ikke Instagram, der havde sendt den, og kort efter modtog Michelle Malou Jørgensen en mail om, at hun kunne købe sin egen profil tilbage for 3000 kroner.

- Han bliver ved med at afpresse mig hver dag i lang tid. Jeg forsøger at skrive ti mails til Instagram hver dag de første 30 dage, og jeg får ingen respons overhovedet, fortæller hun i ’Go’ aften LIVE’.

Instagram lykkes med at åbne Michelle Malou Jørgensens profil igen, men den satte hackeren sig også på, og han brugte profilen til åbenlyst at afpresse hende.

Det får hende nu til at kritisere Meta, der står bag Instagram.

- Jeg har lavet seks videoselfies hver dag i 14 dage, og jeg har ikke andet end selfies på min Instagram, og den afviser mig hver gang og siger, at det ikke er mig på profilen. Hvad er det, jeg skal gøre mere?, spørger hun.

Se hele indslaget med Michelle Malou Jørgensen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY

Plads til forbedringer

Martin Ruby, der er politisk chef for Meta i Norden, mener, at virksomheden, der står bag Instagram og Facebook, grundlæggende gør det godt.

Dog erkender han også, at der er plads til forbedringer.

- Det er svært, når vi har over tre milliarder brugere at lave en eller anden form for hotline for dem, så de kan få al den hjælp, de skal bruge på det rette tidspunkt, lyder det fra Martin Ruby.

Det er dybt frustrerende, og jeg er gal og sur

Henrik Andersen, direktør i Hjørring Revyen

Hvorfor har I ikke en kundeserviceafdeling? I tjente 259 milliarder sidste år. Der burde være penge til en kundeservice også?

- Det er svært at lave en hotline, som alle kan bruge, fordi det vil betyde, at folk vil bruge den til alt muligt. Min gamle mor vil nok komme til at bruge den, hvis hendes iPad driller.

Sådan undgår du at blive hacket

Hav separat e-mail: Hvis du driver virksomhed på din Instagram-profil, så sørg for at have en separat e-mailadresse, som ikke er tilknyttet andet.

Opdater kode: Opdater dit password ofte, og brug ikke samme password flere steder.

Sikkerhedsindstillinger: Udnyt Instagrams forskellige muligheder under fanen, der hedder 'sikkerhed', så man gør sin profil mere sikker.

Totrinsgodkendelse: Få installeret totrinsgodkendelse, som man eksempelvis kender det fra banken.

Kilde: Henriette Brandstrup, cybersikkerhedskonsulent

Hvorfor kan Michelle Malou Jørgensen ikke få hjælp, når Janni kunne få meget hurtig hjælp?

- Janni har jo en god IT-afdeling, og det kan være sværere for den enkelte bruger derude, men man skal huske på, at hver gang der er en bruger, der ikke har fået ordentlig hjælp, så er der hundreder og hundreder, der får hjælp, siger Martin Ruby.

Ifølge Martin Ruby er der rigtig mange hackere lige nu, der konstant ændrer deres metoder. Derfor kan det være let at hjælpe nogle brugere, mens det kan være mere kompliceret, at hjælpe andre, lyder det.

Har mistet 12.000 kroner

Tina Aarosin Lassen, der er dance fitness-instruktør, og Henrik Andersen, der er direktør i Hjørring Revyen, kender også til frustrationen over at blive hacket på sociale medier.

Tina Aarosin Lassen blev kontaktet af en ”kollega”, som hun sendte sit telefonnummer og et screenshot til, mens Henrik Andersen fik en mail om, at en anden forsøgte at logge ind på hans profil fra Vietnam.

Henrik Andersen var torsdag med på en online forbindelse. Video: Julie Tantholdt

Fordi han administrerer Hjørring Revyens Facebook-side, fik hackeren også adgang til hans kontooplysninger, og Henrik Andersens kort blev brugt til at betale for udenlandske annoncer til 12.000 kroner.

- Det er dybt frustrerende, og jeg er gal og sur, og jeg har haft søvnløse nætter, og det har resten af min familie også, fortæller han i ‘Go’ aften LIVE’.

Ifølge Michael Andersen, der er såkaldt data-gidselforhandler, findes der mange frustrerede danskere, som har fået deres profiler hacket.

Han mener heller ikke, at Meta lever tilstrækkeligt op til deres ansvar.

Der være nogle løsninger, hvor det kan gøres nemmere

Michael Andersen, data-gidselforhandler

Han opfordrer derfor selskabet til at finde en mere overskuelig måde at få hjælp på for brugerne, der betaler med data, sponsoreret indhold og reklameindtægter.

- Det er meget uoverskueligt, selv for mig. Der være nogle løsninger, hvor det kan gøres nemmere. Om det er en hotline, eller om det er en privatisering, lyder det fra Michael Andersen.

Skru op for sikkerheden

Martin Ruby erkender, at Meta endnu ikke har ”knækket nødden”, når det kommer til hackere, men han mener også, at folk selv har et ansvar for deres sikkerhed.

- Når de bliver hacket, er det meget sjældent, at de bliver hacket på vores platform. Det er oftest via mailen. Og fordi de ikke har tofaktor-verifikation slået til, og har de samme dårlige kodeord alle steder, så ender det med, at de kan overtage dine sociale medieprofiler, siger han.

Jeg er enig i, at tofaktor-verifikation er vejen frem

Michael Andersen, data-gidselforhandler

Michael Andersen er delvist enig i Martin Rubys svar.

- Jeg er enig i, at tofaktor-verifikation er vejen frem, men når vi kigger på hacking i dag, så foregår det meste ved, at vi bliver manipulerede, slutter han.

Se hele interviewet med Martin Ruby i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY