GO'

Pludselig stod de på altanen og sang for Obama: - Det var surrealistisk

Koret UngKlang troede, at det var for sjov, da Obama spurgte, om de ville synge for ham.

Pigekoret UngKlang var mødtes søndag for at øve sig til sommerens koncerter.

I lejligheden på Kongens Nytorv, hvor flere af korsangerne bor sammen, havde de ladet altandøren stå åben i håbet om at få et glimt at den tidligere præsident, som, de godt vidste, boede på Hotel d’Angleterre overfor.

Pigekoret Ung Klang afholdt tilfældigvis prøve samtidig med at den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, blev sneget ud af Hotel D'Angleterre. Koret sang 'I Danmark er jeg født', hvilket den tidligere præsident syntes lød 'fantastisk'. Video: Maria Camila Lund Frederiksen

Pludselig kunne de høre en masse postyr ude på gaden, og pigerne skyndte sig ud på altanen, hvor de så Barack Obama komme op fra en kælder.

- Han kigger op på os og spørger: ”What are you doing?”. Der svarer vi bare i kor: ”We are singing”, fortæller Agnes Haugland i ’Go’ morgen Danmark’, og Martha Gislinge fortsætter:

- Så står han og siger: ”Let me hear”.

Så går jeg bare i gang med ’I Danmark er jeg født’

Agnes Haugland, sanger i UngKlang

Martha Gislinge og de andre fra koret troede først, det var en joke, men da han blev stående, begyndte Agnes Haugland at synge.

- Så går jeg bare i gang med ’I Danmark er jeg født’, og så stemmer de andre ind, fortæller hun.

Surrealistisk oplevelse

Da koret havde sunget de sidste ord i verset, klappede og udbrød Barack Obama:

- It was fantastic.

Og på altanen var der en elektrisk stemning.

- Vi stod alle sammen bagefter og rystede og hoppede og skreg, fordi det var så surrealistisk, forklarer Agnes Haugland.

Hvad var det for en oplevelse at synge foran Barack Obama?

- Det er ikke noget, man oplever hver dag. Hvis vi havde vidst, at vi skulle synge for ham, kunne man have gået og været nervøs flere uger op til, men fordi det lige skete på fem sekunder, så skulle man bare være i det og gøre det, siger Agnes Haugland.

- Og ikke lige grine for meget og ryge ud af den, tilføjer Martha Gislinge.

”Approved by Obama”

UngKlang består af ni veninder, der synger sammen i deres eget ensemble.

Men at de skulle komme til at synge for den tidligere præsident var på ingen måde planlagt eller noget, de nogensinde havde drømt om.

Deres optræden er allerede blevet set mere end 400.000 gange på 24 timer på sociale medier, og flere medier har skrevet om begivenheden.

Og det er noget, de tager med sig.

- Vi er "approved by Obama" nu, slutter Agnes Haugland.

Se hele interviewet med Agnes Haugland og Martha Gislinge i Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY