Samfund

Instruktører kæmpede med at få børn – nu håber de, at Netflix-serie kan bryde tabu

I Netflix-serien 'Skruk' vælger fertilitetslægen Nana at bryde ind i en sædbank og inseminere sig med sin ekskærestes sæd.

Da Nikolaj Feifer en jul besøgte sine barndomsvenner i Aarhus, blev han noget overrasket.

Han var i slutningen af sine 20'ere, og hvert år havde en ny i vennegruppen fået børn. Det hele så ud til at gå let for dem.

Det er meget sårbart, at her er der noget, jeg ikke kunne

Nikolaj Feifer, instruktør

Det var først, da Nikolaj Feifer selv fortalte, at han var begyndt i fertilitetsbehandling, at det kom frem, at halvdelen af hans vennegruppe havde været igennem det samme som ham for at få børn.

Alligevel havde de aldrig talt om det.

- Det var overraskende for mig, for vi plejede at have en åben dialog om alt muligt, så hvorfor kunne vi ikke snakke om det her? spørger Nikolaj Feifer.

Sammen med instruktør Amalie Næsby Fick er han nu aktuel med Netflix-serien 'Skruk', hvor vi følger 37-årige Nana, der arbejder på en fertilitetsklinik. Begge instruktører har nemlig selv fået børn gennem fertilitetsbehandling.

Nu håber de, at serien kan være med til at bryde det tabu, som de selv oplevede. Og starte den samtale, som åbenbart kan være så svær.

Griber til desperate løsninger

I serien møder vi fertilitetslægen Nana, der finder ud af, at hun er ved at løbe tør for æg, og derfor er på vej til at blive ufrugtbar.

Udsigten til måske ikke at kunne få børn får hende til at gribe til desperate løsninger. Hun møder sin ekskæreste og finder ud af, at han har leveret sæd i sædbanken ved siden af. Og i en kolossal brandert bryder hun ind på sædbanken, stjæler den og inseminerer sig selv.

Nu skal hun finde ud af, hvordan hun skal forklare sin graviditet og vinde sin ekskæreste tilbage.

Anmelderne har kaldt serien for "den bedste danske komedieserie i årevis" og et bevis på, at dansk tv-dramatik kan måle sig med verdens bedste. Nana spilles af Josephine Park, der er kendt for at have spillet veninden Jose i DR-serien 'Doggystyle'. Men også skuespillerne Charlotte Munck og Olivia Joof Lewerissa medvirker i serien.

Det kan lyde absurd at inseminere sig med stjålen sæd fra sin ekskæreste. Men ifølge instruktør Amalie Næsby Fick er det et billede på, hvor langt et menneske med et brændende ønske om et barn kan være villig til at gå.

- Der er nogle ekstreme følelser på spil, og det er ekstremt at blive konfronteret med, at det at få børn måske ikke bliver en forundt eller ikke bliver, som vi havde forventet det, siger Amalie Næsby.

Scenen er sat på spidsen, men i sidste ende kan vi alle gøre vanvittige ting i desperation, mener hun.

- Følelsen af at være skruk kan være så voldsom og altoverskyggende.

Amalie Næsby Fick er gift med en kvinde. Derfor var fertilitetsbehandling ikke forbundet med en sorg over ikke at kunne få børn, men nærmere en glæde over, at de med teknologiens vej havde muligheden.

Det endte dog med at blive en lang proces fyldt med bekymringer for, at det aldrig ville blive til noget, og først efter halvandet års behandling lykkedes det at blive gravide.

Nikolaj Feifer fik konstateret lymfekræft som 15-årig, og det kom derfor ikke som et chok, at han fik brug for hjælp. Men processen var opslidende, fordi alt blev sat på skema.

- Når man begynder i forløbet, er der en masse ting, man skal igennem, og selvom der er et håb, så er der en frygt for, at det aldrig vil lykkes, forklarer han.

I dag undrer det ham, at det aldrig var noget, de talte om i hans vennegruppe, når nu flere af dem havde oplevelser med fertilitetsbehandling.

- Da først jeg havde åbnet for posen, viste det sig, at de havde brug for at tale om det og havde de samme tanker og bekymringer.

Kan være meget sårbart

Nikolaj Feifer og Amalie Næsby Fick er langtfra alene. I dag kommer hvert tiende barn til verden gennem fertilitetsbehandling, viser tal fra Danske Regioner. Og ifølge WHO er ufrivillig barnløshed den hyppigste sygdom blandt unge, og reagensglasbehandling er på seks år steget med 47 procent.

Så hvorfor er det svært at tale om? Nikolaj Feifer trækker lidt på det. Han har ikke det endegyldige svar.

- Men når man siger, ens kone er blevet gravid, er der ikke nogen, der spørger ind til, hvordan det er sket. Med fertilitetsbehandling følger der ofte nogle svære spørgsmål med, siger han.

Mange par, der starter i fertilitetsbehandling, slæber en tung baggage med sig. Måske har de forsøgt i flere år med fejlslagne graviditeter på stribe. Måske bærer de en skam over, at kroppen ikke fungerer.

- Det er meget sårbart, at her er der noget, jeg ikke kunne, og begynder man først at tale om det, så skal man også tale om det håb, der måske bliver slukket undervejs, hvis det ikke lykkedes.

Amalie Næsby Fick oplever ikke samme tabu, når det ikke er et heteroseksuelt par. Hun har til gengæld oplevet at blive stillet meget private spørgsmål, som eksempelvis hvilken donor de har valgt.

- Jeg har haft svært ved at sætte grænser i samtalen, og derfor giver det mening at lave noget, der sætter fokus på, at der følger mange svære og personlige valg med i processen, så folk måske bedre kan forholde sig til det, siger hun.

Humor som hjælp

Hovedpersonen Nana siger lige det, som klienterne på klinikken har brug for at høre, når de ligger i stigbøjlerne. Hun fortæller dem eksempelvis, at hun er mor til to børn, selvom hun slet ikke har børn, og at der kun var tre æg klar til at blive taget ud, dengang hun fik tvillinger.

Det alvorlige formidles gennem humor og tåkrummende pinlige scener. For de håber, at netop humoren gør det lettere at tale om de svære ting.

Ifølge Amalie Næsby Fick har ambitionen været at lave den serie, som de selv kunne have brugt. For selvom der fandtes mange dokumentarer om emnet, så manglede de noget med en lettere tone, noget med håb, som kunne starte en samtale.

- Jeg håber, at det skaber mere opmærksomhed på, hvor stor en ting det faktisk er i vores samfund, og gør, at man føler sig mindre alene.