GO'

Fem parter kæmper om samme guldskat på havets bund

Nye videooptagelser af skibsvraget San José har igen sat gang i debatten om, hvem der har ret til guldskatten, der er fundet på havbunden.

Myndighederne i Colombia har for første gang været nede og filme det spanske skibsvrag San José, der ligger på bunden af colombiansk farvand.

Og som forventet er det ikke kun en 300 år gammel galion, man kan se på optagelserne.

Det flyder nemlig med guldmønter til en værdi af op til 20 milliarder dollars, og det har fået debatten om, hvem der har ret til skattene, til at blusse op.

Video: Reuters

Der er nemlig hele fem parter, der kan argumentere for, at skatten tilhører dem, forklarer historiker Asser Amdisen.

Det var det oprindelige sydamerikanske Qhara Qhara-folk, der gravede guldet op, spanierne, der røvede guldet og forsøgte at sejle det hjem til Spanien, og englænderne, der sænkede skibet, som amerikanerne så har fundet på colombiansk territorie.

Det rigtigt interessante er alle de andre ting

Asser Amdisen, historiker

Hvem tror du vinder retten til det?

- Der er en meget indviklet retssag, der kører, mellem amerikanerne, der har fundet det, og colombianerne, men jeg er ikke jurist, så det vil jeg helst ikke sige noget om, lyder det fra Asser Amdisen.

570 skeletter på bunden

San José sejlede i begyndelsen 1700-tallet til Sydamerika for at hente guld, der skulle bruges til at finansiere den spanske arvefølgekrig, tilbage til Spanien.

Men da et engelsk skib opdagede San José, der var på vej fra Panama til Cartagena, endte det i ildkamp.

- Undervejs i det her slag er der en af kanonkuglerne, der ryger ned og rammer krudtkammeret, og så eksploderer det og går ned med alt det, der er, forklarer Asser Amdisen.

I 1981 havde amerikanerne allerede en idé om, hvor på havets bund San José og dets 570 mand store besætning befandt sig, og i 2015 lykkedes det dem at lokalisere vraget.

Men indtil nu har ingen kendt til skibets præcise placering og dets skatte, fordi vraget ligger på så dybt vand.

Asser Amdisen har hørt vurderinger af guldmønterne fra 100 millioner til 20 milliarder dollars, men det er ikke det, der interesserer ham mest som historiker.

- Det rigtigt interessante er alle de andre ting. Det er alle de her søfolk, der er der, deres spiseudstyr, og hvordan de har levet. Guldet kommer på museum, og så længe det er der, har det ingen værdi, siger han.

Historien er vores alles

Ifølge Asser Amdisen bliver udfaldet af retssagen afgørende for, hvordan historien vil blive fortalt.

Skibet er nemlig en del af alle parternes historie.

- Er det historien om den modige søhelt, der vandt slaget, om spanierne, der kultiverede Sydamerika, eller er det om colombianerne, der har lavet den her fantastiske stat, lyder det.

Historien er nemlig noget, der hele tiden kæmpes om, forklarer Asser Amdisen. Han håber dog, at sagen om San José kan få os til at tænkte over, hvordan man fremover fordeler skatte fra fortiden.

Der er nemlig ikke nogen, der ejer historien mere end andre, slutter han.

- Grundlæggende er verdenshistorien alles historie.

Se hele indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY