GO'

Hans liv ændrede sig, da hans ven fik ham til at rejse sig fra kørestolen og gå

Lægerne forberedte Daniel Tørnqvist på et liv i kørestol, men nu drømmer han om at gå 100 kilometer.

Da Daniel Tørnqvist var ni år, flyttede Jón Tór Strøm ind på villavejen tæt på Hareskoven, hvor han boede.

Selvom Daniel Tørnqvist havde cerebral parese og kun kunne gå mellem 20 og 50 meter ad gangen, blev de to hurtigt venner, og Jón Tór Strøm begyndte at udfordre Daniel Tørnqvist til at gå.

- Han hev mig bogstaveligtalt op ad den kørestol. Han tog mig ud på de her gåture uden at tænke, at jeg faktisk havde det her handicap, fortæller Daniel Tørnqvist i ’Go’ morgen Danmark’.

Og de 50 meter, som Daniel Tørnqvist maksimum kunne gå, blev til først 15, 20 og senest 50 kilometer, og i dag er kørestolen parkeret på kommunen, og der skal den blive, lyder det.

Historien om de to venners særlige venskab og deres rejse sammen er fortalt af TV Glad - en rejse, der har gjort en forskel for dem begge.

- At gå betyder alt. Det gør, at jeg kan komme rundt uden at være bundet til en hjælper, der går bag og skubber mig, siger Daniel Tørnqvist.

Hvad er cerebral parese?

Tidligere hed det ’spastisk lammelse’ og ’spastikere’, men i dag bruger man oftere betegnelsen cerebral parese.

Cerebral parese er et livslangt handicap, og hvert år fødes 120-150 børn med cerebral parese i Danmark.

Cerebral parese skyldes en skade i hjernen, som opstår i fosterlivet, under fødslen eller hos det nyfødte barn.

Afhængig af hvilke områder i hjernen, der er ramt, giver det problemer med at bevæge sig, bruge hænder og arme, spise eller tale. Men hjerneskaden cerebral parese kan give andre betydelige vanskeligheder end de fysiske. I nogle tilfælde kan syn og hørelse være påvirket, eller man kan have kognitive vanskeligheder: 

Kilde: CP Danmark 

Det startede med en tur hjem fra biografen

Som barn følte Daniel Tørnqvist sig meget anderledes.

Når han var på tur med skolen, var det klassekammeraterne, der skubbede ham i kørestolen, og lægerne forberedte ham på, at hans voksenliv ville komme til at foregå i en kørestol.

Men det ændrede sig, da Daniel Tørnqvist og Jón Tór Strøm en dag var i biografen sammen. Jón Tór Strøm havde ikke råd til en busbillet hjem, så han overtalte Daniel Tørnqvist til at gå de 20 minutter hjem.

Hvad Jón Tór Strøm dengang ikke vidste var, at Daniel Tørnqvist aldrig havde gået så langt før.

Efterfølgende begyndte de to at gå flere og flere ture sammen, og vennerne besluttede sig for at gå fra København til Helsingør i 2019, hvilket er deres hidtil længste tur.

- Vi valgte ikke bare at gå 45 kilometer, vi valgte at tage fem kilometer ekstra. Vi skulle lige op på 50, og der sagde min mor: ”I er sindssyge”, forklarer Daniel Tørnqvist.

Et fantastisk venskab

Daniel Tørnqvist er i dag 26 år, og han giver Jón Tór Strøm en stor del af æren for, at han kan gå, løbe, hoppe og springe og ikke er afhængig af en kørestol.

Det har givet mig enormt meget selvværd

Jón Tór Strøm, studerende

Men det er ikke kun Jón Tór Strøm, der har ændret Daniel Tørnqvists liv.

- Han er min bedste ven, han har givet mig så meget. Daniel er en meget direkte person. Han langer svesken ud på disken, lige som den er. Det har givet mig enorm meget selvværd, fordi han er så god til at udtrykke, hvor taknemmelig han er, og hvor glad han er for en.

Gåturene har de holdt fast i, og de drømmer om at gå endnu længere eller tage til Irland eller Skotland og gå i højlandet.

- Vi snakker om, at vi gerne vil gå mammutmarchen på et tidspunkt. Det er 100 kilometer, så vi skal lige træne op først, slutter Jón Tór Strøm.

Se interviewet med Daniel Tørnqvist og Jón Tór Strøm i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY