Royal Run

Pludselig dukkede kronprinsen op til løb med sønnerne i ladvogn

Prins Christian og prins Vincent gav farmand kamp til stregen, da de pludselig dukkede op og løb ti kilometer sammen med ham.

Egentlig var kronprins Frederik den eneste kongelige, der officielt skulle stå klar ved startlinjen på 10-kilometerruten i København.

Men da løbet blev skudt i gang, bevægede hele tre par kongelige løbesko sig afsted på dagens sidste strækning ved Royal Run.

Prins Christian og lillebror prins Vincent valgte nemlig at gøre deres far selskab.

Og ankom til stedet i en ladvogn, der blev ført af kronprinsen.

- Det er en stor glæde at have de to gutter med mig. Det er skønt, siger kronprins Frederik til TV 2.

Havde ikke regnet med det

Han fik dog kamp til stregen og måtte til sidst se sig slået af sin 16-årige søn, der var den første kongelige i mål på 10-kilometerruten.

- Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg ville blive slået, indrømmede kronprinsen efter løbet.

Kronprins Frederik understregede dog, at det var dejligt, at prins Christian vil og kan løbe med på den måde.

Kort tid efter krydsede prins Vincent også målstregen, hvor kronprinsesse Mary, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine stod og tog imod.

Han var tydeligt udmattet efter turen, og hans far lagde ikke skjul på, at han var virkelig stolt af sin yngste søn.

- Det er stort, specielt for en 11-årig, sagde kronprins Frederik.

Flere overraskelser

Og det var ikke første gang, at de kongelige børn overraskede med ekstra energi i benene.

Prins Christian og prinsesse Josephine dukkede også op på 5-kilometerruten i København – på trods af at de allerede havde tilbagelagt one mile tidligere på dagen.

På de fem kilometer skød den 16-årige prins Christian en god fart og nåede målstregen på under 22 minutter. En tid, der var vigtig for den unge prins.

- Jeg var i hvert fald hurtigere end min far. Det var en fed og rigtigt smuk rute, sagde han efterfølgende til TV 2.

Prins Christian giver et kort interview efter, at han helt overraskende løb fem kilometerruten i København. Video: John Hiep Anh Nguyen

På One mile-ruten nåede prins Christian også i mål på en tilfredsstillende tid.

Han var den hurtigste i sit felt til at tilbagelægge de 1,6 kilometer – selvom han undervejs stoppede op for at vente og heppe på lillebror prins Vincent.

En løbeglad prins

Inden de ti kilometer i København mandag aften havde kronprins Frederik haft god tid til at varme op. Han skød nemlig dagen i gang ved at løbe One mile i Aalborg allerede før klokken 11.

Herefter gik turen til Aarhus, hvor de kongelige løbesko tilbagelagde fem kilometer.

For kronprinsesse Mary bød dagen på både en tur til Kolding og Næstved. Her løb hun henholdsvis One mile og fem kilometer.

I pausen mellem løbeturene havde kronprinsessen dog også tid til at følge sine børns præstationer i det royale løb.

- En stolt mor ser med fra Kolding, hvor jeg venter på at tage videre til Næstved om lidt, skrev hun på kongehusets Instagram-profil.

Slår alle rekorder

Der har været stor opbakning til årets Royal Run, hvor 91.713 personer havde tilmeldt sig.

Det er det højeste antal tilmeldte nogensinde.

Første Royal Run blev afholdt i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-årsfødselsdag.

Egentlig skulle det have været afholdt hvert år, men i 2020 satte coronapandemien en stopper for det.

Løbet måtte udskydes i flere omgange og blev først afholdt igen i efteråret 2021.