Royal Run

Her er datoen for Royal Run i 2023

Løbeglade danskere kan se frem til næste år, hvor det populære Royal Run vender tilbage. Det afslørede kronprinsen, da han kom i mål mandag aften.

54-årige kronprins Frederik tilbagelagde 16,6 kilometer til dagens Royal Run.

Han deltog nemlig i tre forskellige løb i både Aalborg, Aarhus og København.

Han afsluttede med 10-kilometerruten i hovedstaden, og da han løb over målstregen, havde han en nyhed med sig.

Der kommer nemlig Royal Run igen til næste år. Traditionen tro lægges det på 2. pinsedag. Altså 29. maj 2023.

Han kunne endnu ikke fortælle, i hvilke byer løbet kommer til at foregå.

- København bliver en af dem. Men gerne så mange (byer, red.) som muligt - flere end sidste år, sagde han.

Rekordmange deltog

I år slog det populære løb rekord, da 91.713 danskere tilmeldte sig. Kronprins Frederik sagde flere gange under løbet, at han på baggrund af den store interesse tillod sig at drømme videre og stort med løbet.

Igen i år deltog hele kronprinsfamilien i løbet. Kronprins Frederik løb i Aarhus, Aalborg og København, mens kronprinsesse Mary løb i Næstved og Kolding.

Prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent løb flere løb i København uden deres forældre.

Udskudt af flere omgang

Første Royal Run blev afholdt i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-årsfødselsdag.

Egentlig skulle det have været afholdt hvert år, men i 2020 satte corona-pandemien en stopper for det.

Løbet måtte udskydes af flere omgange og blev først afholdt i efteråret 2021.

Næste år satser man dog på at kunne holde det femte Royal Run uden aflysninger og ændringer af planerne.