Folkeafstemning 2022

Det næste store slag bliver om Folketinget – sådan er partiernes dagsform nu

TV 2s politiske redaktør tror, at denne valgkamp kan have cementeret blå bloks statsministerkandidat.

Det kommer måske til at føles som om, at vi lige har været der, når vi på et eller andet tidspunkt inden for det næste års tid igen stå i stemmeboksen og skal sætte kryds ved et Folketingsvalg.

Senest 5. juni 2023 skal det ske.

TV 2s politiske redaktør Hans Redder kommer her med sine bud på, hvilken form Folketingets partier er i – og om den er værre eller bedre end før folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.

Socialdemokratiet

- Der er altid en risiko for, at flertallet vender tommelfingeren nedad, når man som statsminister udskriver en folkeafstemning, og det har jo før været tilfældet. Det undgik Mette Frederiksen, men man skal ikke overvurdere, hvor stor en betydning, det her får for hendes chancer for at blive genvalgt.

- De fleste danskere tænker nok ikke på forsvarsforbeholdet om få uger, og en masse problemer tårner sig op for hende, som betyder mere end det her valg. For eksempel minkkommissionens rapport der kommer senere denne måned.

Venstre

- Venstre og Jakob Ellemann-Jensen er styrket efter det her forløb. Han har ført virkelig aktiv valgkamp, og han er måske for første gang i sin formandstid trådt i karakter her, og samtidig har Søren Pape (K), som er hans konkurrent, fået nogle ridser i lakken.

- Jeg synes mere og mere, at pilen peger på, at Jakob Ellemann er blå bloks mest oplagte statsministerkandidat ved næste valg.

Socialistisk Folkeparti

- Det har været en succes for formand Pia Olsen Dyhr, at hun med et samlet parti i ryggen har været med til at få afskaffet et af de forbehold, som SF i høj grad var skaberen af.

- Det siger noget om, hvor godt styr Pia Olsen Dyhr har på sit eget parti, og det må være en god fornemmelse at være på vej ind i en folketingsvalgkamp med den viden.

Radikale Venstre

- Det har været en ret let valgkamp for Radikale Venstre og politisk leder Sofie Carsten Nielsen. Hendes vælgere har ikke skullet overbevises. De har stemt ja og ville have gjort det i forvejen.

- Der var ikke så meget på spil for hende, og der er heller ikke så meget vundet for hende. Jeg tror ikke, at det har ændret på noget for partiets valgkamp.

Enhedslisten

- Det her forløb og denne valgkamp er noget, som jeg tror, at politisk ordfører Mai Villadsen gerne vil glemme. Det har været dilemmafyldt og en svær proces for hende, som har drevet valgkamp for et nej, men vi kan se, at mange af hendes vælgere har stemt ja.

- Enhedslisten har haft heftige diskussioner internt om, hvordan partiet skal forholde sig til EU og NATO, så hun går sikkert og håber, at vi snart taler om noget andet end EU, NATO og forsvarsforbehold.

Konservative

- Valgkampen isoleret set har været okay for formand Søren Pape. Han har forsøgt at føre kampagne for et ja, men uden at skubbe nogle af de skeptiske konservative vælgere fra sig. Det synes jeg sådan set, at han er lykkes nogenlunde med.

- Der har været andre forløb, der ikke har noget med valget at gøre, som har givet ridser i lakken, blandt andet Claus Hjort-sagen.

Dansk Folkeparti

- Formand Morten Messerschmidt havde håbet og troet, at denne valgkamp havde været det, der kunne få Dansk Folkeparti videre, så man kunne lægge stridigheder og uro bag sig. Og det ser jo ikke ud til, at det lykkedes.

- Uroen er der stadig, og er sågar nu blusset op mellem ham, Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Søren Espersen. Samtidig er der intet i meningsmålingerne, der indikerer, at det faktum, at Morten Messerschmidt har stået i alle debatter og rejst land og rige rundt, har rykket på noget i stemmerne. Det må være bekymrende.

Nye Borgerlige

- Jeg tror, Nye Borgerlige er skuffede over, at de sammen med de andre nej-partier ikke havde bedre fat i EU-modstanden og kunne få mere ud af den her valgkamp. Nye Borgerlige kastede sig ikke helt ind i den her valgkamp, de havde ikke fået trykt valgplakater, men stod lidt i skyggen af Messerschmidt.

- På den måde bliver han også mere ansigtet på det her nederlag end formand Pernille Vermund, og det er godt op til det kommende valg.

Liberal Alliance

- For Liberal Alliance har den her valgkamp ikke gjort det store – hverken fra eller til – i forhold til et folketingsvalg.

- Formand Alex Vanopslagh har indtaget rollen som en af dem i valgkampen, der sagde ja, men helt tydeligt ikke ville fremstå som sådan en jubel-europæer, så det har været en lidt forsigtig, snusfornuftig kampagne for Vanopslagh.

Frie Grønne

- Politisk leder Sikandar Siddique har forsøgt at skille sig ud og talt om EU-missioner til Palæstina og Kashmir, men om det er lykkedes eller vil rykke på noget, er der ikke rigtig noget, der tyder på.

Alternativet

- Udover at Alternativet har lavet nogle kreative valgplakater, der har givet opmærksomhed, er det ikke det store indtryk, de har gjort på valgkampen.

- De har svært ved grundlæggende at slå igennem, og man kan tænke, at det nok også vil gøre sig gældende ved folketingsvalget.

Kristendemokraterne

- Marianne Karlsmose, partiets nye formand, fik lige pludselig en platform og stod i partilederrunder, fordi Isabella Arendt stoppede som formand. Det synes jeg egentlig, at hun har klaret meget godt.

- Det har været nødvendigt for hende at have en platform, så vælgere, der snart skal stemme, ved, hvem hun er. Men om det er nok til, at de kan komme i Folketinget til næste valg, er svært at sige.

Moderaterne

- Lars Løkke Rasmussen har fået en del ud af den her valgkamp. Han har for første gang længe stået i partilederrunder, og han taler jo med en erfaring og en indsigt, som er svær at matche for de andre partiledere.

- Jeg tror, at han har været glad for den platform, som den her afstemning og valgkamp har givet ham. Han bruger det til at stifte partiet på søndag. Lars Løkke har været mere synlig de sidste tre uger end sidste halvandet år.