For 30 år siden råbte han op på tv – uden at ane hvor vigtigt hans budskab egentlig var
Den tidligere tv-kok Claus Meyer arbejder hver dag på at skabe en bedre verden. For de kommende generationer. Men også for sin egen skyld.
Året er 1992.
Klokken er 18.30, og Claus Meyer er på andet år i gang med at lære danskerne at lave god mad.
En frikassé lavet på lammebov kan nemlig godt smage fantastisk, selvom det ikke er en flot ret, må seerne forstå.
- Når nu I går ned i supermarkedet og spørger efter dansk kød – og I ikke kan få det – så må I råbe op!
Tv-kokken kan sandt for dyden ikke forstå, at når vi nu laver så godt lammekød herhjemme, hvorfor skal det meste så flyves ind fra New Zealand?
I starten af 90’erne var der ikke så mange, der gik op i, hvor maden kom fra. Den kom bare.
Men Claus Meyer gik op i det.
Selvom det tog ham mange år, før han begyndte at se det store billede af det, han faktisk havde gang i.
Meyers rigtige køkken
I dag kender de fleste Claus Meyer for netop tiden som tv-kok i 'Meyers køkken'.
De kender ham som mangemillionæren, der står bag surdejsbrødet, kanelsnurren og fødevaremastodonten Meyers.
Og når man ser Claus Meyer sidde i sit eget køkken i dag, er der ingen tvivl om, at mad er hans liv.
På køkkenbordet står et hjemmebagt surdejsbrød, som et brødflovt familiemedlem kan skære en skive af, når de har lyst.
Der står en hel sortfodsskinke i hjørnet til samme formål. Der er saltede mandler i en stor skål, masser af frugt, en kaffemølle, der jævnligt bliver brugt, og en espressomaskine.
Lutter gode sager i et hjem, hvor der er overskud nok til det hele.
Men faktisk har det aldrig handlet om at tjene penge for Claus Meyer.
Det har faktisk heller ikke handlet om klima.
Når den 58-årige mad-entreprenør i dag sidder i dommerpanelet i programmet 'Min idé – vores mission', så er det dog fordi, at det alligevel kom til at handle om klima for ham.
Midt i sit køkken, travlt optaget af sine utallige projekter, kan Claus Meyer kigge tilbage på sit liv og se, at det hele måske startede med en teenager, der oplevede et svigt.
Med tiden ville den teenager forme den måde, vi spiser på – i langt højere grad end noget tv-program nogensinde ville kunne gøre.
Og som en næsten tilfældig bonuseffekt kommer det også klimaet til gode.
Teenageren Claus
I 1977 var Claus Meyer knapt så kendt som i dag.
Han var blot 14 år, og hans forældre var lige blevet skilt.
Hans mor blev alkoholiker, hans far fandt en anden familie, og Claus Meyer blev lidt glemt i det hele.
Han var ensom i en verden, hvor han pludselig heller ikke følte sig velkommen. Eller elsket.
For en dreng, der lige havde begyndt sin rejse ind i teenageårene, var det hårdt.
Der var ikke plads til ham i farens nye familie, og han kunne ikke regne med sin mor.
Så Claus Meyer søgte andre steder hen for at få dækket de mest basale behov hos et menneske.
Og her fandt han en masse udstrakte hænder.
- En lang række mennesker, som jeg dybest set ikke har nogen relation til, begyndte at tage sig af mig, fortæller Claus Meyer.
Han tænker tilbage på årene i Sundby på Lolland, hvor dansklæreren, skaktræneren, tennistræneren, formanden for badmintonklubben og vennernes forældre sørgede for, at han følte sig set og værdsat.
Frankrig, der formede ham
Efter gymnasiet tog den nu 19-årige Claus Meyer på et au pair-eventyr langt væk til Gascogne i Frankrig.
- Da jeg kom derned, oplevede jeg nogle mennesker, som jeg slet ikke kendte. Men de overøste mig med kærlighed, fortæller han.
Skæbnen ville, at Elizabeth og Guy Sverzut savnede det barn, de ikke kunne få. Så Claus Meyer blev deres søn. Med al den kærlighed, der følger med.
En masse mennesker, han ikke havde forventet noget af, havde givet ham følelsen af igen at være velkommen og elsket i verden, selvom de egentlig slet ikke havde behøvet det.
Efter teenageårene begyndte Claus Meyers liv at forme sig efter et ønske om at give tilbage til den verden, der havde hjulpet ham.
- Da jeg begyndte at lykkes med mit eget liv, følte jeg en trang til at dele den succes og de muligheder, jeg havde opnået, med andre mennesker, fortæller han.
God mad og klima
Siden dengang har det for Claus Meyer handlet om at gøre noget godt hver dag. Og maden blev hans værktøj.
Da han åbnede Noma sammen med René Redzepi i 2003, havde han endnu ikke til fulde forstået, at mad og klima hang sammen.
Heller ikke selvom de erklærede, at nu skulle vi til at spise mange flere lokale grøntsager i stedet for al det kød.
I dag ved vi, at eksotisk frugt højst sandsynligt er fløjet langt for at blive købt af os.
Eller at produktionen af et enkelt kilo oksekød svarer til en køretur på flere hundrede kilometer.
Det vidste Claus Meyer dog ikke dengang. Først fire år senere gik sammenhængen op for ham.
Som et led i et stort forskningsprojekt skulle han ud fra Nomas principper forsøge at skabe den perfekte kost for den helt almindelige dansker.
Han fandt ud af, at hvis vi optimerer vores kost lige nu og her – men skader de kommende generationers muligheder for at spise sundt, fordi vi har opbrugt ressourcerne – så kan det jo ikke være sund kost.
I hvert fald ikke ægte sund kost.
Og med den spæde filosofi om bæredygtighed in mente så han sig siden ikke tilbage.
Den dansk-amerikanske drøm
Naturligvis har huset på Frederiksberg en stor og velholdt køkkenhave.
Og høns, der i gennemsnit lægger halvandet æg om dagen.
Og selvom han kun er i drivhuset for at få taget et par billeder, så er der alligevel lige et par ting, der kan ordnes.
Målet for Claus Meyer var fra starten faktisk helt enkel. Han ville sådan set bare gøre den danske madkultur bedre.
Han hjerte bankede for maden. Der var et formål.
At gøre noget godt for maden viste sig også at gøre noget godt for klimaet.
Hans tanker om at lave et nyt nordisk køkken havde sat sit præg på både danskernes hverdag og sat en ny tankegang om bæredygtighed i gang.
I 2016 solgte han sin gigantiske fødevarevirksomhed 'Meyers' og søgte efter et nyt eventyr i landet med den amerikanske drøm.
Tre år senere måtte han dog se tilbage på drømmen, der langsomt var blevet til et mareridt.
Næsten succes
Familien Meyer var stævnet ud for at opleve et nyt eventyr på den anden side af Atlanten.
Barren var sat højt.
Et rasende dyrt lokale på Grand Central Station i hjertet af Manhattan skulle bringe det bedste fra det nye nordiske køkken, Danmark og tankerne om bæredygtighed og klima til USA.
I tre år insisterede Claus Meyer på grøntsager, madhåndværk og nordiske værdier – herunder god løn og barsel.
Sideløbende havde han gang i en socialøkonomisk kokkeskole i det fattige Brownsville-kvarter i Brooklyn.
Det startede så godt.
The New York Times kårede Agern som en af årets fem bedste nyåbnede restauranter i byen.
Og efter kun seks måneder med nordisk mad midt i det store æble, kvitterede Michelinguiden med en stjerne.
Men den højtprofilerede restaurant ville ikke helt, som Claus Meyer ville.
Noget så banalt som faste omkostninger lå i vejen for den helt store succes.
Kunsten at passe på sig selv
Alt var for dyrt.
Claus Meyer og hans partner blev ved med at tabe penge.
Han kastede alle sine kræfter ind i at løse problemerne og var hele tiden tæt på.
Men den langvarige kamp mod overmagten førte til sidst Claus Meyer ind i et følelsesmæssigt mørke.
Han befandt sig over en længere periode i et meget dybt og meget sort hul af frustration, stress og depression.
Og sideløbende var han også tæt på at løbe ind i alvorlige økonomiske problemer.
Selvom det aldrig har interesseret ham synderligt meget at tjene penge, så gav New York-projektet ham pludselig følelsen af, at grundlaget for hans familie og hans livsværk var truet.
- Da jeg fik det hele på afstand, kunne jeg se, at det jo var helt vanvittigt. Hvorfor i alverden udsætte sig for noget, der var så stressfyldt? spørger Claus Meyer retorisk.
Han lærte at passe på sig selv.
Og han lærte måske, hvad der er vigtigt i livet.
Økosystemet for mennesker
Han kan han godt have den overvejelse, at det, der manglede i New York-projektet, måske var et dybere formål.
Ifølge ham selv burde han og restauranten også haft den økonomiske succes, som han havde kæmpet så meget for.
Det hele var der. Fede lokaler, presseomtale, kunder.
- Men måske manglede der et formål i forhold til andre projekter, som for eksempel da vi besluttede os for at skabe en brødbevægelse i Danmark eller give bedre livsmuligheder til unge bolivianere, siger Claus Meyer.
Han elsker projekter.
Men han skal helst have sit hjerte med, når han kaster sig ud i et.
Og det har han i det projekt, der hedder 'Melting Pot Fonden', som han startede i 2011.
Her bruger Claus Meyer sin viden om det at skabe et nationalt køkken fra bunden, få det til at løbe rundt af sig selv – og i sidste ende kunne tjene penge på det.
I lande som Bolivia, Marokko og senest Ghana forsøger han at skabe en bedre verden for de fattige mennesker ved at skabe et økosystem af udbud og efterspørgsel på lokal mad.
Præcis sådan som han gjorde med sit arbejde med at skabe det nye nordiske køkken.
På den ene side oplærer han unge til at blive gode kokke, der bruger råvarer fra det lokale landbrug.
På den anden side forsøger han at få lokale politikere til at støtte en mulig bevægelse.
Fordi hele samfundet jo vinder, hvis der kommer flere turister, hvis folk spiser sundere, og hvis alle aktører påtager sig et betydeligt ansvar.
Han prøver at vise de unge mennesker, at de rent faktisk har et fantastisk potentiale.
Selvom de ikke umiddelbart selv kan se det.
At gøre en forskel
Angsten for en dag at finde ud af, at der ikke er nogen, der elsker ham, spøger stadig et sted.
- Jeg har stadig en længsel efter kærlighed og forsikringer om, at jeg er god nok. Det er derfor, jeg vågner hver morgen og føler, at jeg må gøre mere, fortæller Claus Meyer.
Og mere gør han blandt andet i virksomheden 'Meyers'.
Her var han i 2018 med til at lave den mest ambitiøse klimastrategi for nogen fødevarevirksomhed i Norden.
CO2-aftrykket fra virksomhedens råvareforbrug skal reduceres med 30 procent i 2025 og med hele 50 procent inden 2030.
Claus Meyer leger også med projekter, der kan have løsningen på fremtidens efterspørgsel på smagfuld mad, der ikke involverer kød.
Det hele er projekter, forretninger og virksomheder.
- Men jeg har faktisk aldrig tænkt så meget i forretning. Jeg har hele mit liv bare tænkt, at jeg gerne ville gøre det rigtige og kunne glæde mig over det og gøre en forskel i verden, siger han.
Og det er selvfølgelig nemt at sige, når man har tjent pengene.
Men for Claus Meyer er det ikke blot ord.
- Jeg er ikke interesseret i at læne mig tilbage som en karikatur på en mangemillionær med en whisky og en cigar og bare fede den, siger han.
Grøn kapitalisme?
Der er ikke så meget, der har ændret sig gennem årene.
Fremtiden tilhører den grønne farve, hvis man spørger Claus Meyer.
Og ligesom ham selv, er der folk, der kommer til at tjene penge på det. Men det er ok.
For det er trods alt ikke en mulighed at vælge den diktatoriske løsning og sige, at nu skal vi alle udelukkende leve af kål og kartofler.
Kapitalismen er en vigtig spiller. Om man kan lide det eller ej.
- Jeg tror, at markedet kan nogle ting. Grundlæggende tror jeg, at hvis man kan tjene penge på grønne ting, så kan det fremme processerne, siger Claus Meyer.
En bedre verden for teenageren
Udfordringen for Claus Meyer er fremadrettet meget lig den udfordring, som han havde i fjernsynet tilbage i 90’ernes 'Meyers køkken'.
Han skal overbevise danskerne om, at mad kan smage fantastisk.
Også selvom det måske ikke lige er det, de plejer at spise.
Og da vi grundlæggende skal til at spise flere planter og mindre kød, så har danskerne brug for, at blandt andre Claus Meyer rækker sin kokkehånd ud og hjælper os.
- Det er klart, at hvis man er vant til at stege hakkebøffer og flæskesteg, så skal man lige øve sig. Men grøntsager kan sagtens smage helt fantastisk, lover Claus Meyer midt i sin egen køkkenhave på Frederiksberg.
Den aftalte tid for interviewet er slut for flere minutter siden. Det kan man se på ham.
Claus Meyer er en travl mand, som ikke ødsler med sin tid.
Han skal tilbage til arbejdet med at skabe en bedre verden.
For den 14-årige Claus Meyer.
Se Claus Meyer som dommer i 'Min idé - vores mission' på TV 2 tirsdag 20.40 eller lige nu på TV 2 PLAY.