Janni Pedersen hacket kort før udsendelse: - Fuck off. No deal

Siden TV 2-værten blev hacket onsdag, har hun modtaget en række henvendelser fra andre, der ikke kunne få samme hjælp.
Da der onsdag tikkede en mail ind i Janni Pedersens indbakke om verificering af hendes Instagram-konto, sendte hun både sin mail og password.
Hun havde netop anmodet om at få det lille blå flueben, og da mailen virkede troværdig, fulgte hun instruktionerne.
Men kort efter studsede hun over, at hun skulle sende sin kode.
- Så prøvede jeg at lave mit kodeord om, men der kunne jeg ikke komme ind, fortæller hun.
Inden hun tog i studiet for at sende ’Go’ aften LIVE’, fik hun en besked fra hackeren, der tilbød Janni Pedersen en ”deal”, men til det svarede hun: ”Fuck off. No deal.”
Fik hjælp af TV 2
I tv-studiet i Tivoli fik TV 2-værten endnu en besked fra hackeren, der vil have 300 euro, svarende til mere end 2000 danske kroner, for ikke at sælge hendes konto videre til en spansk kunde.
Og det gjorde hende nervøs for, at hendes billeder ville blive brugt ulovligt.
På Twitter bad Janni Pedersen derfor sine følgere om hjælp, mens hun holdt hackeren hen med ordene: ”Jeg er på arbejde i fjernsynet, jeg er færdig om en time”.
Men hjælpen kom i sidste ende fra en kollega på TV 2, der ringede til Instagram og fik løst problemet.
I løbet af en time var Janni Pedersens Instagram-konto tilbage på egne hænder, og hun skrev ”Fuck off” til hackeren, som svarede, at vedkommende ville forsøge at hacke hende igen.
Til det sendte Janni Pedersen et billede, hvor hun sammen med fire kollegaer rækker fuck-finger til hackeren.
- Jeg ved ikke, hvor modent det var. Det er normalt ikke sådan, vi kommunikerer på redaktionen, men jeg var bare rasende, fortæller hun.
Et kendt problem
Siden Janni Pedersen fortalte om sin hackede Instagram-profil, har hun fået mange henvendelser fra andre, der har oplevet det samme.
Og det er gået op for hende, at hun har været særligt privilegeret at have TV 2 i ryggen.
- Jeg er jo på en arbejdsplads, som er bag mig, så de har nogle forbindelser, men det er ikke alle, der har fået så meget hjælp, siger hun.
Janni Pedersen håber, at der kan sættes fokus på, hvad man som almindeligt menneske kan gøre, hvis man bliver hacket.
Derfor har hun lagt sin historie frem.
- Jeg er ikke en, der lever af sin Instagram-profil, og det er ikke en, jeg er afhængig af som journalist, men det er der andre, der er, lyder det fra Janni Pedersen.
Svært at få hjælp
Henriette Brandstrup er cybersikkerhedskonsulent, og hun fortæller, at der hverken findes tal for, hvor mange privatpersoner eller virksomheder, der bliver hacket.
Det er nemlig noget, de færreste anmelder.
Hackerne kan sidde hvor som helst i verden, og politiet kan derfor ikke gøre så meget, forklarer hun.
Nogle, typisk virksomheder eller influencere, vælger at betale tusindvis af kroner for at få deres konti tilbage, men Henriette Brandstrup anbefaler, ligesom politiet gør, at man ikke forhandler.
- I gamle dage, når man blev afpresset, skulle man aflevere en kuvert nede bag skolen, men når man bliver hacket, har man ingen sikkerhed for, at man får sin konto tilbage, selvom man betaler, lyder det.
I stedet anbefaler hun, at man enten opgiver sin profil og starter forfra, eller at man søger professionel hjælp.