- NATO er hjørnestenen i Danmarks forsvar, siger Mette Frederiksen

EU og NATO står ikke i opposition til hinanden på forsvarsområdet, mener NATO-chef Jens Stoltenberg.

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, mener, at EU's indsats på forsvarsområdet kan styrke NATO.

Det siger han på et pressemøde torsdag med statsminister Mette Frederiksen (S) på Kastellet i København.

- EU's forsvarsindsats skal ikke konkurrere med NATO. En øget indsats på forsvar kan bidrage til vigtige ting – også for NATO, siger Stoltenberg.

Han siger videre, at det "hjælper NATO", hvis EU's indsats på forsvar "bliver gjort på den rigtige måde".

I forhold til Sveriges og Finlands ansøgning om medlemskab af NATO fortæller Jens Stoltenberg, at de blive håndteret i en samlet proces.

Har dialog med Tyrkiet

Mette Frederiksen siger, at hun er glad for de to landes ansøgning.

- Det vil være en betydelig styrke af vores nordlige sikkerhed, siger hun.

Hun bliver spurgt til, at Tyrkiet har meldt ud, at landet ikke vil acceptere Sverige og Finland i forsvarsalliancen.

- På baggrund af de udtalelser har vi en dialog med Tyrkiet.

- Jeg mener, at vi alle 30 lande inklusive Tyrkiet har en interesse i at forstærke vores alliance. Og jeg håber også, at det er der, vi lander, siger Mette Frederiksen.

Hun understreger også i sine indledende bemærkninger, at "NATO er hjørnestenen i Danmarks forsvar og sikkerhed".

- Det har det været i over 70 år. Det vil ikke ændre sig, uanset hvad der sker 1. juni.

EU og NATO er ikke i opposition

Videre lyder det fra Mette Frederiksen, at EU og NATO ikke er i opposition til hinanden.

1. juni skal Danmark stemme om, hvorvidt EU-forsvarsforbeholdet skal afskaffes.

- Jeg kan ikke gå ind i en dansk debat, lyder det fra Jens Stoltenberg på et spørgsmål om folkeafstemningen.

- Men jeg kan sige, at vi mener, at det er godt, at EU vil mere på forsvaret, når det kommer til bidrag til forskellige nye kapaciteter og at styrke europæisk forsvarsindustri, siger Stoltenberg.