Biden byder Sverige og Finland varmt velkommen i NATO
Finland og Sverige gør NATO stærkere - ikke kun militært, men også med deres stærke demokratier, siger Biden.
USA bakker fuldt og helt op om Sveriges og Finlands ønske om at blive medlemmer af NATO. Det siger USA's præsident, Joe Biden, på et pressemøde torsdag.
Forinden holdt han torsdag eftermiddag dansk tid et møde med Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, og Finlands præsident, Sauli Niinistö, i Det Hvide Hus.
- Finland og Sverige gør NATO stærkere. Ikke kun på grund af deres kapacitet, men også på grund af deres stærke, stærke demokratier, siger Biden.
De to skandinaviske lande indgav sammen onsdag hver deres ansøgning om at blive medlemmer af NATO.
I de seneste måneder har USA løbende talt med de to landes ledere om deres overvejelser om NATO-medlemskab, siger den amerikanske præsident.
- I dag er jeg stolt af at forsikre dem om, at de har den fulde og hele opbakning fra USA, siger Biden, der understreger, at de to skandinaviske lande til fulde lever op til betingelserne for optagelse i forsvarsalliancen.
Talte om Tyrkiet
Magdalena Andersson siger på pressemødet i Rosenhaven ved Det Hvide Hus, at Sverige er i dialog med alle de nuværende 30 NATO-medlemslande.
Også med Tyrkiet, der som det eneste land har modsat sig svensk og finsk medlemskab. Den tyrkiske regering er utilfreds med, at Sverige og Finland afviser at udlevere 30 personer, der af Tyrkiet anklages for at være terrorister.
- Vi ser frem til en hurtig ratificeringsproces fra NATO-medlemslandenes side. Vi er i dialog med alle medlemslande, inklusive Tyrkiet, for at løse de problemer, der findes, siger Andersson.
Den finske præsident kom også med en kort bemærkning om Tyrkiet, da han som pressemødets anden taler udtalte sig.
- Den finske præsident sagde på sin vanlige og helt rolige måde, at Finland er klar til at gå diplomatiets vej og har respekt for Tyrkiet, og at vi må snakke om tingene. En meget typisk finsk måde, siger Jesper Zølck, der er TV 2s korrespondent i Norden.
Optagelse kræver fuld enighed blandt de 30 medlemslande.
Begge lande medbringer fordele
Der blev lagt meget vægt på, hvor meget de to kommende – efter alt at dømme – medlemsnationer vil styrke NATO's nordlige flanke.
Og ét af de to lande er en gevinst for forsvarsalliancen, siger korrespondenten.
- Hvis der er et land i Europa, som på alle leder og kanter er parate militært til at træde ind i alliancen, er det Finland. De er på alle måder parate til at træde ind og har arbejdet hen mod at være kompatible med NATO's krav gennem en længere periode, lyder det fra Jesper Zølck.
Han forklarer, at landet har en "gigantisk reservestyrke, et stærkt luftvåben, et stærkt artilleri og et stærkt efterretningsvæsen".
Det er ikke helt det samme med Sverige, men der er også andre fordele. Specielt når det kommer til luftvåben, hvor svenskerne selv producerer nogle af deres Gripen-kampfly.
- Man kan også forestille sig, at de baltiske lande får gavn af, at Sverige kommer ind i NATO og kan sikre suverænitetshåndhævelsen, lyder det.
Efter pressemødet med Biden tager Andersson og Niinistö videre til Kongressen, hvor de mødes med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og andre demokratiske og republikanske ledere.