Nyheder

Ny "grotesk" forestilling bør tages af plakaten, siger kritiker

Komponist Louise Alenius er glad for, at hendes forestilling sætter gang i en debat om assisteret selvmord.

Forestillingen 'Manualen' bliver både kritiseret og debatteret. Og det sker, selvom den ikke engang har haft premiere.

Forklaringen er, at den handler om noget så kontroversielt som aktiv dødshjælp.

Når vi diskuterer aktiv dødshjælp, så kan folk blive inspireret

Morten Bangsgaard, medlem af Etisk Råd

Udgangspunktet for forestillingen på Det Kongelige Teater er en selvmordsmanual af den tidligere læge Svend Lings. Han er både dømt for at have hjulpet mennesker med at dø, blevet smidt ud af Lægeforeningen og har mistet sin lægeautorisation.

Og det er "grotesk" at opføre et stykke, hvor man forherliger ham og hans manual, lyder kritikken.

- Jeg synes, Det Kongelige Teater skal tage den af plakaten. De laver en reklame for en dømt mands skriverier, siger formanden for Ulykkespatientforeningen, Janus Tarp.

Forestillingen vækker også bekymring hos et medlem af Etisk Råd.

- Man forherliger en mand og de handlinger, som vi har fået Højesterets ord for, er kriminel, siger Morten Bangsgaard, der er medlem af Etisk Råd og studerer teologi.

Hvem er Svend Lings?

Den tidligere læge Svend Lings har åbent fortalt om, at han har udskrevet medicin til syge, der ønskede at dø, og vejledt dem i at bruge det til at tage deres liv.

Han har blandt andet udgivet en manual på omtrent 25 sider, hvor der indgår en selvmordsvejledning.

Svend Lings er dømt i Højesteret for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg i 2019. Han har desuden fået frataget sin autorisation. Alligevel fastholder Svend Lings, at et menneske – hvis en række kriterier er opfyldt – har ret til at få hjælp til at dø.

Har du brug for hjælp?

Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201. Er det akut, skal du ringe 112. Læs mere hos Livslinien.

Opera i balance

'Manualen' er en opera og handler om "en uhelbredelig lidende krop, der søger fred", skriver Det Kongelige Teater på sin hjemmeside.

Og kvinden bag forestillingen, komponist Louise Alenius, er opmærksom på, at emnet er kontroversielt. Derfor har hun været meget bevidst om at skabe balance i den, fortæller hun.

- Det handler ikke om et ungt sårbart menneske, der falder over nogle piller og spiser dem. Vi er inde i en døende krop, som i forvejen er ved at dø og er i stor smerte, forklarer hun til TV 2.

- Forestillingen tager udgangspunkt i nogle af dem, der ligger i uger og måneder og bare venter på at dø, siger Louise Alenius og understreger, at hun synes, det er fint, at forestillingen sætter gang i en debat om assisteret selvmord.

Jeg har ingen bekymring om, at publikum vil føle sig instrueret i at tage sit eget liv

John Fulljames, operachef på Det Kongelige Teater

Et partsindlæg

Janus Tarp fra Ulykkespatientforeningen og Morten Bangsgaard fra Etisk Råd hilser også debatten om aktiv dødshjælp velkommen. Men ikke i form af operaen 'Manualen'.

- Det er et partsindlæg og afsporer i mine øjne fuldstændig debatten, siger Janus Tarp.

Afstemning

Er det forkert, at Det Kongelige Teater opsætter en opera om aktiv dødshjælp?

Han mener i stedet, at forestillingen burde have fokus på, hvordan man lever trods smerte eller ulykke.

- I stedet for at assistere med selvmord, skal vi have fokus på de midler, vi har mod smertedækning. På passiv dødshjælp og palliative indsatser, siger Janus Tarp.

Han frygter, ligesom Morten Bangsgaard, at operaen om selvmordsmanualen i sidste ende kan inspirere folk til at begå selvmord.

- Kunsten er ikke ansvarsfri. Når vi diskuterer aktiv dødshjælp, kan folk blive inspireret. Jeg er simpelthen bekymret for, at forestillingen vil føre til selvmord, siger Morten Bangsgaard fra Etisk Råd.

Har du brug for hjælp?

Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201. Er det akut, skal du ringe 112. Læs mere hos Livslinien.

Operachef er ikke bekymret

Operachefen på Det Kongelige Teater står dog på mål for forestillingen, og han mener ikke, at den glorificerer Svend Lings eller hans selvmordsmanual.

- Jeg har ingen bekymring om, at publikum vil føle sig instrueret i at tage sit eget liv, siger operachef John Fulljames til DR.

Han er til gengæld ikke i tvivl om, at publikum kan blive både kede af det og bevægede. Men formålet med kunst er netop at få folk til at reflektere over de store spørgsmål i livet, forklarer han.

- Hvis teatret kun tager ukontroversielle emner op, så ville de ikke opfylde deres funktion om at bringe folk sammen om fælles oplevelser, siger John Fulljames.

'Manualen' har premiere søndag 15. maj.