Prognose: Priser på fødevarer vil forblive høje

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ingen tryllestav til at få inflationen til at gå væk.

Det kommer resten af året til at være dyrere for danskere at betale for fødevarer og energi.

Det viser en prognose fra regeringen, som torsdag fremlægger sin økonomiske redegørelse.

- Der findes ikke en tryllestav, hvor jeg som finansminister kan få inflationen til at gå væk, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde.

Inflationen, som udviklingen i priserne også kaldes, er i øjeblikket højere, end den har været i knap 40 år.

Det betyder, at al fra el, gas samt flere fødevarer er steget.

Forsigtig med forudsigelse

Ifølge prognosen forventes priserne dog at stige knap så meget næste år.

Det betyder, at der formentlig vil komme større sammenhæng mellem prisstigningerne på varer og ydelser og stigningerne i danskernes løn.

Hvornår det konkret vil vende, kan finansministeren ikke sige nærmere om, og han forudser, at resten af året bliver hårdt.

- Jeg tror, man skal være meget forsigtig med at sætte ugedag eller måned på, hvornår det begynder at vende i den rigtige retning.

- Vi forventer, at når vi når næste år, vil det lysne, i forhold til hvor meget vi ser en stigning i inflationen.

- Det betyder også, at det betyder et hårdt år 2022, og det vil man kunne mærke i den enkelte familie, siger Nicolai Wammen.

Krig lægger en dæmper

På pressemødet understreger Nicolai Wammen gentagne gange krigen i Ukraine, som en faktor, der er stærkt medvirkende til, at der er usikkerhed omkring dansk økonomi og inflationen.

- Alene det, at der er krig på europæisk jord, lægger en dæmper på økonomien. Vi lever i en tid med meget stor usikkerhed. Det betyder, at de prognoser, der bliver lagt frem, skal ses i det lys, siger Nicolai Wammen.

DI en smule mere skeptisk

I Dansk Industri fulgte man finansministerens præsentation tæt. Her mener man, at regeringen er en kende for håbefuld.

- I lyset af de store prisstigninger og nu også stigende renter forekommer regeringens skøn noget optimistisk. Vi forventer, at krig, sanktioner, store prisstigninger og øgede renter får en mere negativ effekt på økonomien, end regeringen vurderer, siger Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri.

- Indtil videre er den russiske gas ikke omfattet af sanktioner. Men hvis gasforsyningen afbrydes, vil det føre til klart lavere vækst i Europa, idet det bliver nødvendigt at lukke for gassen til en række europæiske virksomheder, uddyber han.