Inflation

Hun købte 80 dåser tomatsuppe – tilbudsjægere giver deres bedste råd

Diana Futtrup og Trine Schou Munk sparer penge og bruger dem på ferier og oplevelser med deres børn, lyder det.

Har du nogensinde overvejet, hvilken dag i ugen dit lokale supermarked får nye varer?

Måske ikke, men det kan du med fordel gøre, hvis du vil spare penge.

Sådan lyder det fra Diana Futtrup og Trine Schou Munk, der begge er tilbudsjægere.

Som udgangspunkt betaler de aldrig fuld pris for noget som helst i supermarkedet, fortæller de i ‘Go’ morgen Danmark’.

De køber stort ind, når der er tilbud på mozzarella eller tomatsuppe, bruger supermarkedernes egne apps, rabatkuponer, og så er de glade for ’stop madspild’-disken.

Man skal begynde at kigge efter datovarer

Diana Futtrup, studerende

Diana Futtrup, hvordan lykkes det altid for dig at få tingene på rabat?

- I stedet for at sige, at i dag har jeg brug for den her, så køber jeg måske 10 eller 20 på tilbud, for så ved jeg, at jeg ikke skal ud og betale fuld pris for det, når jeg skal bruge det senere, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Hun og Trine Schou Munk har begge opbygget et system for deres indkøb. Men alle kan spare penge, selvom priserne og inflationen lige nu stiger, lyder det.

Køb ind, før lastbilen kommer

Når man står med indkøbssedlen i supermarkedet, skynder man sig typisk over til køledisken.

Men man bør starte et helt andet sted, lyder det fra Diana Futtrup.

- Man skal begynde at kigge efter datovarer. I stedet for først at gå hen i køledisken, så starter man henne i ’stop madspild’-disken.

På Instagram-profilen 'spare.mor' deler hun ud af sine sparetips til mad og tøj, og hun lægger også gerne familiens budget op, mens Trine Schou Munk fortæller på sin Youtube-kanal, hvordan hun sparer sig ud af sin gæld.

Der kan også være mange penge at spare, hvis man handler, lige inden butikken får nye varer, lyder et af Trine Schou Munks råd.

- Læg mærke til, hvornår supermarkedslastbilerne holder ude foran butikkerne. Det er en indikation på, at nu kommer der nye varer. Så går du fremover ned dagen inden lige inden lukketid, for så får du mange ting billigere, siger hun.

I det tidsrum er det nemlig muligt, at flere varer er ved at løbe i dato og derfor kan købes til nedsat pris.

Jeg sparer omkring 1500-2000 kroner om måneden

Trine Schou Munk, social- og sundhedsassistent

100 mozzarellaer og 80 dåser tomatsuppe

Diana Futtrup og Trine Schou Munk køber begge stort ind, når der er et godt tilbud. Så fryser de maden ned eller har det stående på et lille lager.

Men det er ikke kun i supermarkederne, de handler.

- I lokalområderne kan Fakta, Kvickly eller Meny skrive på Facebook: ”De første ti kunder får mozzarella til tre kroner”. Så skriver du for eksempel: ”Ja tak, 100 styk”. Det har jeg gjort, fortæller Trine Schou Munk.

Købte du 100 pakker mozzarellaost?

- Jeg kan ikke huske det præcis, men det var deroppe omkring, for de kostede kun tre kroner, lyder svaret.

Diana Futtrup er heller ikke bange for at købe stort ind.

Senest har hun købt 80 dåser tomatsuppe, hvor hun har sparet næsten 500 kroner.

- Jeg bruger det i min kødsovs eller som tomatsovs på min hjemmelavede pizza. Man kan bruge det til mere, end det egentlig er formålet. Det kan holde sig ind til 2025, så vi skal nok nå at bruge det, siger hun.

Apps og nej til mærkevarer

I det hele taget råder Diana Futtrup og Trine Schou Munk til, at man gør op med indgroede vaner, hvis man vil spare penge.

Man kan eksempelvis udskifte mærkevarer med supermarkedets eget mærke.

Derudover kan der være penge at spare eller gratis varer på spil, hvis man henter de lokale supermarkeders egne apps, anbefaler de.

- Så scanner man sin app, når man går ud af butikken, og så får man noget rabat, og hvis man ikke får rabat, optjener man point, så man måske får 30 eller 60 kroner rabat på sit næste køb, forklarer Trine Schou Munk.

På den måde har hun også oplevet at få gratis varer – eksempelvis påskeslik og morgenmadsprodukter.

Afstemning

Bruger du mere tid på at finde gode tilbud, end du gjorde for et år siden?

Bruger pengene på ferie

Diana Futtrup og Trine Schou Munk erkender, at der er arbejde og tid forbundet med at finde de gode tilbud, men med tiden er man så meget inde i systemet, at man bruger mindre tid, lyder det.

Hvor mange penge sparer I på det her, Trine?

- Jeg tror, jeg sparer omkring 1500-2000 kroner om måneden. Lige nu er det lidt lavere på grund af inflationen.

Og det er det hele værd, lyder det.

Diana Futtrup sparer op til en udbetaling på et hus og bruger pengene på oplevelser med sin familie, mens Trine Schou Munk har købt en rejse til Kreta.

Og det er for de penge, du har sparet?

- Der fik vi selvfølgelig en deal, så jeg betalte ikke fuld pris, siger Trine Schou Munk.

Se hele indslaget med Diana Futtrup og Trine Schou Munk i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.