Nyheder

DSB indfører krav om cykelpladsbillet

DSB indfører krav om køb af pladsbillet til cyklen på DSB's afgange med fjern- og regionaltog.

DSB indfører ny cykelbillet, oplyser DSB torsdag.

Fremover vil cykelpladsbillet være et krav for at få cyklen med i fjern- og regionaltog.

Tidligere har der været krav om pladsbillet til cyklen i intercity- intercitylyn og lyn+ om sommeren fra 1. maj til 31. august, fremgår det af DSB's hjemmeside.

Med den nye cykelpladsbillet bliver der ensartede regler for cykler i DSB's fjern- og regionaltog hele året.

Formålet er at gøre det nemt og overskueligt for kunderne at rejse med sin cykel, oplyser DSB.

- Vores kunder har længe ønsket større sikkerhed for, at der rent faktisk er plads, når man skal have cyklen med i toget, siger kommerciel direktør i DSB Jens Visholm.

Den nye cykelpladsbillet kan bestilles fra den 1. juli.

Tidligere har det ikke været muligt at bestille en pladsbillet til sin cykel i regionaltoge.

Det er fortsat gratis at tage cyklen med i S-toget, oplyser DSB.