Rusland invaderer Ukraine

Lemlæstede soldater deler unikke billeder fra dybet under Azovstal

Den ukrainske Azov-bataljon har bedt det internationale samfund om hjælp, da mindst 100 civile og soldater er fanget på stålværket.

Det er grufulde billeder, som i øjeblikket deles fra det enorme stålværk Azovstal, der ligger i den russiskbelejrede ukrainske havneby Mariupol.

Billederne er taget af en fotograf, som har fået adgang til stedet af Azov-bataljonen, og de viser blandt andet ukrainske soldater, som har mistet lemmer.

Azov-bataljonen har delt billederne på beskedtjenesten Telegram sammen med en fælles udtalelse fra de sårede soldater.

- Hele den civiliserede verden må se de forhold, som de sårede, forkrøblede forsvarere af Mariupol er under, og handle!

Sådan lyder det blandt andet i udtalelsen, hvor soldaterne beskriver, hvordan deres skader bliver behandlet under "fuldstændig uhygiejniske forhold med ikkesterile rester af bandager og uden den nødvendige medicin og mad".

Soldaterne er blevet behandlet på et felthospital i en bunker under stålværket.

I udtalelsen stiller de desuden spørgsmålstegn ved, hvorvidt Ukraine og verdenssamfundet er i stand til at beskytte og tage sig af soldaterne.

- De soldater, du ser på billedet, og flere hundrede andre på Azovstal-stålværket forsvarede Ukraine og hele den civiliserede verden med alvorlige skader på bekostning af deres eget helbred, lyder det.

Den sidste modstandslomme

De ukrainske styrker har lidt omfattende tab efter intense kampe mod russerne, og byen Mariupol, hvor stålværket ligger, er næsten fuldstændig overtaget af russiske styrker.

Stålværket er den sidste modstandslomme i byen, hvor mindst 100 civile og ukrainske soldater befinder sig. Værket er stadig under kraftig russisk beskydning.

Den ukrainske Azov-bataljon har bedt det internationale samfund om hjælp, idet de mange civile og soldater er fanget på stålværket uden den nødvendige medicin og mad.

I starten af maj blev i omegnen af 100 civile evakueret fra stålværket. Og cirka en uge efter oplyste den ukrainske vicepremierminister, Iryna Veresjtjuk, at alle kvinder, børn og ældre var blevet evakueret.

De ukrainske myndigheder anslår, at op mod 1000 civile har opholdt sig på stålværket inden evakueringerne, og en af de evakuerede kvinder beskrev i starten af maj over for Reuters, hvilke kummerlige forhold de har levet under.

- Vi var ved at løbe tør for mad. Børn er altid sultne, mens voksne bedre kan vente, sagde hun.

Beder om flere våben

Mariupol ligger i den sydøstlige del af Ukraine og har siden krigens start været omdrejningspunkt for voldsomme kampe.

Byen er strategisk vigtig for russerne, fordi den kan skabe en direkte landlinje mellem regionerne Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine og Krim, som Rusland annekterede i 2014.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde tirsdag i en tale til Maltas regering, at Ukraine ikke har tilstrækkeligt med våben til at befri Mariupol.

- Vi forsøger os med alle mulige diplomatiske værktøjer for at redde dem, men Rusland tillader ikke nogen af vores forslag. Vi har derfor bedt vores partnere om at tilbyde våben nok til at redde både civile og militære i Mariupol, lød det fra Zelenskyj.