GO'

- Folk har mange fordomme om mig, siger Anne-Mette Rasmussen

Anne-Mette Rasmussen fortryder ikke det valg, hun tog som 40-årig.

Når tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen talte i Folketinget, kunne han altid være sikker på, at børnene blev hentet og fik hjemmelavet aftensmad serveret.

Bag ham har hans kone, Anne-Mette Rasmussen, nemlig altid stået.

Som ung droppede hun ud af sin uddannelse som korrespondent i engelsk og tysk for at gå hjemme med parrets tre børn.

Men folk har misforstået det, når de siger, at hun har ofret sig for sin mand.

- Man hører tit: ”Uha, du har da ofret dig”, men jeg bryder mig slet ikke om de ord. Det er fuldkommen selvvalgt, og jeg har fået børn, fordi jeg gerne selv ville tage mig af dem, forklarer hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Vi har givet plads til hinandens måde at være og leve på

Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister

Anne-Mette Rasmussen har aldrig nogensinde fortrudt at gå hjemme med børnene, selvom hun både dengang og i dag er stødt på mange fordomme om at være hjemmegående.

I en ny biografi åbner parret op om deres ægteskab gennem 46 år, som hidtil har været meget privat.

Og netop friheden til at træffe egne valg, tror parret, er en af forklaringerne på, at de har været sammen i så mange år.

- Vi har givet plads til hinandens måde at være og leve på, og det tror jeg også, er hemmeligheden bag det, lyder det fra Anders Fogh Rasmussen i 'Go' morgen Danmark'.

Blev pædagog i 40’erne

Anne-Mette Rasmussen var mor til tre allerede som 25-årig, og i flere år, mens børnene var små, arbejdede hun som dagplejemor.

For hende var det naturligt selv at tage sig af sine børn og først læse til pædagog som 40-årig, siger hun.

I dag er Anne-Mette Rasmussen glad for, at hun valgte at tage tingene i en lidt anderledes rækkefølge.

- Der er ingen, der siger, at man skal gå slavisk efter noget. Man kan godt lave sin egen opskrift i livet for, hvordan man vil køre tingene, lyder det fra Anne-Mette Rasmussen.

”Et vældigt rygstød”

Anne-Mette Rasmussens omvendte karriere står på mange måder i kontrast til Anders Fogh Rasmussens.

Selvom han forsøgte at prioritere familien i weekender og ferier, var han meget væk hjemmefra, da børnene var yngre.

De har fået en god og solid opdragelse derhjemme

Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister

Hvis Anne Mette ikke havde opgivet sin karriere som korrespondent og kørt hjemmefronten, havde du så haft den politiske karriere, som du har haft?

- Det er svært at sige, men det er helt klart, at det har været et vældigt rygstød for mig at vide, at vores børn voksede op trygt og godt, og at der var nogle til at tage sig af dem på en god måde, siger Anders Fogh Rasmussen.

Han erkender dog, at det havde været en betydelig udfordring for deres familie, hvis de begge havde haft krævende karrierer.

Efter 46 år sammen kan Anders Fogh Rasmussen se, hvad det har givet familien, at Anne-Mette Rasmussen gik hjemme.

- Vores børn, synes vi hvert fald selv, er kommet godt i vej, og det skyldes, tror jeg i høj grad, at de har fået en god og solid opdragelse derhjemme, lyder det.

Se hele interviewet med Anne-Mette Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen på TV 2 PLAY